Ifølge ni sjællandske borgmestre snyder Trafikstyrelsen ved at tilbageholde oplysninger, så der kan blive politisk flertal for en 10 mia. kr. jernbane mellem København og Ringsted.
Det er ulovligt, uretfærdigt og direkte snyd, når embedsmændene i Trafikstyrelsen tegner et glansbillede af deres fortrukne jernbaneføring for at få politikerne til at stemme på den. Det mener borgmester i Høje Taastrup, Michael Ziegler, der får støtte af otte andre sjællandske borgmestre.
De advarer nu folketingspolitikerne om, at de slet ikke har fået det reelle grundlag for en seriøs og velovervejet beslutning om den geografiske placering af en ny jernbaneforbindelse mellem København og Ringsted.
»Det er et dybt problematisk analysearbejde, som Trafikstyrelsen nu har videregivet til Folketinget som det endelige beslutningsgrundlag. Man kan ikke få andet indtryk, end at Trafikstyrelsen snyder på vægten for at få Folketinget til at vælge deres egen, foretrukne linjeføring,« siger borgmester i Høje-Taastrup, Michael Ziegler.
På Christiansborg er trafikminister Lars Barfoed (K) netop nu i færd med at skabe et politisk forlig om anlæggelsen af en ny jernbane mellem København og Ringsted. Politikerne skal vælge mellem to forskellige anlægsprojekter, som begge kan afhjælpe det altdominerende problem på den sjællandske jernbane, nemlig at der snart ikke er nok skinnekapacitet til rådighed til de mange person- og godstog, som skal køre på strækningen i fremtiden. De to løsningsforslag er som følger:
1) En billig løsning. Der anlægges et ekstra spor langs den eksisterende bane mellem Hvidovre og Høje-Taastrup. Den såkaldte 5. sporsløsning. Samlet pris for grundløsningen 1,9 mia. kr. uden reserve til dækning af eventuelle budgetoverskridelser og knap 2,9 mia. kr. inkl. reserve.
2) Den dyre løsning. Der anlægges en helt ny, dobbeltsporet jernbane fra København til Køge og videre til Ringsted. Den såkaldte Nybygningsløsning. Samlet pris for grundløsningen 7,3 mia. kr. uden reserve til dækning af eventuelle budgetoverskridelser. 10 mia. kr. inkl. reserve. Til gengæld for den større investering rummer denne løsning en større kapacitetsreserve end 5. sporsløsningen.
Borgmestrene i de ni sjællandske kommuner (Greve, Roskilde, Høje-Taastrup, Odsherred, Solrød, Holbæk, Ishøj, Lejre og Vallensbæk) er alle tilhængere af 5. sporsløsningen.
Borgmester: Styrelse følger ikke politikernes ordrer
Politikerne kommer til at træffe deres beslutning på et omfattende analysearbejde foretaget af jernbaneeksperterne i Trafikstyrelsen. For få uger siden offentliggjorde styrelsen sit endelige beslutningsnotat til politikerne, hvori de to alternative løsningsforslag bliver holdt op mod hinanden.
Men ifølge Michael Ziegler har Trafikstyrelsen ikke udført den analyse, som Folketinget bad styrelsen gennemføre. Tværtimod har Trafikstyrelsen analyseret et projektforslag til 5. sporsløsningen, som er langt mindre ambitiøst end det projektforslag, som Folketinget oprindeligt definerede. Det mest ambitiøse bud på en 5. sporsløsning ligger dermed gemt i tidligere udgaver af Trafikstyrelsens analyser, men er ikke blevet skrevet ind i Trafikstyrelsens endelige beslutningsnotat, som folketingspolitikerne læser på netop nu.
»Og så er det jo ikke så underligt, at 5.spors-løsningen kommer til at fremstå som værende en ufordelagtig løsning, og på den baggrund vil politikerne jo naturligvis vælge Nybygningsløsningen via Køge. Men Trafikstyrelsen kan kun komme til den konklusion, fordi de ikke har overholdt loven. Jeg insisterer på, at de skal overholde loven og udføre en analyse på et retfærdigt grundlag, sådan som Folketinget har bedt dem om,« siger Michael Ziegler.
Analyseafsnit om ekstra spor mangler
Borgmesteren fra Høje Taastrup peger på, at der i Folketingets projekteringslov om ny jernbane mellem København og Ringsted direkte står, at Trafikstyrelsen for 5. spors-løsningens vedkommende skal analysere »et ekstra jernbanespor mellem Hvidovre og Høje Taastrup med vendespor i Roskilde samt ekstra spor på dele af strækningen Roskilde-Ringsted og dertil hørende anlæg.«
Men i det beslutningsgrundlag som Trafikstyrelsen netop har fremsendt til folketingspolitikerne er det ekstra spor på strækningen mellem Roskilde og Ringsted bevidst taget ud af analysen. Og netop denne mangel får borgmestrene til at påstå, at Trafikstyrelsen har forbrudt sig imod politikernes opdrag.
»Og derfor sidder vi nu med en analyse, som forringer kapaciteten på 5. sporsløsningen og som følgelig forringer driftsøkonomien i 5. sporsløsningen og som derfor gør det praktisk talt umuligt for en folketingspolitiker at argumentere for det fornuftige i 5. sporsløsningen,« siger Michael Ziegler.
Styrelse: Ekstra spor var alt for dyre
Hos Trafikstyrelsen afviser anlægschef Martin Munk Hansen borgmestrenes beskyldning.
»Det forholder sig stik modsat af det borgmestrene siger. Vi har NETOP foretaget en grundig analyse af etableringen af ekstra spor på dele af strækningen mellem Roskilde og Ringsted,« siger Martin Munk Hansen. Han giver følgende begrundelse for, at Trafikstyrelsen herefter valgte at udelade de to ekstra spor i det endelige beslutningsgrundlag:
»Vores undersøgelser mundede ud i konklusionen, at det ville være en dårlig investering at anlægge de to ekstra spor: Anlægsomkostningerne ville være store og den trafikale gevinst ville være for lille. Og da etableringen af disse to spor ville forværre den samlede driftsøkonomi i projektet, valgte vi ikke at tage denne løsning med i den videre analyse.«
Martin Munk Hansen erkender dog, at anlæggelsen af de to ekstra to spor mellem Adamshøj og Ringsted ville give plads til flere tog på 5. sporsløsningen, end det er beskrevet i den analyse, der er fremlagt i det endelige beslutningsnotat til Folketinget.
Hvorfor har I ikke gjort som Folketinget bad jer om og inkluderet de pågældende to ekstra spor i beslutningsgrundlaget til Folketinget, når nu politikerne udtrykkeligt har bedt jer om at inkludere denne løsning i jeres analyse?
»Vi har opfyldt den opgave som det er beskrevet i miljøredegørelsens høringsudgave. Men da det viste sig, at samfundsøkonomien i den samlede 5. sporsløsning ville blive uforholdsmæssigt meget forringet i forhold til den vundne kapacitetsforøgelse, var der ikke grund til at gennemføre det mere dybtgående projekteringsarbejde.«
Men burde I ikke blot tage stilling til, hvordan man kan opnå den maksimale kapacitetsforøgelse på 5. sporsløsningen og så ellers overlade det til politikerne at vurdere, hvorvidt anlægsinvesteringen er god eller dårlig samfundsøkonomi?
»Det har været vores opgave at undersøge, hvad der er klogt at gøre. Og vi står fast på, at det ikke vil være klogt at anlægge to ekstra spor Adamshøj-Ringsted, når man sammenholder kapacitetsforøgelsen med anlægsomkostningerne«.
Forsvarsstyrelsen?
Og som borger i Roskilde synes jeg det er pinligt at skulle høre på deres fortsatte sludder.
Fordelene ved nybyg
* Der er flere veje/spor til Ringsted, så hvis der er sporarbejde eller en hopper som hindrer trafikken, så kan en stor del af trafikken afvikles via det nye spor
* Øger kapaciteten for myldretrafik tog mod KBH (hvis altså Hovedbanen kan administre dette)
* Det giver mulighed for højhastighedstog til Kontinentet via en kommende Femernbro
* Ved smart placering af stationen ved Køge kan denne tjene til at aflaste bilpendlerne på Køgebugt motorvejen
Ulemper
* Dyrere løsning
* Fjerner evt. nogle intercity tog fra Roskilde og Høje Tåstrup, men der kører jo stadig rigeligt med toge til Ringsted via Roskilde
Som det er i dag, har hovedbanen svært ved bare er få plads til togene i dag, det er ofte når du kommer med tog fra både øst og vest at du skal holde i kø, simpelthen fordi der ikke er plads til flere tog.
Så som der også bliver sagt længere oppe er det en god idé at få fjernet S-togene fra hovedbanen og flyttet dem ovre på en banegård for sige selv.
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »