Den groteske skandale om forsvarets arabiske manipulationer har i den forløbne uge desværre overskygget en helt anden og mere omfattende skandale i landets kommuner. Nemlig at alle fagfolks bekymrede advarsler om konsekvenserne af kommunalreformen stille og roligt er ved at gå i opfyldelse. Adskillige undersøgelser viser her før kommunalvalget, hvor slemt det står til.

Lad mig i flæng nævne, at stordriftsfordelene åbenbart ikke viser sig. Det er ikke blevet spor billigere at administrere de 98 nye kommuner end de 277 gamle, hvilket især menes at være gået ud over folkeskolerne, som udsultes bevillingsmæssigt og hvis bygninger stadig hænger i laser.

Og paradoksalt nok klager især venstreborgmestre over politikernes ændrede rolle ved skiftet fra et nærdemokrati til et fjerndemokrati. Borgmestrene er blev administrerende galionsfigurer, og f.eks. forsømmes de gamle landkommune-områder åbenbart mange steder til fordel for udviklingen af storkommunernes byområder. De kommunale embeds-djøf'ere kører desuden - med hjælp fra djøf'erne i centraladministrationen - de kommunale fritidspolitikere i så stramme tøjler, at de ikke får et ben til jorden i beslutningsprocesserne.   

Desuden magter de færreste kommuner åbenbart at administrere de nye indsatsområder, som de fik overdraget fra amterne ved reformen. Det er især gået ud over miljøbeskyttelse og omsorgen for handicappede – ganske som forudsagt. Kommunerne kan ikke styre udgifterne, så pengene slår ikke til, og mange gribes i at svigte deres tilsynspligt med f.eks. udsatte børn og unge.  
          
Oven i det har regeringen og folketinget desuden helt konsekvent saboteret det kommunale selvstyre ved at blande sig aldeles uhæmmet med regler og kontrol på et hidtil uset detaljeringsniveau. Intet problem er for lille til, at Christiansborg ikke vil bestemme.

Djævelen ligger i detaljen, så lad os tage en Aarhushistorie som et karakteristisk eksempel:

Forældre til børnehavebørn, der fortsat vil smøre deres egne børns madpakke, selv om det høje ting højtideligt har besluttet, at kommunerne skal levere den, skal alligevel betale de samme 469 kroner ekstra om måneden for mad til den lovbefalede kostordning, som alle andre forældre.

Men de får dog 305 kroner retur fra kommunen, fordi de selv leverer varen, idet de 469 kr. åbenbart også skal dække udgiften til madpakker til børn med friplads. De 305 kr. skal imidlertid opgives som skattepligtig indkomst, siger skatteministeren af en eller anden grund, som jeg ikke formår at gennemskue. Summa summarum koster det forældrene nu mere end 300 kr. pr. måned at få lov til selv at smøre madpakke til deres egne børn. Det halve til skattevæsnet og resten til madpakker til fripladsbørnene - en udgift de jo nok mener, at hele fællesskabet burde dække.  

Århushistorien er ikke slut endnu. Hvis flere forældre finder på at gå sammen om at smøre madpakker på skift til alle deres børn, vil de efter tur få besøg i hjemmet af kontrollanter fra fødevareregion Nord, fordi madpakkefabrikationen så vil være at betragte som en "storleverance" til børnehaverne. Kontrol må der til!

Jeg ved godt, at det groteske resultatet af Christiansborgs indgreb i borgernes frihed til selv at brødføde deres børn ligner noget fra et Monty Python-show. Men historien stod altså uimodsagt i Aarhus Stifttidende 8. juli i år. Den er taget ud af dagens kommunale virkelighed. Tænk i øvrigt på bureaukratiet i forbindelse med den madpakkeordning - ikke så mærkeligt, hvis  kommunernes udgifter til administration eksploderer.

Nu skal vi imidlertid huske på, at strukturreformen på ingen måde var en del af regeringens opreklamerede ’kontraktpolitik’. Vor nuværende statsminister, daværende indenrigs- og sundhedsminister og senere finansminister, Lars Løkke Rasmussen gennemtvang kommunalreformen uden anden anledning, end det havde han lyst til, og i hvert fald uden at spørge vælgerne herom ved det forudgående folketingsvalg. 
 
Det vil derfor være nærliggende at forestille sig, at Lars Lykke, hvis han beholder sin nyvundne position som statsminister efter næste folketingsvalg, vil tage konsekvensen af den mislykkede kommunalreform og simpelthen nedlægge både kommuner og regioner, som de aldeles overflødige administrative enheder, de jo i realiteten er.

Et mere eller mindre snævert flertalt i folketinget bestemmer alligevel snart over hver eneste madpakke, der skal smøres i både kommuner og regioner. Så hvorfor ikke slippe for mere brok med alle de lokalpolitikere, der tror de er noget, men som i realiteten ikke bestemmer en snus alligevel?

Som et plaster på såret kunne Lars Løkke så passende foreslå, at vi i stedet for kommunerne etablerer et antal 'lokalråd'. Skal vi sige ca. 277 steder landet over? De skulle uden budgetansvar tage sig af de efterhånden ganske få lokale småting, som Christiansborg ikke har sat sig på – endnu!

Og så kan Lars Løkke genbruge Venstres gamle valgslogan ”Det nære samfund”
Rrrrr!
Petersen, overingeniør