/elektronik

Topmøde: Nu skal Danmarks nye sikkerhedsnet stå sin prøve

Det er eksamensdag for det nye radionet Sine, når det olympiske topmøde kulminerer i København i dag. Langt flere radioer end nogensinde før kobler sig på netværket, og politiet er selv spændt på resultatet.

Klik for at se billedet i stort

Københavns Politi har indrettet et spritnyt kontrolrum til at holde styr på det nye SINE-net. Kontrolrummet bliver hjertet for politiets indsats under IOC-mødet og det kommende COP15-topmøde. (Foto: Københavns Politi)


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Michael Tornsberg, fredag 02. okt 2009 kl. 07:16

Det er store eksamensdag for beredskabets nye radio-sikkerhedsnet, Sine, når Barack Obama i dag slutter sig til den lange række af statsoverhoveder og andre berømtheder under IOC-mødet i København.

Københavns Politi har de seneste fire måneder kørt med Sine, men IOC-mødet kommer til at byde på udfordringer for netværket, som langt overgår, hvad politiet indtil nu har testet.

Derfor har vicepolitiinspektør Allan Christensen haft ekstra travlt de seneste uger. Han er ansvarlig for implementeringen af Sine i København og har desuden stået for oplæringen af de 3.000-4.000 betjente, som København låner fra andre politikredse. De har ikke erfaring med systemet og har derfor de sidste par uger fået træning i de mest basale funktioner.

De mange ekstra politifolk betyder, at langt flere radioer vil blive koblet på Sine end nogensinde før. Allan Christensen vil ikke ud med de nøjagtige antal, men siger, at det drejer sig om »flere tusinde«.

Derfor kommer IOC-mødet til at være den helt store empiriske test af, om Sine kan stå distancen.

»Vi kommer til at have ekstremt mange radioer i brug, så det er helt klar nu, Sine skal stå sin prøve,« siger Allan Christensen.

Kassevis af nye radioer
Ing.dk har besøgt ham på et kontor på Politigården i København. Det er dagen inden den store dag, og overalt på kontoret står flyttekasser fyldt til kanten med nyindkøbte radioer, der stadig mangler at blive fordelt blandt de betjente, der er blevet kaldt ind fra de andre politikredse.

Så Allan Christensen har travlt, rigtig travlt. Men mest af alt er han spændt på, hvordan Sine kommer til at klare opgaven.

»Det nye system giver os helt klart nogle nye fordele. Når en motorcykeleskorte sætter af sted med præsidentfruen, så kan de hele tiden give meldinger til alle personer hele vejen gennem systemet og helt ud til Bella Center, hvor man står og venter,« fortæller han og tilføjer:

»Men det er klart, at i og med systemet kan mere, så er der også flere fejlmuligheder.«

Derfor har Københavns Politi gjort en stor indsats for at teste Sine så meget som muligt op til IOC-mødet. Det har afsløret en række problemer, som ifølge Allan Christensen nu skulle være løst.

Eksempelvis viste en stor test ved Bella Center, at der i dette område ikke var tilstrækkelig kapacitet til at klare den store trafik, som der vil komme til IOC-mødet og COP15-topmødet senere på året. Kapaciteten er nu øget, og en ny test viste for nylig, at der ikke burde opstå lignende problemer, når det for alvor går løs.

Intet er 100 procent sikkert
Mens Allan Christensen snakker, begynder en gammel politiradio at skratte i baggrunden. Det er politiets gamle radionet, Thor, der stadig kører sideløbende med Sine som backup. For selvom politiet har fuld tillid til Sine, tager Allan Christensen og hans kolleger ingen chancer.

»Der er jo intet, der er 100 procent sikkert. Derfor kører vi altid med et backup-system,« fortæller han.

I det hele taget er Allan Christensen slet ikke i tvivl om, at Københavns prominente gæster er i langt mere sikre hænder, end de ville have været for bare et par år siden. Al kommunikation er krypteret, så ingen udefra kan lytte med eller forstyrre signalet.

»Vi har bestemt haft problemer med Sine under indkøringsfase. Også store problemer. Men de er blevet rettet hen ad vejen, så vi nu står med et rigtig godt system. Jeg er meget spændt på resultatet.«

Sine benytter teknologien Tetra, som har mange fællestræk med GSM. Netværket er leveret og drevet af Motorola, som også leverer radioerne.

Derimod er Termas kontrolrumssoftware så meget forsinket, at Københavns Politi har valgt at benytte sin egen ved de to topmøder i Bella Center i år.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.