Humanister gør ingeniører mere innovative
Svensk undersøgelse viser, at kreativiteten stiger, og produkterne bliver mere salgbare, hvis arbejdsgrupper sammensættes af både ingeniører og humanister.
(Tegning: Lars Refn)
De forstår overhovedet ikke, hvad du snakker om. De stiller spørgsmål til helt oplagte løsninger - og så kommer de med de mest utrolige forslag.
Afstanden mellem en ingeniør og en humanistkollega kan være milevid, men netop forskelligheden kan være en kæmpe fordel for virksomheden, hvis rammerne er på plads.
Det fremgår af undersøgelsen 'Mixa för att maxa', som den svenske ingeniørforening, Sveriges Ingenjörer, står bag, og som blandt andet består af et etnografisk studie af fire virksomheder, der alle har succes med at blande medarbejdere med forskellig uddannelsesbaggrund.
De fire arbejdspladser var valgt på baggrund af deres bevidste satsning på blandede fagligheder og deres flotte regnskaber, og i undersøgelsen opstiller forskerne ti forskellige aspekter, som er fælles for de fire, og som skal være på plads, hvis samarbejdet på tværs af fag skal bære frugt.
Ida Hult, direktør i Trendetnography, som har gennemført feltstudierne på de fire arbejdspladser, oplevede, at der var en meget stor idérigdom i de blandede team. Mange af ideerne var ikke specielt gode, men de kunne alle bruges til at bygge videre på, så de endte som gode ideer.
»Tolerancen var meget stor. Ingeniøren forventer ikke den store tekniske indsigt fra humanisten, som derfor kan spørge dumt på kundens vegne. På den måde blev mange dårlige ideer faktisk stoppet på et tidligt tidspunkt i produktudviklingen. Så det effektiviserer processen,« siger hun.
En væsentlig forudsætning er, at de enkelte medarbejdere hviler i deres egen faglighed, ved, hvad de har at byde på og hvilken rolle, de spiller.
»Føler man sig ikke tryg, og har man ikke en tydelig fornemmelse af sin egen faglighed, tør man ikke spørge,« siger Ida Hult.
Hun mener derfor, at det er en fordel, at ingeniører og humanister gennem deres studier præges i hver sin retning.
»Man behøver ikke at forstå den andens faglighed i detaljen for at kunne arbejde godt sammen, men man skal respektere hinanden.«
Virksomheden kan sikre, at det sker ved at sætte præcise mål, så alle medarbejdere ved, hvad de arbejder henimod.
Således valgte en af virksomhederne, et telekommunikationsfirma, at kigge sig selv efter i sømmene. Dermed nåede de frem til, at de sælger tjenester - ikke teknik, som de ellers bildte sig selv ind. Indsigten betød, at der blev ansat folk med andre kompetencer end de rent tekniske, fordi det gik op for dem, at de havde brug for folk, der forstod slutbrugerne.
Dermed var det nemmere for ingeniørerne at se, hvorfor det var vigtigt, at der var kolleger med andre kompetencer end de rent tekniske, som kunne stille spørgsmål ved de tekniske løsninger, de præsenterede.
Selv om helhedsindtrykket er positivt, så er der også ulemper ved de blandede grupper, påpeger Ida Hult:
»Fordi man arbejder så tæt sammen, kan det være svært at sige, hvem der har æren for et patent, eller hvem der fik ideen. Det kan give problemer, når man forhandler løn eller søger nyt job, men det vejer meget lidt i forhold til fordelene.«
Fundamentet til en akademikers fag-identitet bliver støbt på uddannelsesstedet. Derfor er der stor forskel på, hvordan en ingeniør og en humanist griber deres arbejde an, når de kommer ud i den virkelige verden, og derfor opstår fordommene om 'de andre'. Fordomme, som måske ikke er helt ubegrundede.
Det viser undersøgelsen, 'Mixa för att maxa', som en gruppe svenske studerende fra henholdsvis en ingeniøruddannelse og en humanistisk uddannelse har deltaget i.
Ifølge undersøgelsen er studiemiljøet afgørende for fagidentiteten og måden at gribe arbejdet an på.
Mens ingeniørerne f.eks. har meget skemalagt undervisning og løser deres enslydende opgaver sammen, så har studerende på humaniora sjældent de samme opgaver og løser langt oftere deres opgaver alene. Ingeniører har også en god fornemmelse af, hvilke arbejdsopgaver, der venter dem efter studiet, mens det sjældent gælder humanisterne.
Ved en workshop diskuterede de unge deres fremtidige arbejdsrolle og deres uddannelser, og alene måden, de greb den opgave an på, var meget forskellig. Mens ingeniørerne straks kastede sig over opgaven og forsøgte at finde et 'rigtigt' svar, var humanisterne skeptiske over for opgaven. De diskuterede meget og tog sig god tid. Ingeniørerne havde en mere åben indstilling og fik hurtigt en leder i gruppen, mens humanisterne var mere jævnbyrdige.
På baggrund af workshoppen og interview med de unge opstillede forskerne en række karakteristika ved de to grupper, som ses ovenfor. Måske ikke så langt fra de fordomme, der allerede florerer.
Kilde: Mixa för att maxa - en etnografisk studie av kompetensblanding. Sveriges Ingenjörer & DIK, 2009
