Mangel på analoge elektronikingeniører
Brüel & Kjær og andre producenter af måleinstrumenter mangler analoge elektronikingeniører. Brancheorganisationen Itek vil se på sagen.
Læs også
Læs mere om
Der er for få analoge elektronikingeniører i Danmark, og problemet vil blive værre i fremtiden.
Det spår blandt andre Brüel & Kjær, som står med problemer, når det kommer til rekruttering.
»Det er svært at finde analoge elektronikingeniører. Vi bliver nødt til at uddanne vores egne. Der uddannes stadig analoge elektronikingeniører, men det er i små tal. Vi sponsorerer faktisk studerende, der vælger at gå den vej,« siger ingeniør Alun Crewe, marketingchef hos Brüel & Kjær.
Det er især virksomheder, der arbejder med lyd, som har problemet inden på livet. De konstruerer nemlig analoge kredsløb til at bearbejde lydsignaler, før signalet bliver digitaliseret. Derfor gør problemet sig også gældende for virksomheden Reson, der fremstiller sonarer.
»Analoge elektronikingeniører er næsten umulige at få fat i. Det er den digitale elektronik, der trækker i de unge ingeniører. Analog elektronik er åbenbart ikke særlig attraktivt,« siger Mikael Nadelmann, direktør for global delivery ved Reson.
For at være præcis skal sonarens sensor indeholde en meget kompleks analog elektronik, der behandler støj i signalet.
»Det skal gøres på meget lille plads, og her skal man være smartere end lærebøgerne, derfor kommer en rigtig analog elektronikingeniør til sin ret,« siger Mikael Nadelmann.
Mikael Nadelmann frygter, at problemet vil vokse om nogle få år.
»Typisk er det nogle få personer, der sidder med den analoge viden i virksomhederne, og de har typisk ikke så langt til pensionsalderen, så jeg er bekymret for fremtiden,« siger han.
Elektronik- og IT-industriens brancheorganisation Itek er gået i gang med at arbejde for at få uddannet flere analoge elektronikingeniører.
»Vi vil slå et slag for hardwaren. De, der har evnerne, er ved at blive lidt gråhårede,« siger Christian Graversen, konsulent hos Itek.
Men på DTU kender man tilsyneladende ikke til manglen.
»Jeg har ikke hørt om det før, men vi vil selvfølgelig gå i dialog med industrien, hvis der er en mangel,« siger direktør for Institut for Elektroteknologi Kristian Stubkjær.






