Stealth - overlegen eller overvurderet?
Danmark er tæt på sin største våbenhandel nogensinde: købet af nye kampfly. Konsortiet bag storfavoritten, F-35 Joint Strike Fighter, slår især på flyets stealth-egenskaber, men kritikerne kalder stealth overvurderet.
Multimedia
Infografik:
Sådan virker stealth i F-35
Fakta
Tema
Læs også
-
JSF-producent: Skrabede kampfly til Danmark er falske rygter
-
Prisen for Joint Strike Fighter: maks. 425 millioner kr. stykket
Læs mere om
Begrebet stealth-teknologi har nærmest opnået mytisk status i debatten om Danmarks kommende kampfly. "Reduceret radarsignatur", som begrebet primært dækker over, er blandt de punkter, som den militærfaglige anbefaling kommer til at hvile på, og stort set ikke en artikel i medierne eller debat i Folketinget undgår at nævne stealth, når talen kommer på især F-35 Joint Strike Fighter. I Norge blev stealth tilmed afgørende for valget af F-35 som afløser for F-16.
»Stealth handler ganske enkelt om at sikre pilotens overlevelse,« siger Tom Burbage, der er den øverste chef for F-35 programmet, da Ingeniøren og andre danske medier er på besøg hos producenten Lockheed Martins fabrik i Fort Worth, Texas.
»Når du kigger på de trusler, der ligger fra 2020 og fremefter og samtidig gerne vil have, at dine piloter kommer hjem, skal du have den slags teknologi for at kunne overleve,« lyder det fra Tom Burbage, der selv er tidligere testpilot og har en master i aeronautical systems.
Fascinationen af stealth er ikke mindst opstået efter tv-billederne af de kantede og sortmalede F-117 Nighthawk, der deltog i luftkampagnen over Balkan i slutningen af 1990'erne. Og selv om ét af dem endte med at blive skudt ned af serberne, var fascinationen af de mystiske og hemmeligholdte kampfly vakt, også selv om den ifølge kritikerne ikke står mål med virkeligheden.
Især i USA har der været omfattende ballade om værdien af stealth i forhold til de enorme udviklingssummer. Superjageren F-22 koster de amerikanske skatteydere over to milliarder kroner stykket (2006) i samlede omkostninger - for ikke at tale om bombeflyet B-2, der løber op i svimlende 265 milliarder kroner for 21 fly (2004), hvilket har fået blandt andre en af hoveddesignerne bag F-16, Pierre Sprey, til at kalde stealth for overvurderet, for dyrt og irrelevant.
Det synspunkt deles dog kun delvist af den amerikanske forsvarsanalytiker og luftfartekspert Richard Aboulafia, der er en af de mest anerkendte analytikere inden for aerospace:
»Som enkeltstående parameter er stealth overvurderet, det har Sprey ret i, og du kan godt søge og nedskyde et stealth-fly især de ældre som F-117. Men alle fly stræber efter at være "stealthy" og reducere deres radarsignatur, og det er nødvendigt i moderne konflikter,« siger Richard Aboulafia.
Stealth som på F-35 findes i dag kun på amerikanske fly, selv om også Rusland og Indien arbejder på at udvikle stealth-fly. Også i Europa har man i mange år arbejdet med at reducere radarsignaturen på kampfly, blandt andet arbejdede tyske ingeniører hos Messerschmitt-Bölkow-Blohm (i dag EADS) på et stealth-kampfly kaldet Lampyridae til det daværende vesttyske luftvåben.
Det skete synkront med USA's udvikling af F-117, men projektet blev lukket under mystiske omstændigheder, forklarer Lars Illum Jørgensen, der de sidste ti år har arbejdet som testingeniør og campaign support manager på radar- og infrarøde systemer hos EADS i Manching, nær München, der står bag Eurofighter-flyet.
»Vi kender alt til fordele og ulemper ved stealth-teknologier, og det indgik i overvejelserne, da man designede Eurofighter. Men vores modeller viste, at all-aspect-stealth ikke leverer nok i forhold til de ulemper og enorme udviklingsudgifter, det medfører. Stealth fungerer fint, indtil du bliver opdaget, men herefter handler det om at kunne passe på sig selv, og derfor prioriterede man manøvreegenskaber og fart kombineret med stor våbenlast og omfattende elektronisk krigsførelse. Stealth var altså rart at have, men ikke afgørende,« forklarer Lars Illum Jørgensen.
Årsagen til den europæiske designfilosofi er, at stealth medfører ulemper ved flyenes aerodynamiske egenskaber, som man enten skal leve med eller kompensere for. Alt flydesign er i bund og grund et kompromis, og ser man på F-35 anvender det i høj grad skarpe kanter og afstemte linier, der medvirker til at afbøje radarstråler.
Men de samme linjer gør flyet mindre aerodynamisk i forhold til de runde og aflange design, der ses på klassiske kampfly. Flyene bliver tykkere og tungere af at skulle bære våben og tanke inde i kroppen. Det gør dem langsomme og betyder, at de medføre en ringere våbenlast i stealth-konfiguration end et fuldt lastet Eurofighter, eller franske Dassault Rafale, der på områder som bærevne, fart og manøvreevne langt overgår kampfly som F-16 og F-35.
På F-22 løste Lockheed Martin problemet ved blandt andet at tilføje ekstra motorkraft, drejbare udstødningsdyser (vectored thrust) samt større vinger og haleror, så flyet har en yderst lav radarsignatur, men samtidig har ekstremt gode manøvreegenskaber til luftkamp, som det er designet til. Men Joint Strike Fighter er, som navnet siger, primært designet som jagerbomber, og derfor er det ikke udviklet med den samme styrbare motorteknologi og store vingeareal, som giver F-22 dets egenskaber.
Hos Lockheed Martin lyder filosofien, at klassisk luftkamp er et overstået kapitel, og F-35 derfor ikke behøver samme aerodynamiske egenskaber som F-22. Flyet har desuden våben med, så det sagtens kan forsvare sig, hvis det bliver opdaget, og den kombination rækker, fremhæver man hos Lockheed Martin.
»I stealth-teknologiens tidlige år var der tale om et trade-off i forhold til aerodynamiske egenskaber. Men over de senere år har vi minimeret det trade-off, så der i al væsentlighed ikke er aerodynamisk forskel mellem F-35 og et F-16 i dag. De kan begge trække 9G, og de har samme aerodynamiske formåen ved både høje og lave hastigheder,« siger Tom Burbage og fortsætter:
»Vi prøver at gøre flyene mere stealthy i mange dimensioner, men radarsignaturen er det vigtigste, fordi det er det, de fleste systemer bruger for at spore et fly og skyde det ned. Stealth øger sandsynligheden for, at det ikke sker. I ethvert kamp-scenarie er overraskelsesmomentet en overvældende faktor. Det sikrer stealth ikke mindst i kombinationen med F-35's sensorer,« siger Tom Burbage.
Forsvarsanalytikeren Richard Aboulafia er i princippet enig:
»F-35 anvender stealth-teknologi gennem den måde flyet er designet på. Jeg kan ikke vurdere, om det er den teknisk bedste vej mod så lav radarsignatur som muligt - men det er i hvert fald en nødvendig vej.«
FAKTA: Stealthmyter og -fakta
Myte: Stealth er udelukkende et fænomen, der associeres med radarsignatur.
Fakta: Stealth omfatter blandt andet også flyets evne til at imødegå infrarøde sensorer, akustiske detektorer samt magnetiske/elektomagnetiske sensorer.
Myte: Stealth er et nyt fænomen.
Fakta: Stealth er camouflage, intet andet, og bruges inden for alle våbensystemer fra uniformer til ubåde, der måske er det ultimative stealth-våben.
Myte: Stealth kan ikke imødegåes.
Fakta: Kina, Rusland og flere andre lander arbejder intenst på at kunne opdage stealthfly. Eksempelvis har russerne angiveligt fået L-bånd radarer på deres Sukhoi-fly, hvilket er ubekræftet. Det er dog kendt teknologi, der har været for stor til at passe i kampfly, men er brugt på større platforme som Awacs fly og jordbaserede radarsystemer. Ældre stealth fly af typen F-117 er skudt ned.
Myte: Stealth har ikke ulemper i forhold til manøvreevne.
Fakta: Der er bred enighed om, at stealth koster i forhold til aerodynamiske egenskaber. Den nye amerikanske tilgang er, at det ikke gør noget, da man ikke får brug for de egenskaber i fremtidens luftkrig.











