Mens Danmark trods alt har sænket sit CO2-udslip med syv pct. siden 1990 - ja så er retningen stik modsat i USA: Det store land udledte i 2007 17 pct. mere CO2, end det gjorde i 1990. I absolutte tal er USA's udslip vokset med over 1 mia. ton CO2, fortæller den officielle statistik 2009 U.S. Greenhouse Gas Inventory Report fra USA's miljøstyrelse EPA. Vel at mærke er det sket i en periode, hvor globaliseringen har flyttet produktion fra USA til Kina og dermed fjernet CO2-udslip fra USA's regnskab.

Men den amerikanske industris CO2-andel er konstant, ligesom udslippet fra beboelsers opvarmning. Problemet ligger et andet sted: De konti, som vokser mest i USA's CO2-regnskab er elproduktion og transport. EPA-statistikken forklarer selv, at el-produktion i USA har meget at gøre med aircondition. Og at transportsektoren har meget at gøre med USA's bilflåde. Og det er her, USA's på en gang både teknologiske og politiske dilemma gemmer sig, nu hvor senatet skal i gang med den klimalov, som skal dække præsident Barack Obamas ryg af på klimatopmødet i København til december.

USA's politiske system er nemlig bygget ekstremt decentralt op i sammenligning med europæiske systemer. Starter man fra toppen, er magten fordelt mellem præsidenten og de to politiske kamre, kongressen og senatet. Dette føderale niveau har samtidig relativt begrænset magt, for der skal være plads til de enkelte stater og deres guvernører. Og under guvernørerne skal der også være noget at bestemme for den enkelte borgmester.

Stramninger foregår nedad i kæden. Det føderale niveau er altså generelt det slappeste, mens den enkelte stat kan have skrappere regler. Det system er godt til at sikre lave skatter og lokal dynamik - men spørgsmålet er, om systemet er effektivt, når der skal rykkes igennem på fossil energi og CO2? Det er f.eks. vanskeligt for en præsident at gennemføre en stramning af reglerne for bilers CO2-udslip eller for minimumskravene til huses isolering. Erfaringen fra Europa er omvendt, at netop energi og CO2 skal styres politisk. Områderne driver ikke sig selv som rene markeder. Tænk for eksempel på EU's grænser for bilers CO2-udslip eller på stramningerne i tre trin af reglerne for energiforbrug i det danske bygningsreglement.

Oven i udfordringerne med magtens fordeling efter landets forfatning, skal Obama også gennem ganske almindelige politiske forhandlinger for at få sin lov igennem. Hvor svært det politiske spil kan være, kan illustreres med en episode fra kort inden Obama tiltrådte, hvor formanden for kongressens komite for energi og handel var den 82-årige demokrat John Dingell, valgt i Detroit. Dingell ville ikke godkende en stramning af bilkravene af hensyn til industrien i sin hjemby. Efter ballade blandt hans partifæller blev han 'chairman emeritus' og ny formand blev i stedet den 69-årige Henry Waxman. Men i mellemtiden stod processen stille og den amerikanske bilindustri fik historiske bank på markedet for ikke at levere energiøkonomiske biler.

Præsident Obama har øget presset ved at gøre nobelpristageren Steven Chu til energiminister. Som fysiker tog det ikke Chu længe at standse støtten til forskning i brintbiler, som han fandt fagligt uforsvarlig. Men spørgsmålet er, om en faglig kapacitet som Chu er nok til at holde dagsordenen på præsidentens hænder. For mens kongressen og senatet forhandler om bilkrav - og dårligt nok taler om isolering af huse, som ellers kunne begrænse behovet for den aircondition, som f.eks. Texas ikke kan leve uden - kan der være langt mere dynamik på delstatsniveau.

Siddende i verdens 8.-stærkeste økonomi kan guvernøren Arnold Schwarzenegger i Californien spille sit helt eget spil. Som leder af en delstat kan han sætte sine egne krav - og gør det. Derigennem kan han presse det føderale niveau. Netop i dag afslutter Californien sit helt eget klimatopmøde, 'Governors' Global Climate Summit', hvor den østrigskfødte guvernør har langt lettere ved at køre sin egen dagsorden igennem end præsidenten har på sit niveau.

Det er derfor ikke bare politisk spændende, om Obama kan nå at få en ambitiøs klimalov. Det er også teknologisk spændende, om USA kan samle sig om de helt nødvendige opstramninger af regler for energiforbrug, fossil afhængighed og CO2-udslip.