/transport

Dræbermåtter: Toyota tilbagekalder største antal biler nogensinde

3,8 millioner Toyota'er og Lexus'er i USA er ved at blive tilbagekaldt på grund af en fejl ved måtterne i bilerne. De blokerer speederen, så bilen bare fortsætter med at accelerere.

Læs mere om

Dokumentation

Af Jakob Møllerhøj , onsdag 30. sep 2009 kl. 12:16

Toyota har tirsdag meddelt, at bilproducenten vil tilbagekalde 3,8 millioner biler af mærket Toyota og Lexus i USA.

Bilens måtter kan foranledige, at speederen bliver blokeret. Der er tale om den største tilbagekaldelse af biler nogensinde for Toyotas vedkommende, skriver forbes.com.

Amerikanske National Highway Traffic Safety Administration har opfordret ejere af de berørte bilmodeller til ikke at vente på, at deres bil bliver indkaldt.

»Dette er et alvorligt problem. For alles skyld vil vi på det kraftigste opfordre ejere af disse køretøjer til at fjerne måtterne eller andre forhindringer, som kan foranledige utilsigtet acceleration,« siger den amerikanske transportminister, Ray LaHood, ifølge forbes.com

Tilbagekaldelsen er udløst af et biluheld sidste måned ved San Diego, hvor en familie på fire blev dræbt. Ulykken menes at være forårsaget af netop en måtte, som sendte den forulykkede Lexus ud af kontrol.

Øjeblikket inden ulykken kontaktede chaufføren politiet og fortalte, at bilens bremser ikke virkede, og at speederen sad fast. Bilen, der kørte mere end 190 km/t, ramte en anden bil og rullede efterfølgende flere gange rundt, før den brød i flammer.

»Ulykken var en øjeåbner for os alle,« siger Irving Miller, chef i Toyota, ifølge forbes.com.

Han fortæller desuden, at Toyota endnu ikke har et overblik over, hvor meget tilbagekaldelsen kommer til at koste. De mulige berørte køretøjer er - skrevet med årgangen først:

2007-2010 Camry
2005-2010 Avalon
2004-2009 Prius
2005-2010 Tacoma
2007-2010 Tundra
2007-2010 Lexus ES 350
2006-2010 Lexus IS 250 og IS350.

Ifølge National Highway Traffic Safety Administration kommer tilbagekaldelsen i forlængelse af et antal anmeldelser, hvor køretøjerne bliver ved med at accelerere, selvom speederen er sluppet.

Problemerne, som altså skyldes måtterne og speedertypen i køretøjerne, bliver yderligere forstærket af den nøgleløse tændingsmekanisme, som er i flere af køretøjerne, hvor on/off-knappen skal holdes inden i tre sekunder, før motoren slukker.



30. sep 2009 kl 12:29

Thomas Green

Dræbermåtter?

Jeg skal ikke afvise at de kan forårsage ulykker og død, men vil ingeniøren ikke godt (pretty please) holde sig for god til den slags platte EB/BT-overskrifter?


30. sep 2009 kl 13:23

Bent Andersen

Re: Dræbermåtter?

Wow.
Hvorfor overhovedet skrive artiklen? Linket til Forbes er nok, da ovenstående er en ord-til-ord oversættelse. Hvordan med ophavsret?

Bent.


30. sep 2009 kl 13:29

Svend Andersen

Re: Dræbermåtter?

Det er vel ikke måtterne som dræber, men en følge af måtter og speeder.

Niveauet for overskrifter er snart under Ekstra Bladet!

Det er ikke en direkte ord for ord oversættelse, for der står ikke noget om DRÆBERmåtter i originalen *LOL*


30. sep 2009 kl 15:15

Ask Corell

Dræbermåtter

Hahaha!
Kunne Ingeniøren så i det mindste ikke gå i detaljer med emnet, illustrere, fortælle hvorfor/hvordan disse måtter fejler - der er sgu da ingen mening med at kopiere en artikel med anden ordlyd og sætte eget navn på..

Jeg forbeholder mig den tro at Ingeniøren er for folk med teknisk interesse.... personligt havde artiklen da været spændende nok med detaljer om fejlen i disse måtter. (om end hvor simpel denne er)


30. sep 2009 kl 15:17

Torben Lintrup Kirkholt

så sluk dog

Man kan vel også dreje nøglen eller trykke på stop, så slipper man for terminatormåtter med psykopatiske tvangstanker.


30. sep 2009 kl 16:15

avatar

Henrk Dige Semark

Hvad med at flytte måtten.?

Jeg ved ikke lige hvad det store problem er her...
Jeg har samme problem med måtten i min Berlingo, den glider stille og roligt op mod speederen når man køre, men så er problemet jo ikke større end at man bare flyttet den tilbage på plads når den kommer for meget i vejen.!

Er det kun fordi det er i USA at fornuften slipper op.? Om det ligefrem er nødvendigt at kalde bilerne tilbage, er efter min opfattelse en overdrivelse, folk må kunne flytte den lidt hvis den kommer i vejen, eller bare fjerne den indtil den har tid hos mekanikeren.!

Man kan vel også dreje nøglen eller trykke på stop, så slipper man for terminatormåtter med psykopatiske tvangstanker.

Det er så nice skrevet det der ^^


30. sep 2009 kl 17:11

Richard Tøpholm

Re: så sluk dog

Man kan vel også dreje nøglen eller trykke på stop, så slipper man for terminatormåtter med psykopatiske tvangstanker.
Har du prøvet?
Det er jo den reaktion der typisk fremkalder ulykker.
Når nøglen drejes, aktiveres ratlåsen. Og så går det normalt meget hurtigt.
Af samme årsag så kan man på bl.a. Toyota'er IKKE fjerne nøglen under kørsel. Dette kunne artiklen godt have nævnt...
I f.eks. Renault kan man fjerne nøglen men motoren fortsætter, og STOP knappen virker heller ikke under kørsel.

Min Mazda 5 har gjort det samme et par gange, og jeg blev meget chokeret den første gang, da den var helt ny.
Det kan (i den) kun ske når speederen er helt i bund, og derfor var det typisk, at det skete idet jeg kørte ned ad en tilkørsel til en motorvej.
Jeg slap først speederen da jeg nåede 130,
og så fortsatte bilen altså ved fuld acceleration.
Første reaktion er kobling, men hylet fra motoren skræmte nu øjeblikelig den fod væk igen.
Jeg bemærkede så med det samme, at speederen ikke var hvor den plejede at være, og fik flyttet måtten. Men jeg var faktisk nået et stykke over 160 km/t, og ubehageligt tæt på forankørende bil.

Jeg havde måske kunne holde farten nede med bremsen, imens jeg fandt fejlen, men som artiklen viser, så holder bremser meget kort til sådan en mishandling. I situationen nåede jeg slet ikke at tænke så langt, det strider bare imod en refleks at trykke på bremsen når motoren arbejder så lydhørt.

Der var en del trafik den dag, så det var bestemt ikke rart. Der skulle ikke have været meget uheld iblandet, før der var sket en skade.
F.eks. hvis jeg ikke havde bemærket at speederen fysisk ikke fulgte med foden tilbage.

Specielt ikke fordi jeg var nødt til dukke mig og trække måtten væk med hånden, og defor kortvarigt havde øjnene væk fra vejbanen.

Hvis dette sker "stille og roligt" for Henrk, så taler vi vist ikke om samme type hændelse.


30. sep 2009 kl 17:15

Bent Andersen

Re: Re: så sluk dog

Hvad skete der med frigearet? Det findes både på manuelle og automatiske gearkasser. Lad dog motoren hyle, det tager den ikke skade af.

Bent.


30. sep 2009 kl 18:26

Jacob Christian Munch-Andersen

Re: Hvad med at flytte måtten.?

Jeg vil da opfordre dig til at pille den måtte ud af din Berlingo.

Nogen vil først opdage problemet når det opstår, hvad folk kunne eller burde have gjort hjælper ikke særligt meget hvis de ikke når at finde ud af det indenfor nogle få panikslagne sekunder.

Vi kan allesammen komme på simple effektive løsninger placeret behageligt foran PC skærmen, men ikke alle vil nå at tænke lige langt før de har overophedet bremserne.


30. sep 2009 kl 18:29

avatar

Henrk Dige Semark

Re: Re: Re: så sluk dog

Hvad skete der med frigearet? Det findes både på manuelle og automatiske gearkasser. Lad dog motoren hyle, det tager den ikke skade af.

Det er jo så ikke helt rigtigt, der er jo en grund til at flere nyere biler, også med mindre motor har fået omdrejningsbegrænser på, og at der er et rødt felt på omdrejningstælleren.

Hvis dette sker "stille og roligt" for Henrk, så taler vi vist ikke om samme type hændelse.

Det er ikke selve hændelse som sker stille og roligt, men måttes bevægelse op mod speederen ;)
Men lige så snart man er blevet opmærksom på problemet kan opstå, så tjekket, jeg i hvert fald, lige om måtten er kommet for tæt på speederen så der er behov for at fjerne den.


30. sep 2009 kl 20:59

Richard Tøpholm

Re: Re: Re: Re: så sluk dog

Det er ikke selve hændelse som sker stille og roligt, men måttes bevægelse op mod speederen ;)
Men lige så snart man er blevet opmærksom på problemet kan opstå, så tjekket, jeg i hvert fald, lige om måtten er kommet for tæt på speederen så der er behov for at fjerne den.
Ah ja. Det gør jeg også nu...
Første gang kørte jeg til værkstedet, og de satte en skrue igennem måtten.
Et halvt år senere skete det pludseligt igen. Iøvrigt igen på vej ned ad en motorvejstilkørsel. Et halvt år var nok til, at jeg stadig blev chokeret. Men iøvrigt med meget roligere respons. Træning hjælper åbenbart ;-)
Så nu checker jeg løbende - men det er nu stadig gået galt ihvertfald én gang siden da.
Så med baggrund i Toyota's tilbagekald, tror jeg at jeg vil høre om de ikke har fundet en mere permanent løsning. Den første gang virkede de ikke særlig imponerede over problemet.
Det er jo ikke så svært at løse. Problemet opstår til at starte med kun fordi måtten ikke fortsætter ind under speeder pedalen. De har formentlig bare glemt at lave frihøjde under pedalen - det må kunne klares med en mindre ændring.


30. sep 2009 kl 21:14

Richard Tøpholm

Re: Re: Re: så sluk dog

Hvad skete der med frigearet? Det findes både på manuelle og automatiske gearkasser. Lad dog motoren hyle, det tager den ikke skade af.
Måske - måske ikke.
Men som sagt, det havde jeg bestemt ikke tid til at tænke over. Man starter med noget panik over at "bilen kører af sig selv", og trampet på koplingen er instinktivt. Men hylet fra motoren får også instinktivt foden til at flytte sig igen.
Vel af samme årsag som at man flytter foden, når hunden der ejer halen, hyler op.

Men jeg vil da give dig helt ret i, at hvis personen i artiklen har haft tid nok til at tænke over det - og sågar gribe knoglen og ringe til politiet.
Så burde han/hun også have tid til at prioritere imellem en utilfreds motor, og et havari!

Men formentlig er problemet med måtten sket jævnligt, så før eller senere ramte det så en person der ikke reagerede fornuftigt.
Toyotas voldsomme tilbagekald, er nok et udtryk for at de har en statestik for reklamationer over løse måtter, som pludselig ser meget grim ud.
Så nu føler man, at man må handle meget voldsomt, som en slags bod for, at man ikke har reageret på de tilbagemeldinger før.


30. sep 2009 kl 21:21

Jens Arne Hansen

Billige måtter!

Jeg tror at Toyota har brugt disse tykke måtter meget længere end der skrives om her, jeg checker altid lige om måtten ligger helt tilbage når jeg sætter mig ind og er lidt forsigtig med hvilke sko jeg bruger til at køre med.

Ikke den bedste måde at skabe et indtryk af luksus på, jeg har ikke været ude for noget dramatisk, men har da af og til undret mig over at man kunne komme til at hænge fast med pedaler og måtte og har så bare gjort det til en vane at rykke måtten helt tilbage.

Min er en årgang 98, men før den har jeg haft et par andre mærker som jeg aldrig har oplevet noget lignende med.

Billige tynde gummimåtter til en 50er som bliver hvor man lægger dem burde være løsningen!


30. sep 2009 kl 21:37

Richard Tøpholm

Artikel - og manglende oversættelse

Wow.
Hvorfor overhovedet skrive artiklen? Linket til Forbes er nok, da ovenstående er en ord-til-ord oversættelse. Hvordan med ophavsret?
Bent.

Og havde de så bare oversat den korrekt. Jeg undrede mig lidt over:
Bilen, der kørte mere end 190 km/t, blev ramt af en sportsvogn

- jeg mener, den sportsvogn må da virkelig have været ude af kontrol for at indhente OG ramme en bil der kører 190+km/t.
Men i virkeligheden så er det altså også omvendt:
The runaway car was doing more than 120 mph when it hit a sport-utility vehicle
Det er altså den løbske bil der rammer en SUV (og nej, en SUV er ikke en sportsvogn, det er en lille 4-hjulstrækker!), og ryger af vejen.
Og til Jens: Årsagen var tilsyneladende netop at man i bilen (der var en lånebil fra et værksted), havde lagt store gummimåtter OVEN på de almindelige måtter.
Og iøvrigt oplyser de bilen havde nøgle-løs tænding, og for at afbryde den under kørsel, skal man holde STOP knappen ned i 3 sekunder. Ikke noget man lige gætter.
Og bilen var jo til låns, så han har næppe læst manualen.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er artiklen sådan set interessant nok, men overskriften er under lavmålet, oversættelsen ligeså, og at udelade netop de detaljer som man kunne finde på at snakke om på en ingeniør-side er bare... well.
Ja undskyld på forhånd. Men så hellere lidt færre artikler, eller en artikel, der åbentlys er et resume, fulgt af et "Læs hele artiklen på Forbes.com her: xxxxx". Så ved man trods alt til at starte med, at hvis man vil have det hele med, skal man klikke videre.


01. okt 2009 kl 11:34

Michael Zetlitz

Gummimåtter

Jeg har haft samme problem af og til, i min bedagede Toyota Avensis. Jeg har nogle originale gummimåtter, som også stille og roligt sniger sig fremad, men i min bil er det koblingspedalen som bliver fanget af måtten, hvilket også er ubehageligt. Jeg har vænnet mig til jævnligt at trække måtten bagud med hælen, så det ikke sker.

Men det burde vel kunne løses med nogle kroge, eller noget velcro til at holde måtten på plads.


01. okt 2009 kl 11:56

avatar

Jakob Møllerhøj

Re: Artikel - og manglende oversættelse

Hej Richard,

Tak for opmærksomheden - du har ganske ret, det var ikke-sportsvognen, der blev ramt. Jeg har justeret afsnittet til.

mvh
Jakob


01. okt 2009 kl 13:03

Jens Pedersen

RE: Re: så sluk dog

Richard Tøpholm skrev:

I f.eks. Renault kan man fjerne nøglen men motoren fortsætter, og STOP knappen virker heller ikke under kørsel.

Det er jo ikke helt rigtigt - dem der har læst manualen til Renault (i hvert fald Megane II, men mon ikke det gælder alle biler) vil vide, at man skal trykke på stopknappen 5 gange efter hinanden for at lave "nødstop" af motoren (med og uden kort).

Det virker også selvom bilen er i bevægelse. Servoen er elektrisk drevet og slukker først når hjulene står stille - og ratlåsen går først i indgreb når servoen slukker - Godt tænkt af franskmændene.

Bremseforstærkeren virker i midlertid ved vakuum direkte fra motoren som normalt, så her har man kun 2-4 (hårde) tryk på bremsepedalen inden det føles som om der er en sten under pedalen... :)


01. okt 2009 kl 13:39

Richard Tøpholm

Re: RE: Re: så sluk dog

Det er jo ikke helt rigtigt - dem der har læst manualen til Renault
He he, jeg spurgte en ejer, der var ret irriteret over at man IKKE kunne slukke den. Jeg må straks bede ham om at RTFM.


01. okt 2009 kl 23:34

Søren Schack Hansen

-men ikke i min avensis!

-af den simple grund, at måtten i min Avensis diesel stationcar fra 2008 er låst med 2 plastkroge (som i øvrigt gør det besværligt at tage den ud, når den skal renses).

Så Toyota har løst problemet nu.


02. okt 2009 kl 00:15

Michel Berggren

Re: Re: så sluk dog

Måske har du blot brug for en bil med flere hypheste - min mondeo 1.8 kan uden problemer nå 130 med halv/trekvart pedal ;-)

En anden ting er at nok har jeg en måtte, men dels når den ind under pedalerne, dels har den nogle spikes så den kun med meget lange mellemrum trænger til justering (uden mulighed for at påvirke pedaler). Måske skulle du skifte mærke.

Mht. originalhistorien, så er det da vistnok en kandidat til darwin award - har tid nok til at snakke i mobil med 112 men kan ikke finde ud af at sætte i neutral/frigear - må indrømme at jeg ikke har megen medlidenhed med ham.

M


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.