Elselskaber til danskerne: Lej en elbil med ladestander for 5.000 kr.
Sydenergi og Seas-NVE går sammen med udlejningsselskab Sixt om allerede i dag at tilbyde en pakkeløsning, så kunderne kan leje deres egen ladestander og elbil for under 5000 kroner plus moms om måneden.
Selskabet ChooseEV bruger elbilen Citroen C1 til at markedsføre deres nye elbilpakkeløsning, men selskabet tilbyder også Fiat Qubic, Smart Electric og den nye Citroen C3 Picasso, der bliver ombygget til eldrift. (Foto: ChooseEV)
Fakta
Dokumentation
Inden årets udgang er det muligt for virksomheder og offentlige institutioner at købe en billig elbilløsning af det nystiftede selskab ChooseEV.
Selskabet består af Sydenergi, Seas-NVE og Sixt Danmark, som tilbyder en lille bybil som Citroen C1 med ladestander for næsten 5000 kroner per måned plus moms. Med i lejeaftalen følger også forsikring, service og dækskift (også til vinterdæk).
Med den nye elbilløsning kaster energiselskaberne sig ud på nøjagtigt samme marked som Dong Energy, der med sit engagement i Project Better Place har planer om at opstille en halv million ladestandere, 100 batteriskiftestationer og skaffe en halv million elbiler på gaderne inden 2020.
Ifølge Børsen tror direktøren for ChooseEV, den 48-årige Henrik Isaksen, at forventningerne til elbiler er skruet alt for højt op. Han vurderer, at elbiler kun fylde mellem 20 og 25 procent af markedet i vores levetid, og til næste år regner han kun med at udleje 500 biler.
Henrik Isaksen støttes af den administrerende direktør for Sydenergi, Niels Duedahl, der mener, at Project Better Place skyder over målet med batteriskiftestationer.
»Hvad er der galt med en elbil og et strømstik? Vi bygger ikke helt ny infrastruktur til milliarder af kroner. Vi tror på, at det er vigtigt at få udbredt elbiler hurtigt, og vi kan langt hurtigere bygge vores ladestandere, end Better Place kan etablere de kostbare batteristationer,« lyder det fra Niels Duedahl i Børsen.
Aftaler klar med Renault og Mitsubishi
Til næste år er målet at tilbyde en bil, som koster 10.000 kroner i udbetaling, 750 kroner i månedlig abonnement, samt 1,90 kroner per kørt kilometer med et vist minimum for kilometertallet.
Viften af biler skal bestå af Citroen C, Fiat Qubic, Smart Electric og den nye Citroen C3 Picasso, der bliver ombygget til eldrift. Selskabet har også fået forhåndstilsagn fra Renault og Mitsubishi om at bruge deres biler, når de er klar omkring 2011.
Det vil betydeligt højne rækkevidden, da eksempelvis Citroen C1 kun kan køre mellem 80 og 110 kilometer på en opladning.
Antallet af ladestandere bliver også større end antallet af kunder, idet ChooseEV vil følge Project Better Places eksempel og opstille ladestandere i det offentlige rum ved stationer, biografer, hoteller, P-pladser osv.
Om halvandet til to år er tanken også at indføre intelligente ladesystemer.
ChooseEV får hovedkontor i Storkøbenhavn, og i løbet af de næste 12 til 18 måneder bliver der ansat 50 medarbejdere.








