Intelligent køreassistent slår alarm, hvis du styrer for vildt
Danske forskere har fået bilen til at tænke mere som et menneske end en computer ved hjælp af generiske modeller og visionsteknologi. Derfor kan det advare bilister med afvigende kørsel.
Vision-maskinen er en del af den intelligente køreassistent, der hjælper bilisten med sikker og forudseende kørsel. Foto: SDU
Læs mere om
Et nyt dansk køreassistent-system lærer chaufførens adfærd at kende på tre-fire timer og kan hurtigt alarmere bilens fører, hvis hun afviger fra sin normale køreadfærd.
Sammen med seks andre universiteter og en virksomhed har Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet (SDU) igennem tre et halvt år arbejdet på systemet, som virksomheden Hella Hueck KG & Co. er ved at hente patent hjem på.
For professor og leder af Cognitive Vision Lab på SDU Norbert Krüger er det skelsættende ved systemet, at det er intelligent og reagerer på baggrund af de data, det får fra bilisten selv.
»Det reagerer så at sige som et menneske og ikke en computer, så det nye er, at der er et menneske imellem bilen og computeren,« siger han.
Data bliver opsamlet fra de systemer, der allerede er i bilen, hvilket hovedsageligt er styresystemet. Hver gang chaufføren for eksempel kører igennem et sving, lærer systemet noget og lagrer den viden, som senere bruges til at hjælpe chaufføren, hvis hun for eksempel pludselig tager svinget meget hurtigere end normalt.
Om natten kan visionssystemet være et sæt ekstra øjne, der kan se længere end chaufføren og derfor være med til at undgå uheld.
Realtidsbilleder forebygger
Projektet, der hedder Drivsco, begyndte i 2006 og er støttet af EU med 21 millioner kroner. SDU har især været involveret i visionsdelen, det vil sige at forbedre visionssystemet til et realtidsvisionssystem.
Systemet sporer bevægelse forude, vurderer afstande og laver en simpel scenefortolkning i 20Hz. Systemet er baseret på samme teknologi som standardcomputere og gør brug af et GPU-grafikkort (Graphics Processing Unit).
»Et stort gennembrud er, at vi kan processere det i realtime. 20Hz er meget hurtigt,« siger professor Norbert Krüger.
Han skyder på, at et system, som det står nu, ikke koster mere end 20.000 kroner. Men at det kommercielt vil blive integreret i biler via en chip, der er dyrere at udvikle, men billigere at masseproducere.
I princippet kan Drivsco-systemet bruges som autopilot, men Norbert Krüger tror, at det ligger længere ude i fremtiden.
»I første omgang vil der komme et system på markedet, som blot giver alarmer, når man afviger fra sine normale kørsel,« siger han.






