Prestige-jernbanens eneste station: En pløjemark fem kilometer fra Køge
Den kommende jernbane mellem København og Ringsted får blot ét stop uden for København: En pløjemark fem kilometer fra Køge. Stationen burde ligge et helt andet sted, siger trafikekspert.
Læs også
-
Kritik af nye spor til Ringsted: Det er jernbanens svar på Aldi
Læs mere om
Trafikstyrelsen er i færd med at forspilde en historisk chance for at etablere et enestående jernbaneknudepunkt for pendlertrafikken på hele Sydsjælland.
Det vurderer jernbaneekspert og lektor Alex Landex fra DTU-Transport.
Baggrunden er, at den sandsynligvis kommende jernbaneforbindelse mellem København og Ringsted vil blive anlagt med én eneste station ca. fem kilometer fra Køge Centrum, hvor stationen mest vil have interesse for bilister på Køge Bugt-motorvejen, der ønsker at parkere bilen og fortsætte til København med toget.
»Det er fornuftigt at placere en ny station i Køge-området, men stationen er ikke placeret optimalt, sådan som den er planlagt netop nu. Den bør rykkes længere mod syd så den ikke bliver isoleret fra de andre jernbanestrækninger i regionen. Ellers kan stationen ikke indfri sit potentiale om at blive en station, der forbedrer livet for de sydsjællandske pendlere,« siger Alex Landex.
Han peger på, at hvis en ny station uden for Køge skal have succes som andet end en motorvejsstation, skal den fungere som en skiftestation, der sammenkobler hele nettet af regionale og lokale jernbaner omkring Køge.
»Og den rolle kan den planlagte station, Køge Nord, ikke udfylde i sin nuværende udformning,« siger Alex Landex.
Det begrunder han med, at jernbanen er planlagt til at ligge så nordligt, at en stor del af pendlertogene mellem Roskilde og Køge lige præcis ikke vil få mulighed for at køre ind og standse ved den. De vil køre lige forbi.
Det helt store problem er, at den nuværende såkaldte Lille Syd-jernbane mellem Køge og Roskilde kommer til at passere syd om den kommende Køge Nord-station.
Ved at flytte stationen en halv kilometer mod syd. så den blev anlagt i sammenhæng med Roskilde-Køge strækningen, kan den derimod fungere som knudepunkt for alle regionale og lokale banestrækninger syd for Køge.
Det ville især få betydning for lokalbanen fra Køge til Rødvig og Fakse Ladeplads, som kunne videreføres køre videre med Roskilde og standse på den nye station, hvor pendlerne kunne skifte over til hurtigtoget mod København.
»Først med denne placering kan en ny station ved Køge blive et knudepunkt, hvor togpendlere fra hele Sydsjælland kan skifte over i et hurtigtog, som via den nye Ringsted-bane kan bringe dem hurtigt ind til København,« siger Alex Landex.
Spørger man DSB, hvorvidt man kunne ønske sig en anderledes placering af den kommende station Køge Nord med henblik på at kunne give forbedret togservice til et større antal mennesker, lyder det diplomatiske svar fra planlægningschef Ove Dahl Kristensen:
»Vi er meget glad for at Køgeområdet får en station. Vi har i DSB ikke været med i den præcise fastlæggelse af, hvor den kommende station ved Køge kunne blive placeret. Det har været Trafikstyrelsens opgave, og det er vel et spørgsmål om muligheder og økonomi.«






