Skønsmand: I orden at rådgiverne ser bort fra skimmelsvamp
Seniorforsker fra Statens Byggeforskningsinstitut fortæller ikke nødvendigvis om skimmelsvamp i retten, fordi bygningerne ikke tager skade af det.
Læs også
Læs mere om
Selv om skimmelsvamp kan medføre store helbredsproblemer, ignorerer forsikringsselskaber og deres rådgivere netop skimmel, når de vurderer fugtskader i bygninger. Og sådan må det ifølge seniorforsker i Statens Byggeforskningsinstitut, SBI, Erik Brandt være.
Hvis opgaven er at vurdere fugtens skader på bygningen, skal rådgiveren ikke udtale sig om skimmelsvamp. Skimmelsvamps skadevirkning på helbredet er en helt anden sag.
Erik Brandt optræder ofte som skønsmand, og han er ikke i tvivl:
»Det er helt i orden at se bort fra skimmelsvamp, hvis opgaven er at vurdere bygningsskader som følge af fugtangreb, for bygninger tager ikke skade af skimmelsvamp.«
»Når jeg som skønsmand for retten bliver spurgt, om der er råd eller trænedbrydende svampe, vil jeg følge reglerne og sige ja eller nej til det. Jeg vil ikke nødvendigvis fortælle, at der er skimmelsvamp i bygningen. For jeg må ikke svare på noget, jeg ikke bliver spurgt om,« siger Erik Brandt.
»Derfor kommer det an på, hvad opgaven går ud på. Hvis den går ud på at finde ud af, om bygningen er ved at falde sammen på grund af råd og svamp, er det statikken man er interesseret i.«
Men det kunne jo også være, at der ikke var trænedbrydende svamp, og at forsikringsselskabet bare ville undgå at betale erstatning for skimmelsvamp?
»Ja, for forsikringsselskaber gør jo det, der lige præcis er nødvendigt,« fastslår Erik Brandt.
Derfor ved forsikringsselskaberne også, hvilke læger de skal gå til:
»Nogle læger mener, at der ikke findes meget mere end en håndfuld tilfælde årligt, hvor folk bevisligt har helbredsproblemer på grund af svimmelsvamp. Mens andre læger typisk kan finde skimmelsporer i alle mennesker,« forklarer Erik Brandt.
»Og lige så subjektivt det er for lægerne, lige så subjektivt er det for rådgiverne, der bedømmer bygningerne. Der er ingen facitliste for, hvornår et angreb er sundhedsskadeligt. Derfor er der vide muligheder for fortolkninger for både rådgivere og læger.«
»Så hvis din kunde er et forsikringsselskab, trækker du som rådgiver eller skønsmand resultatet lidt i dén retning. Og hvis din kunde er forsikringstager, må du prøve at trække det i dén retning. Sådan er dét,« konkluderer Erik Brandt.






