Har du nogensinde set en flue flyve imod det samme lukkede vindue igen og igen og igen og igen i et desperat forsøg på at komme ud? Har du også åbnet vinduet for at lukke den ud, og har du nærmest givet op, fordi den ihærdige flue ikke en gang lod sig føre ud i friheden ved håndkraft. Jeg har. Og det er bare SÅ uhyggeligt – mest når man i et glimt, synes at det minder om noget fra ens eget liv.

I vores stue er der et ret stort vindue, som ikke kan åbnes, og som tiltrækker fluer i massevis på en sommerdag, hvor terrassedøren står åben. Det gør den gerne hele dag, og her bliver det virkelig uhyggeligt - uhyggeligt genkendeligt. For selv om døren står pivåben, og de fortabte fluer bare skal vende sig en halv omgang for at slippe ud af stuen, så fortsætter de deres udsigtsløse flyvetur imod ruden igen og igen og igen, indtil de til sidst ender livet i vindueskarmen med benene opad.

Når det lille hverdagsdrama fra stuevinduet bliver så uhyggeligt, skyldes det først og fremmest den snigende mistanke om, at vi måske på nogle punkter ikke adskiller os ret meget fra de dumme fluer.

For hvor ofte vælger vi ikke selv at gribe til den gammelkendte ubrugelige løsning, som giver det samme gammelkendte halvgode eller halvdårlige resultat.
Den daglige tur til og fra arbejde går ad de samme tiltrådte stier dag ud og dag ind, selv om det måske kunne være sjovere, hyggeligere eller mere udfordrende at køre en anden vej, eller måske endda tage cyklen en dag.

Vi løser arbejdsopgaverne med de samme, velafprøvede metoder, som vi brugte sidste gang og forrige gang og forrige gang igen. Rutiner er gode og ikke til at kimse ad, men tænk en gang, hvis det viste sig, at arbejdet blev meget sjovere og mere tilfredsstillende, hvis vi prøvede andre metoder, inddrog nye kolleger eller lyttede til nye toner fra yngste mand i afdelingen.

Vi forsøger at motivere og engagere kolleger og medarbejdere med de samme slatne gulerødder uden at det flytter nogen af dem noget sted hen. I stedet for bare en enkelt gang at vende rundt og prøve en anden metode, der ikke som den gamle sender os direkte på hovedet ind i stuevinduet.

Det er faktisk ikke særlig rart at tænke på, at man som en anden dum flue banker hovedet ind i en barriere, som kun tilsyneladende førte én derhen, hvor man gerne ville. Kan vi skyde skylden på travlhed, er vi for dovne – eller måske for dumme til at undersøge, hvilke nye fantastiske muligheder, der ligger helt åbne, hvis vi bare en enkelt gang tillod os selv at vende 180 grader og flyve den stikmodsatte vej.