/fødevarer

Ingen bakterier i nye vandprøver fra Gundsømagle

OPDATERET: Nye prøver fra Gundsømagle, hvor der tirsdag blev konstateret coliforme bakterier i drikkevandet, viser ingen tegn på forurening.

Af Mette Buck Jensen, torsdag 24. sep 2009 kl. 14:51

De prøver, der blev taget af vandet i Gundsømagle ved Roskilde tirsdag viser ikke tegn på bakterieforurening. Det fremgår af testvirksomheden Miljølaboratoriets notat om sagen.

Tirsdag viste resultatet af prøver taget torsdag i sidste uge ellers coliforme bakterier i Gundsømagles drikkevand. Derfor blev der udstedt påbud om at koge vandet og kørt vand ud til byen.

De nye prøver, som Roskilde Kommune forlangte, blev taget 14 forskellige steder og hasteanalyseret. Onsdag eftermiddag lå svaret klar. Udover en enkelt coliform bakterie i prøven fra en bestemt boring på vandværksgrunden var alle prøver helt rene for bakterier.

Herefter blev der udtaget nye prøver fra den pågældende boring, ved afgangen fra vandværket samt tre steder på det yderste ledningsnet.

Opdatering: Disse prøver kom der svar på torsdag eftermiddag - alle var negative.

Embedslægen vil dog vente med evt. at ophæve kogepåbuddet til kimtallene fra alle prøverne er i hus og sagen er set yderligere an. Men er alle prøver negative vil kogepåbuddet muligvis blive ophævet mandag.  

Ingen kendt årsag
Vandværket er blevet gennemgået, uden at der kunne konstateres nogen umiddelbar kilde til en forurening.

Vandværket blev i starten af august 2009 også gennemgået i forbindelse med Roskilde Kommunes tilsyn, og her blev der heller ikke konstateret problemer.

Der har heller ikke været foretaget reparation på vandværket eller ledningsnettet for nylig, som kunne være årsag til forureningen.

Den 22. august 2009 blev iltningstårnet dog rengjort, hvilket kan være en mulig kilde til forurening, men det gennemføres hvert år, og de andre år har der ikke været konstateret bakterier i vandet.



30. sep 2009 kl 08:37

avatar

Claus Wøbbe

Ny opdatering pr. 29.9

Og embedslægen har 29.9 "frikendt og løsladt" Gundsømagles vand og ophævet kogepåbudet.

Aaaah, dejligt med rent vand i hanen igen :-)

Og iøvrigt er dette forløb et klasseeksempel på, hvordan sådan en problemstilling skal håndteres af vandværket og de lokale myndigheder. Vi borgere i Gundsømagle har fået rettidig og passende information via vandværkets hjemmeside.

Det eneste jeg kunne have ønsket mig var en nærmere vurdering af, *hvor* farligt vandet egentlig var. Der blev målt > 200 coliforme bakterier (men ingen E.coli) pr. 100 ml vand, men hvor mange coliforme bakterier skal der typisk til, før man bliver syg?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.