De glemmer halvdelen af reaktionen.

Hvis hydrogen-atomer fra solvinden i mange milliarder år havde reduceret metaloxider i Månens øvre lag til metal og vand, så skulle der også være ganske betydelige forekomster af frit metal på Månen, men det er der jo ikke fundet i de sten og prøver, som er hentet på Månen.
Hvor er alt det metal blevet af?

Der må være en anden forklaring på det vand.

Re: De glemmer halvdelen af reaktionen.

Hvis hydrogen-atomer fra solvinden i mange milliarder år havde reduceret metaloxider i Månens øvre lag til metal og vand, så skulle der også være ganske betydelige forekomster af frit metal på Månen, men det er der jo ikke fundet i de sten og prøver, som er hentet på Månen.
Hvor er alt det metal blevet af?

Der må være en anden forklaring på det vand.

Der kan blot være sket en reduktion med mindre iltindhold, f.eks. af uran og jern.
For urans vedkommende : U3O8 -> UO2.

Re: De glemmer halvdelen af reaktionen.

så skulle der også være ganske betydelige forekomster af frit metal på Månen, men det er der jo ikke fundet i de sten og prøver, som er hentet på Månen.
Hvor er alt det metal blevet af?

Der må foregå en voldsom erosion på Månens overflade, på grund af skiftene imellem skygges kulde og sols hede, støv sten og klipper der vælter ned ad skråninger og begraver alt: sådan ligner skråningerne, på fotografier af Månens bløde hældninger af landskaber. Desuden falder der støv fra universet, og oven i dette sker der nu og da eksplosioner fra større kosmiske nedfald, der også begraver hvad der måtte ligge i nærheden af nedslagsstederne. Astronauterne på Månen lignede kulminearbejdere, møgbeskidte som fra en eksploderet mine.

Alt dette betyder, at den øvre måneoverflade næppe tilhører Månen (i det store og hele), at vi skal grave et ukendt antal meter nedad, før vi begynder at træffe på realiter om hvad Månen virkelig består af. Et godt gæt er, at der er meget store variationer i arterne af atomer og molekyler og deres koncentrationer, akkurat som i Jorden, og at dybden især også er afgørende for hvad man finder. Tidligere tiders vulkanisme, og store kosmiske nedfald, vil desuden have skabt søjler af tunge grundstoffer fra Månens indre, smeltet opad imod overfladen, størknet således, hist og her.

Om vand:
Hvis der fx var et vandhav på et tidspunkt, og hvis en stor meteor hamrede ned i nærheden af havet og skabet et meget dybt krater, da løb en del af vandet måske ned i krateret, og hvis der sidenhen faldt et andet stort meteor i nærheden, da blev krateret måske tildækket af støv og klipper, oven på et måske da tilfrosset hav. Vi må antage, at spor efter sådanne tilfældigheder vil være at finde, når man graver dybt i Månen.

Jeg mener, på grund af alle disse forhold, at overfladiske undersøgelser af Månen ikke er noget værd, at vi skal sende borebisser til Månen, som skal udføre seisme målinger overalt, og lave prøveboringer, så dybe som muligt. Da vil vi begynde at vide.

Mit gæt er, at man vil finde samtlige grundstoffer og også alle arter af typiske molekyler, på Månen, i store mængder, herunder også frosne lommer af vand, som visse steder måske vil være temmelig store mængder.

At det er sådan, baserer jeg på et faktum, at Månens omløbsbane omkring Jorden er i plan med Jordens omløbsbane omkring Solen (Månen kan jo skygge for Solen), som tyder på at Månen er skabt af et sammenstød imellem Jorden og en anden alt for nær klode af cirka samme type som Jorden, der også kredsede om Solen. Og, fordi denne anden klode var alt for nær, havde den cirka den samme procentvise fordeling af grundstoffer i sig som Jorden (men ikke helt den samme), bevist af at planeterne omkring Solen har vidt forskellige koncentrationsmængder, bestemt af afstanden til Solen. Altså, og hvis man tror på en sådan analyse, er det spild af tid at lave distanceanalyser af Månen, vi kan lige så godt begynde at grave, fordi der vil være guf af finde.