Bølgekraftværk bukkede under for havets kræfter
En 80 ton tung prototype på et bølgekraftanlæg kæntrede i weekenden, allerede mens det var ved at blive bugseret ud på havet for at blive testet.
Den 80 tons tunge bølgekraftplatform, inden den blev sat i vandet. Søndag kæntrede den, mens den blev slæbt til havs. (Foto: Trident Energy)
Læs mere om
Dokumentation
De bølger, der skulle have leveret energi til prototypen på en bølgekraftplatform, endte med at blive for meget for den 80 ton tunge platform.
Platformen, der var i færd med at blive bugseret ud på havet, hvor den skulle gennemgå den et år lang testperiode, endte med at kæntre og bukke under for bølgerne, allerede inden den var kommet på plads.
Det engelske firma Trident Energy har stået bag udviklingen af teknologien til bølgekraftanlægget. Konstruktionen af selve platformen har de samarbejdet med firmaet Small & Co om.
Trident Energy bekræfter på sin hjemmeside, at der søndag eftermiddag opstod problemer, der fik platformen til at vælte. Firmaet skriver videre:
»Den 80 ton tunge platform er blevet sat på grund og sikret tre mil øst for Southwold Havn. Firmaet er i gang med at arrangere en flytning af platformen til et mere egnet sted, hvor alle skader kan blive vurderet, før vi beslutter næste skridt.«
Trident Energy oplyser, at der ikke var nogen personskader i forbindelse med uheldet og slår desuden fast, at kæntringen ikke havde noget at gøre med deres patenterede teknologi, der omdanner bølgekraft til elektricitet.
Flydende pontoner skaber energi
Teknologien bag firmaets bølgekraftanlæg er grundlæggende ret simpelt. Pontoner flyder ovenpå bølgerne og driver en række lineære generatorer. Når bølgerne får pontoner til at bevæge sig op og ned, overføres energien via en lodret stang til generatorerne, der er monteret øverst på platformen.
Trident Energi har tidligere meldt ud, at de regner med, at testanlægget vil kunne præstere en optimal udgangseffekt på 20-30 kW.
Forventningerne til platformen har været høje, og den har tidligere haft besøg af den engelske energi- og klimaminister. Nu mangler firmaet så bare at finde ud af, hvordan det får anlægget ud på bølgerne.






