/transport

USA's energiminister giver milliard-støtte til dansk bildesigner

Den amerikanske energiminister, Steven Chu, yder et lån på 2,7 milliarder kroner til den danske bildesigner Henrik Fiskers plug-in-hybridbiler, i første omgang sportsvognen Karma.

Af Mette Buck Jensen, onsdag 23. sep 2009 kl. 11:55

Den amerikanske energiminister låner 2,66 milliarder kroner til bilproducenten Fisker Automotive, der er ejet af den danske bildesigner Henrik Fisker, men lokaliseret i USA.

Milliarderne skal gå til udviklingen af to linjer af plug-in-hybridbiler designet af Henrik Fisker, der har en fortid som chefdesigner for BMW, Aston Martin og Ford.

I første omgang skal Fisker Automotive bruge 852,5 millioner kroner på at gøre selskabets første bil, hybridsportsvognen Fisker Karma, færdig i samarbejde med amerikanske leverandører.

Ingeniørerne vil også designe værktøjer og udstyr samt udvikle produktionsprocesser.

Det arbejde vil blive udført ved Fiskers kontor i Michigan med hjælp fra hovedkvarteret i Californien. Samlingen af Karma vil ske i Europa, i første omgang i Finland, men 65 procent af udgifterne til bildelene vil gå til amerikanske leverandører.

Karma, der har fire døre, er planlagt til at blive vist frem i sommeren 2010.

Til næste skridt vil Fisker få 1,8 milliarder kroner til at producere en helt ny plug-in-hybridbil i USA. Fisker vurderer, at der vil rulle 75-100.000 højeffektive biler ud af fabrikkerne i USA hvert år fra slutningen af 2012.

Denne bil får navnet Nina efter Christoffer Columbus’ skib for at symbolisere bilindustriens forandring fra den gamle verden til den nye. Nina vil have en startpris på omkring 200.000 kroner i USA og være brugervenlig og familierettet.

480 km rækkevidde
Fiskers biler er drevet af elektriske motorer, der får energi fra lithium-ion-batterier eller en generator drevet af en benzinmotor. Rækkevidden udelukkende på el vil blive længere, end de fleste amerikanere kører om dagen, og batteriet vil kunne oplades ved hjemmet i løbet af natten.
Ved brug af både el og benzin vil bilerne kunne nå omkring 480 km.

Bilerne vil ifølge ministeriet spare samfundet for hundrede millioner liter af benzin og millioner tons af drivhusgasser fra 2016.

Energiminister: Vil redde mindst 5.000 job
Projektet forventes at resultere i omkring 5.000 nye eller reddede job hos leverandører og yderligere tusindvis til at producere plug-in-hybriden i USA.

»Denne investering vil kreere tusindvis af nye amerikanske job og er endnu et vigtigt skridt på vejen mod at sikre, at vi er i en position, hvor vi kan konkurrere om fremtidens job inden for ren energi,« siger energiminister Chu ifølge ministeriets pressemeddelelse, hvor han fortsætter:

»Plug-in-hybridbiler kan revoulotionere privattransporten og skære ned på vores afhængighed af udenlandsk olie, for ikke at nævne, at det kan give os renere luft og mindre forurening med kul.«

Energiministeren forventer desuden, at produktionen af Nina vil blive en vigtig brik i ministeriets målsætning om at have en million plug-in-hybridbiler på de amerikanske veje i 2015.

Milliardlånet er det fjerde betingede lån med lave renter som Energiministeriet har givet under låneprogrammet ’Advanced Technology Vehicles Manufacturing’, og ministeriet planlægger at give flere lån under programmet de kommende måneder til flere store og små bilfabrikanter og leverandører.



23. sep 2009 kl 12:20

Martin Jørgensen

over 5l pr 100 km!

"Ved brug af både el og benzin vil bilerne kunne nå omkring 480 km."

det var ikke meget.

hvis man antager at tanken er på minimum 25L, har den et brændstof forbrug på over 5l pr 100 km! og så er rækkehviden på batteri ikke regnet med!


23. sep 2009 kl 12:22

Hans Henrik Hansen

'Får'??

Overskrift:

Dansk bildesigner får 2,6 milliarder af USAs energiminister

Artikel:

Den amerikanske energiminister låner 2,66 milliarder kroner til bilproducenten...

Så jeg tror også lige, jeg går ned i banken/kreditforeningen og får et par Mkr. eller tre! :)


23. sep 2009 kl 12:44

Peter Kyllesbeck

Re: 'Får'??

Men lidt senere 'får' han igen ;-)
"næste skridt vil Fisker få 1,8 milliarder kroner"

Og så hedder Christoffer Columbus’ skib Niña.


23. sep 2009 kl 13:03

Dan Vinge Madsen

Endelig rækkevidde?

Jeg synes konceptet er genial. El og brændstofsmotor i en afstemt balance, tilpasset til et realistisk behov.
Det eneste som jeg synes som lyder lidt mærkeligt er, at det i artiklen ser ud til at være en endelig rækkevidde på 480 km. Var det ikke hele idéen med fiskekutteren, at havde man brug for ekstra rækkevidde, så tanker man bare lidt benzin på og kører videre?


23. sep 2009 kl 14:08

Christer Møller With

Re: over 5l pr 100 km!

Hvis du følger linket til Fiskers egen hjemmeside, vil du se at den er sat til at bruge 3,5 l/100 km. det svarer til et brændstfforbrug på 28,6 km/l. Dette er ifølge SAE standarter for hybridbiler.
Jeg er helt enig i at det ikke umiddelbart er en imponerende rækkevidde, men filosofien er åbenbart at bilen kan køre de første 80 km på ren eldrift. Ifølge hjemmesiden køre mere end 60% af amerikanerne og også os europæer mindre end 80 km om dagen.
Forudsat at bilen lades op hver aften skulle det gøre at man næsten aldrig skal tanke brændstof.


23. sep 2009 kl 14:22

Martin Jørgensen

14 L benzin tank

Et eller andet må der være fejl i. for det lyder da helt ulogisk at der kun skulle være en 14L tank i bilen!


23. sep 2009 kl 15:11

Tommy Schouw Rasmussen

Re: 14 L benzin tank

Hvorfor lyder det ulogisk?

Godt nok er det ikke særligt stort, men hvorfor smide en 60L tank i, er næppe nogen der skal bruge 1600km aktionsradius. Hvis du gerne vil have mest bil for pengene, så er plads og vægt relevante parametre, så der ville det give god mening at minimerer hele benzin-modulet så meget som muligt.


23. sep 2009 kl 15:38

avatar

Flemming Rasmussen

Re: 14 L benzin tank

Hvorfor tror du, der kun er en 14 liters tank. Bilen skal jo kunne køre 400 km på benzindrift - og som ren benzinbil kærer den næppe over 15 km/l.

De 28.6 km/l er et eller andet obskurt tal, der forudsætter fuldt batteri og et givet kørselsmønster.


23. sep 2009 kl 16:54

Kim Merrild

Re: Re: 14 L benzin tank

Hvorfor tror du, der kun er en 14 liters tank. Bilen skal jo kunne køre 400 km på benzindrift - og som ren benzinbil kærer den næppe over 15 km/l.

De 28.6 km/l er et eller andet obskurt tal, der forudsætter fuldt batteri og et givet kørselsmønster.

Det givne kørselsmønster er en standart som EU og USA har afsat, det er en "route" med forskellige belastninger og forskellige hastigheder. de 28,6 km/l er et tal for at have noget at sammenligne med :)


23. sep 2009 kl 19:40

Leif Kjøller Pedersen

Super godt gået!

Hvorfor kan vi ikke blot glædes ved, at der er lidt succes derude?
Om det så er som donation eller lån, der kan eller ikke kan betales tilbage, er vel ret ligegyldigt pt.
Jeg forstår godt, at det sker i USA og ikke her i landet!


23. sep 2009 kl 20:15

Anders Jakobsen

Re: Super godt gået!

Hvorfor kan vi ikke blot glædes ved, at der er lidt succes derude?
Om det så er som donation eller lån, der kan eller ikke kan betales tilbage, er vel ret ligegyldigt pt.
Jeg forstår godt, at det sker i USA og ikke her i landet!

???

Hvem er negative overfor den amerikansske regerings gave/lån/whatever? Snakkeriet om lån vs gave handler om artiklens præcision.

Men nu du selv bringer det på banen..., så ville jeg da håbe at det ikke ville være sket i DK. Staten skal eventuelt tage sig af god økonomisk og fysisk infrastruktur, hvis der skal gives støtte. Hvis vi ønskede at fremme en elbilsindustri i DK, så håber jeg det ville ske ved en omlægning af afgifters på el (så man kunne lade den billigere op om natten) og benzin, flere penge til offentlig batteriforskning go forlængelse af fritagelsen af afgifter. Men at gå ind og støtte navngivne virksomheder direkte er en uskik.


23. sep 2009 kl 22:08

Søren Lund

Re: Re: over 5l pr 100 km!

Hvis du følger linket til Fiskers egen hjemmeside, vil du se at den er sat til at bruge 3,5 l/100 km. det svarer til et brændstfforbrug på 28,6 km/l. Dette er ifølge SAE standarter for hybridbiler.
Jeg er helt enig i at det ikke umiddelbart er en imponerende rækkevidde, men filosofien er åbenbart at bilen kan køre de første 80 km på ren eldrift. Ifølge hjemmesiden køre mere end 60% af amerikanerne og også os europæer mindre end 80 km om dagen.
Forudsat at bilen lades op hver aften skulle det gøre at man næsten aldrig skal tanke brændstof.

GM kom faktisk frem til at 80% af alle Amerikanere kører mindre end 64 km hver dag, hvorfor Volten's batteri har en rækkevidde på 64,4 km.

Jeg synes bare GM begår den regnefejl, i forhold til Fisker, ved at regne med at alle disse 80% til dagligt kører efter EPA's standard for brændstofforbrugs-måling. De der skal nå mere end 60 km om dagen, skal således køre ualmindeligt eksemplarisk ;-)

Ved at vælge 80 km rækkevidde, kan alle 80% Amerikanere nå på arbejde og hjem igen, med mere normal kørsel, uden at starte gensettet.


23. sep 2009 kl 22:38

Søren Lund

Re: Re: 14 L benzin tank

Hvorfor tror du, der kun er en 14 liters tank. Bilen skal jo kunne køre 400 km på benzindrift - og som ren benzinbil kærer den næppe over 15 km/l.

De 28.6 km/l er et eller andet obskurt tal, der forudsætter fuldt batteri og et givet kørselsmønster.

Jeg tror også næppe der kun er en 14 liters tank i. Benzindrift er til de dage, hvor man kører andet end daglig kørsel. Det kan være en længere ferietur. Så er det da tosset at skulle ind at tanke for hver få 100 km, når der er rigeligt plads til en tank til 1000 km.

Alt efter hvor effektive elmotorerne er, særligt til at regenere bremseenergi, tror jeg faktisk den klarer en kende mere end 15 km/l, hvis vi taler EPA-standard. Den vejer godt nok 2000 kg, men den har tilsyneladende meget ringe luftmodstand.

Volten klarer vis 21 km/l. Den vejer 1600 kg.


23. sep 2009 kl 22:47

Søren Lund

Re: Re: Re: 14 L benzin tank

Det givne kørselsmønster er en standart som EU og USA har afsat, det er en "route" med forskellige belastninger og forskellige hastigheder. de 28,6 km/l er et tal for at have noget at sammenligne med :)

Det er bare en skør målestandard, der allerhøjest forvirrer forbruger og vil sikkert blive misbrugt pr-mæssigt.

Det interessante er hvor meget strøm den bruger, når den kører på strøm, for det skal den jo for 80% af ejerne, 98% af tiden.

Dernæst er det interessant at kende gensettets brændstofforbrug, så det kan sammenlignes med konventionelle biler.


24. sep 2009 kl 09:59

Poul Steen Hansen

Det er jo for pokker en sportsvogn

Hør her drenge: Fisker bygger en sportsvogn - en sportsvogn der endda kan køre på ren eldrift det meste af tiden. Som jeg ser det er den pænt mere økonomisk end en tilsvarende sportsvogn med ren forbrændingsmotor.
At diskutere bilen som om det skulle være en bil, tiltænkt økofreaks som dem i "DR-Friland", er i mine øjne misforstået.

- ikke at der er ngoet i vejen med økofreaks, de er da meget søde.


24. sep 2009 kl 18:28

avatar

Holger Skjerning

Fint. Store forventninger...!

Det er rigtig godt, at der nu kommer gang i hybridbil-produktionen.
Men det er åbenbart sjovest at lægge ud med to typer: ultra-spots-vogne og pygmæ-biler for to sammenpressede voksne med to små børn uden ben. - Uden hund og uden bagage!
Når de så er udviklet og virker, må vi håbe, at familiebilen (4-5 voksne plus bagage) bliver opprioriteret (måske den bebudede model: Nina?)
OK, flere anvendelige elbiler er på vej: Jeg så Think-bilen forleden. Den er flot men meget lille. Opel kommer med ren el-Meriva i beg. af 2010, og så er vi tæt på noget attraktivt. - At den så også kan køre 150 km efter to timers opladning bringer den ind i ganske mange familiers målområde. Desværre 300.000 kr, hvis den ikke begunstiges skattemæssigt.
MEN ... hybridbilen vil vinde i en 5-10-15-årig periode, indtil batterierne bliver ca. tre gange bedre/lettere/billigere end nu.
PS. Oplysningen om, at bilen (bilerne) kun kan køre 480 km på en tank- og batterifyldning, er vist noget vrøvl! Så skal benzintanken jo blot være 25 liter større.


24. sep 2009 kl 21:22

avatar

Holger Skjerning

Angående hybridbiler...!

Jeg har flere gange her slået til lyd for, at også hybridbiler begunstiges (afgiftsmæssigt) i en årrække, indtil rene elbiler får tilfredsstillende ydelser.
Dette påpeger jeg, hver gang jeg er i nærheden af vore politikere, - f.eks. ved Energistyrelsens el-bil-dag i tirsdags (22.9.09), hvor vi var næsten 200 el-bilfolk. Samlet til orientering om fordeling af den kommende 7 mio. kr pulje til elbilprojekter.
Jeg har skrevet en A4-side om hybridbilers fordele, som jeg meget gerne vi distribuere til så mange som muligt. - Mail: holgers@get2net.dk.
I håb om, at hybridbilerne opdages også af de rette politikere.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.