Billedet til venstre viser, hvordan Mars ser ud i dag. Til højre ses, hvordan Mars kan have set ud for millioner af år siden. (Grafik Nasa/ESA/Hubble Team)
Århus-forsker finder kilden til Mars' røde farve med sand i en flaske
Mars har ikke altid været rød, konkluderer Mars-forskeren Jonathan Merrison fra Århus Universitet på baggrund af data fra Nasas marsbiler. Han har også fundet en overraskende kilde til planetens røde farve.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Jonathan Merrison fra The Mars Simulation Laboratory på Århus Universitet har dræbt en af de sejlivede myter om Mars: Planeten har ikke altid været rød.
Sådan har teorien ellers lydt, fordi forskerne har ment, at der for milliarder af år siden var vand på Mars-overfladen. Vandet fik, lyder deres forklaring, jernet i klipperne til at ruste.
Men ifølge Jonathan Merrison viser data fra Nasas marsbiler Spirit og Opportunity, at Mars rummer mineraler, som vandet ville have tilintetgjort. Det røde støv har derfor aldrig været i kontakt med vand.
»Det var en overraskelse for os,« siger Jonathan Merrison til space.com.
Han mener i stedet, at simpel slibning af klipperne fremkalder Mars' røde farve, og han har gennemført et eksperiment, der forklarer hvordan.
Århus-forskerne har ganske enkelt forseglet en prøve af kvartssand i en glasflaske og brugt en maskine til at rotere flasken gennem længere tid. Det skal efterligne støvet, der blæser rundt med vinde på marsoverfladen.
Forskerne opdagede en langsom proces, der reducerer omkring 10 procent af sandkornene til fine støvpartikler i løbet af syv måneder. Herefter tilføjede de magnetitpulver, hvilket er en jernoxid, der findes på Mars. Da rotationerne med glasflasken fortsatte, blev sandet mere og mere rødt.
Efterhånden som sandkornene bliver roteret i flasken, rammer de hinanden, revner og brækker i stykker, og der sker nye kemiske sammensætninger ved de nye brudflader. Når disse flader kommer i kontakt med magnetiten, kan et iltatom blive flyttet fra kvarts og til magnetit, hvorved der skabes et nyt mineral, hematit. Hematit er et jernoxid med en dyb rød farve.
Jonathan Merrison påpeger, at det kun kræver en lille smule hematit i til at farve alt støvet rødt.
Forskerne fra Århus kan endnu ikke bevise, at processen har fundet sted på Mars, men det er en meget sandsynlig forklaring, som ikke kræver flydende vand. Processen kan ske relativt hurtigt, så det kan være, at Mars' røde farve er forholdsvis ny.
»Måske har Mars kun været rød nogle få millioner år,« siger Jonathan Merrison til space.com.
Jonathan Merrisons resultater blev præsenteret i sidste uge på European Planetary Science kongressen i Tyskland.






