Århus-læger tager en 3D-kopi af kraniet før operationen
3D-printer på Århus Universitetshospital giver lægerne langt bedre mulighed for at forberede operationer.
På Århus Universitetshospital kan lægerne nu printe en gipskopi af patienternes kranier ud med en nyindkøbt 3D-printer. Kopierne skal give vigtig viden til kirurgerne, når de forbereder sig til operationer.
Data til printeren kommer fra en ny scanner, kaldet ’Cone Beam CT-scanner‘ som Tand-, Mund- og Kæbekirugisk Afdeling netop har købt.
Den nye scanner påvirker patienterne med 100 gange mindre stråling end traditionelle scannere, og samtidig kan den opmåle kraniet med meget stor præcision.
Fra patienten kommer ind og bliver scannet til det færdige gipskranium ligger klar, går der otte timer.
Foruden bedre viden til lægerne, er den nye kombination af scanner og 3D-printer med til at spare tid og besvær for patienterne.





