Spørgsmålet er derfor: Hvem er vigtigst for Danmarks fremtid - 1) de mange overkloge debattører her på Ing.dk, hos Arbejderbevægelsen, Dansk Industri, Cepos, Asylhjælp eller Lomborg - eller 2) Paw og hans lærer??
Svar: Hverken eller. Verden er blevet så komplex, at myriader af forskellig fagviden skal sammensmeltes i alle arter af løsninger. Nogen skal udvikle meta-meta-systemer, det vil sige tænke abstrakt om abstrakt (stable systemer oven på hinanden som pyramider), andre skal beskæftige sig med konkrete detaljer, det vil sige fx et låsesystem. Læg mærke til »system«, at selv en detalje i dag er et system, det er ikke længere nok med en lås, den skal passe sammen med bygningsstandarder, IT-standarder, forsikrings-standarder, personsikkerheds-standarder, miljø-standarder, og så videre. Der ligner således at være brug for alle mennesker, i den forstand at alle arter af fagviden er blevet nødvendigt i langt de fleste produkter og løsninger. Men, »ligner«, er en illusion. Dem, der absolut ikke længere er brug er, er de mennesker der kun tænker på deres egen navle.
Situationen afspejles i moderne belønningssystemer i store erhvervsvirksomheder, jeg havde nær skrevet straffesystemer, for en forudsætning for at kunne avancere, er graden af abstraktionsevne, så høj som mulig, fordi ledelse eller specialansvar er blevet til et ansvar for »systemer«, enten at anvende dem (være ansvarlig for det), eller udvikle dem, eller implementere dem, eller kopiere dem (fx bygge nye fabrikker), eller integrere dem (fx bringe et system til at fungere sammen med andre selskabers systemer), og som i detaljer bliver kaldt for fx miljøstyrings- og økonomistyringssystemer, personalesystemer, salgs- og kundeservice-systemer, produktionsstyringssystemer, design-systemer, indkøbssystemer, og så videre, og som alle sammen skal stables som pyramider, og endda samstemmes med det øvrige samfund, fordi data skal udvekles i alle retninger på grund af lovgivning. Der findes ingen mennesker i verden der evner at overskue alt dette, derfor er ledere stablet i lag, og anbragt som teams i hvert lag, for overhovedet at gøre noget muligt. Temmelig deprimerende er det også, sådant arbejde, er blevet det efterhånden, fordi mange lederes intense arbejde i årtier kan dreje sig om noget så simpelt som at forbinde nogle produktionsmaskiners hastigheder med lastbilers ankomster og afgange, som der ingen romantik er i, spor.
Gamle dages drømme om at være sælger og rejse til fx Indien som salgsagent og score kassen helt uden anstrengelser på at sælge ismaskiner, findes ej heller mere. Måske er man sælger, og måske sælger man ismaskiner, men disse er blevet så system-agtige at en sælger skal evne at forstå en kundes mange avancerede systemer (fx i et hotel) og om hvordan at integrere et ismaskine-system i dette. Selv bestikkelser og fede middage bringer ikke længere et salg i hus, hvis man ingen abstraktionsevne har.
Med denne omvej af forklaring, har jeg forsøgt at opridse hvorfor det glæder mig at høre om denne ekstra dygtige låsesmed, Paw Jensen, og hvorfor jeg samtidig er bekymret. Fordi: Hvis man fx beskæftiger sig med låse, da behøver man samtidig også at forstå hvordan disse indpasser i bygnings-standarder og i sikkerhedssystem-standarder, og så videre. Det vil sige, man er nødt til at kunne tænke abstrakt, uanset hvor eller hvilket job man har. Jeg kan forestille mig, at Paw Jensen sandsynligvis forstår det hele, siden at han er blevet udvalgt, fordi jeg antager at uddannelsen er moderne, enten det, eller også er han en ægte Egon Olsen, et lysende geni med lægeudstyr og en fjernstyret legetøjskanon, men hvad med alle andre inden for dette fag? Hvis man ikke er et abstrakt tænkende menneske, er man i dag ilde stedt, medmindre at man er et geni med sine hænder, for fingersnilde og kunsthåndværk vil aldrig gå af mode, medmindre at vi får sovjetrussiske tilstande.
Årsagen til alt dette, er den globale samhandel, der dikterer, at kun de klogeste hjerner får lov til at tænke, og kun de billigste muskler får lov til at arbejde. Som betyder, at hvis forældre er dårlige, den slags der ikke evner at give deres børn mad eller tryghed eller ro om natten, da klarer disse børn sig meget dårligt i skolen, og da har de kun én fremtid, at slide med deres muskler i fjerne lande, eller beskæftige sig med kriminalitet. Det brud på social arv, som mange taler om, er kun muligt hvis vi sørger for at skolebørn får ægte mad i skolerne og ægte rent drikkevand, og at børn får lov til at sove i sikrede soveværelser i skolerne, i det omfang at de ikke har kunnet sove i tryghed derhjemme, og at børnene har ægte sikrede skabe hvor de kan opbevare deres personlige ting, fordi nogle børn ingen som helst sikkerhed har derhjemme. Mætte og trygge og udhvilede børn, den slags børn der ikke har tandpine heller, er børn der klarer sig godt i skolen.
89
