Før klimatopmødet: Sådan forhindrer vi at u-landene smadrer verdens klima
Af gæsteblogger Jesper Heldgaard,
søndag 20. sep 2009 kl. 17:59
Lad mig bare indrømme det med det samme: Ja, jeg var klimaskeptiker. Ikke sådan i Bjørn Lomborgsk forstand. For jeg bilder mig ind, at jeg er udstyret med sund fornuft, og den tilsiger mig, at der er en vis logik i, at vores klima og atmosfære reagerer, når vi på nogle få århundreder brænder fossile brændsler af, der er dannet og oplagret gennem millioner af år.
Donorer, ngo’er og andet godtfolk bruger enorme ressourcer på at markedsføre og forfølge de mange gode formål. Men man kan godt sidde tilbage med en fornemmelse af, at de nogle gange afleder opmærksomheden fra det egentlige: At bekæmpe verdens fattigdom.
Et faktum er det i hvert fald, at de fattige lande, som det hele gerne skulle gavne, må bruge alt for store dele af deres sparsomme ressourcer på at levere på de dagsordner og strategier, der er groet i donorernes haver.
Sådan havde jeg det med klimadagsordnen. Og alligevel har jeg brugt det meste af min tid på klimaet de seneste to år, bl.a. til at være med til at tilrettelægge fire tv-programmer om klimaet og de fattige, som nu bringes på DR TV.
For min skepsis er overvundet. Dét sørgede en på én gang skarp og rund mand for. Saleem Huq hedder han. Han er fra Bangladesh, men har i mange år været leder af klimagruppen i International Institute for Environment and Development i London, og jeg mødte ham første gang i juni 2007 ved ’Danida Development Days’.
Saleem kan det dér, vi journalister altid er på jagt efter: Han kan skrælle de mange indviklede tekniske lag af klimadebatten og ’oversætte’ dem til de basale, etiske spørgsmål om global lighed og ulighed, klimaforhandlingerne dybest set handler om. Han kan være konkret og samtidig sætte tingene i et overbevisende og logisk perspektiv. Han er skarp, men uden at være bitter, og så er han konstruktiv, løsningsorienteret og optimist – nærmest på trods.
Han fik overbevist mig om, at klima OG udvikling er vigtige emner at beskæftige sig med. Og det har jeg så gjort.
I de fire programmer besøger vi Bangladesh (hvor Saleem Huq heldigvis var på samme tidspunkt, så han kan optræde med vanlig vægt i Bangladesh-programmet), Bolivia, Kenya og Vietnam.
I alle landene har vi besøgt mennesker, der allerede er hårdt ramt af de klimaforandringer, de stort set selv er uden skyld i. Vi har talt med forskere, politikere, ngo-repræsentanter, klimaforhandlere og mange andre.
Vi har interviewet internationale ”klima-kändisser”: Nicholas Stern, Tim Flannery, Desmond Tutu og COP15-vært Connie Hedegaard.
Vi har besøgt landsbyen Poshurbunia på Bangladesh’s sydkyst, som er et af de steder i verden, hvor allerflest allerede er truet på livet af klimaforandringerne i form af stigende vandstand i havene og hyppigere cykloner.
Vi har besøgt Kenya, der igen i år har været plaget af tørke, som betød, at ti millioner kenyanere måtte have nødhjælp. Bolivia, hvor den oprindelige indianske befolkning frygter vandmangel, fordi deres naturlige ”vandtårne”, gletsjerne på toppen af Andesbjergene, er ved at smelte bort. Og Vietnam, hvor bønderne i landets spisekammer, det frodige Mekongdelta, ligesom folk i Bangladesh mærker den stigende vandstand i havene og flere cykloner.
Der er ingen tvivl: Millioner af fattige mennesker på kloden mærker konsekvenserne af de klimaforandringer, de selv har bidraget meget lidt til og ikke har den store indflydelse på.
Men vi har også besøgt et Vietnam i forrygende vækst, hvor økonomien vokser med 7-8 pct. om året og energiforbruget med det dobbelte. Hvor fattigdommen rasler ned, og hvor befolkningen og politikerne ønsker fortsat vækst. Som den australske klimaekspert og formand for Copenhagen Climate Council, Tim Flannery, udtrykker det: ”Lande som Vietnam og Kina kan smadre verdens klima, hvis de fortsætter som hidtil.”
Og hvorfor skulle de egentlig ikke det? Og hvorfor skulle befolkning og politikere i Kenya, Bolivia og Bangladesh ikke også ønske sig vækst og udvikling? Og hvorfor skulle de ikke have lov til at bruge fossile brændsler i deres vækstmotor, som vi har gjort det?
Det er dér, klimaet og ønsket om at reducere fattigdommen støder sammen og afføder en masse dilemmaer. Men nok så vigtigt, også en masse muligheder: For vi har også besøgt en lille ”energikiosk” på skråningen af Mount Kenya, hvor en lille landsby for første gang har fået adgang til elektricitet og alle de muligheder, det giver. Strømmen kommer fra et vandfald tæt på landsbyen og er CO2-neutral. Men anlægget har krævet støtte udefra, ganske ligesom det kræver støtte udefra at udnytte Afrikas enorme potentiale for vedvarende energi.
Faktisk er det vel også i vores interesse og et af mange eksempler på, at hensynet til udvikling og klimaet kan og skal gå hånd i hånd. Ligesom det er i vores interesse at hjælpe fattige bolivianske indianere, som vi også besøger i et program, til at lade regnskoven stå. Og at hjælpe Asiens tigre som Vietnam med at finde alternativer til kul.
Fælles for de fire ’kändisser’, der medvirker i programmerne, er, at de tager klimatruslen dybt alvorligt, men at de også ser verdens øgede fokus på klimaforandringerne som en enestående mulighed for at ’vende kajakken’ og gøre de ting, der på én gang kan være med til at bremse den globale udvikling og sætte skub i en mere grøn og bæredygtig vækst.
Desmond Tutu udgiver sig ikke for at være klimaekspert, men må siges at have en vis erfaring i fredelig konfliktløsning. Han har dette råd til os alle op til den historiske klimakonference i København: ”Lad os holde op med at pege fingre ad hinanden. Vi har muligheden for sammen at overvinde denne krise og komme ud på den anden side som et styrket verdenssamfund.”
Det kan lyde patetisk, men det virkede i Sydafrika…
…………
Se sendetider for dokumentarprogrammerne 'Klimaspillet og verdens fattige' her. red.
4
