Fødevareindustrien burde bruge flere ressourcer på at vælge de rigtige materialer, når den køber procesudstyr. Derved kunne virksomhederne spare penge på reparationer, udskiftninger af slidt udstyr og rengøring.

Det er en af konklusionerne fra det fireårige forskningsprojekt "Metal in Food", som forskere fra DTU, Rigshospitalet samt danske og udenlandske udstyrsproducenter og fødevarevirksomheder har gennemført:

»Hvis virksomhederne var bedre til at forstå de processer, som materialer i kontakt med fødevarer gennemløber, så ville de også være bedre til at vælge de rigtige materialer til udstyret både set i forhold til rengøring, slid og korrosion,« siger ph.d. Lisbeth Rischel Hilbert, der sammen med professor Per Møller har ledet forskningsprojektet.

Lisbeth Rischel Hilbert er i dag ansat som specialist inden for korrosion hos Force Technology. Som en del af projektet var forskerne i kontakt med en lang række fødevarevirksomheder, dels for at teste fødevarer for indhold af metal i forskellige procestrin, dels for at undersøge udstyr.

Der blev undersøgt mulige kilder til metalforurening, for eksempel rustfrit stål, hærdet rustfrit stål, slidbestandige legeringer, pulvermaterialer og belægninger. I 14 forskellige fødevareproduktioner blev der kigget efter jern, chrom, nikkel, molybdæn, mangan, kobolt og wolfram.

Forskerne undersøgte blandt andet processen hos en producent af hakket kød. Her viste det sig, at man med fordel kunne parre to andre legeringer til den kritiske skærende del, hvor metallerne næsten rører hinanden.

Den nye løsning var en smule dyrere, men var mere slidstærk og samtidig korrosionsbestandig:

»Vi oplevede også, at producenterne betragtede visse mekaniske dele som simple sliddele, der jo bare skulle skiftes ud, når de var slidte,« siger Lisbeth Rischel Hilbert og påpeger, at virksomhederne med den indstilling slet ikke søgte efter nye løsninger og ikke brugte deres erfaringer:

»For eksempel kunne de blive bedre til at undersøge de filtre, de har installeret for at opsamle partikler, som ryger igennem systemet. Hvis der er metal i filtrene, så er det nok fordi noget bliver slidt for hurtigt,« siger hun.

Lisbeth Rischel Hilbert efterlyser mere samarbejde med fødevarevirksomhederne:

»Vi kan godt opstille ganske realistiske laboratorietest, men det er ude på gulvet i virksomhederne, man virkelig kan se, hvordan slid, korrosion og rengøring fungerer sammen i dagligdagen,« siger Lisbeth Rischel Hilbert.

Producenterne af udstyr til fødevarebranchen kan lige så godt sætte sig til at nærlæse resultaterne fra projektet, for ifølge nye krav fra EU, så skal virksomhederne selv dokumentere, at et metal er egnet til brug, når der er kontakt med fødevarer.

De skal arbejde efter "Best Manufacturing Practices" samt have kvalitets- og kontrolsystemer. Det gælder, også selv om nogle af komponenterne er importeret fra Kina.

Projektet har også godt nyt til alle forbrugerne: Selv om der kan opstå et stort slid på metaldele i produktionsapparatet, så er det nærmest umuligt at måle metalafsmitning i vores fødevarer. Det er godt nyt til for eksempel nikkelallergikere, da nikkel sammen med jern og chrom er grundelementerne i rustfrit stål, der anvendes overalt i fødevareindustrien.

I visse tilfælde målte man metal i det færdige produkt, men enten stammede det fra råvaren, eller også var der tale om kraftigt forarbejdede produkter:

»I de undersøgte produktioner bidrog produktionsudstyret ikke til et øget metalindhold, der overstiger gældende grænseværdier eller udgør en kendt sundhedsmæssig risiko,« siger Lisbeth Rischel Hilbert.