Energikrav tvinger permanente magneter ind i pumper
EU's krav til cirkulationspumpers virkningsgrad betyder, at d danske pumpeproducenter Grundfos og Smedegaard skal stille om inden 2013.
Både Grundfos og T. Smedegaard har A-mærkede pumper. Alligevel tvinges de to koncerner ud i dyr udvikling for at kunne leve op til EU's energikrav i 2013.
Læs også
Læs mere om
Den europæiske pumpeindustri skal i gang med en radikal omlægning af produktionen, fordi EU strammer energikravene til cirkulationspumper i henholdsvis 2013 og 2015.
I praksis vil det betyde, at industrien skal gå helt over til motorer med permanente magneter.
Også hos de to danske producenter af cirkulationspumper, T. Smedegaard og Grundfos, er der lagt op til store forandringer, selv om begge virksomheder allerede er langt med A-mærkede pumper.
»Processen med at ændre hele vores produktprogram vil tage rigtig mange kræfter,« siger ingeniør Knud Krægpøth, Grundfos' globale supply chain manager.
»Vi står over for en meget radikal omlægning af vores produktion, og det vil blive dyrt,« siger direktør Søren Smedegaard fra T. Smedegaard i Glostrup.
»Samtidig med, at vi skal være klar med nye pumper i 2013, skal vi også kunne levere de gamle modeller til lande uden for EU,« siger han.
T. Smedegaard med 110 medarbejdere i Danmark og Schweiz har valgt at koncentrere hele udviklingskraften på de nye pumper.
»Vi har skrottet mange andre udviklingsprojekter for at koncentrere os om det, og det har betydet, at vores udvikling er gået hurtigere,« siger Søren Smedegaard.
T. Smedegaard regner med at være på markedet med en serie, der opfylder 2013-kravene allerede til næste varmesæson, altså i efteråret 2010. Smedegaard har netop introduceret sin 2009-serie, beregnet til denne varmesæson.
For T. Smedegaards vedkommende skal omkring 50 forskellige modeller af cirkulationspumper erstattes af nye pumper. De kan dog erstattes af kun ti modeller, fordi de nye pumper med permanent magnet er meget bedre til at nedregulere og samtidig beholde en høj effektivitet.
Det tillader, at der bliver et større spring mellem de enkelte modeller.
Den danske pumpekæmpe Grundfos med 17.000 ansatte i hele verden er markedsledende med cirkulationspumper med høj virkningsgrad, og Grundfos kan allerede i dag opfylde 2013-kravene for en lang række pumpemodeller.
Men produktionen skal alligevel lægges væsentligt om som følge af energikravene, og mange Grundfos-medarbejdere er beskæftiget med omlægningen og indsatsen vil blive gradvist forøget.
»Vi skal være færdige med produkterne i 2011 for at være klar til volumenproduktion i 2013. Der vil blive tale om investeringer i produktionen i hundrede millionerklassen eller mere afhængig af, hvilken løsning vi vælger,« siger Knud Krægpøth fra Grundfos.
Situationen lægger op til nogle strategiske overvejelser hos Grundfos.
»Vi kan gå to veje. Vi kan enten bare vælge at leve op til kravene som de ser ud og slippe med forholdsvis små investeringer. Vi kan også vælge at komme med noget, der opfylder EU's 2015-krav. Så vil der være tale om et teknologiskifte, og det ville give nogen større investeringer i nye produktionsanlæg,« siger Knud Krægpøth.
Han vil ikke afsløre, i hvilken retning et teknologiskifte kunne ske.
»Vi har nogle hos Grundfos, som har nogle ideer til hvilken retning man skulle tage, men det holder vi for os selv. Det afhænger også af, om vi pludselig har ideen til en pumpe, der kan gå hele vejen og opfylde 2015-kravene med et slag,« siger Knud Krægpøth.
Der indgår også en anden strategisk overvejelse. Ændringen af modellerne betyder, at Grundfos kan 'blande kortene påny' med hensyn til, hvordan produktionen af forskellige modeller fordeles på virksomhedens fabrikker i hele verden.
»Vi kan vælge at specialisere bestemte fabrikker til bestemte pumpetyper, eller vi kan vælge at kigge på det mere regionalt, så vi producerer tættere på markederne. Det vil give mindre transport og mindre miljøbelastning,« siger Knud Krægpøth.
»Vi er interesserede i at være så grønne som muligt. Det er hele virksomhedens profil,« tilføjer han.
EU har valgt først at fastlægge energikrav til cirkulationspumper, men inden for kort tid vil der også blive stillet krav til vandpumpers energiforbrug.
»Vi regner med, at EU efterhånden vil stille krav til alle slags pumper,« siger Knud Krægpøth.
Kravene til pumper udspringer af EU's politik om at stille krav til energiforbrugende udstyr, som blev fastlagt i et direktiv i juli 2005.
FAKTA: Permanente magneter sparer energi
* Traditionelt har cirkulationspumper asynkrone motorer med kobberstave inde i rotoren, som fremmedmagnetiseres af magnetfeltet fra statoren.
* Motorer med permanenete magneter i rotoren skal motoren ikke 'bruge kræfter' på at skabe et magnetfelt inde i rotoren, og det giver et mindre energitab og mindre varmeudvikling.
* Virkningsgraden er typisk ti procent højere.
* Når hele pumpeserier skal ændres, betyder det, at der skal udvikles nye rotorer og nye styreenheder.
* Motorer med permanente magneter - PM-motorer- er dyrere end deres asynkrone søstre, men såvel prisen på permanente magneter som prisen på styringselektronikken er på vej ned.





