Vi mennesker lægger et stort pres på naturen. Overbefolkning, landbrug, skovrydning, overfiskeri og utallige former for forurening er i fuld gang med at transformere Jorden til en beholder for menneskeaffald. Og måske, siger nogle, vil det udløse irreversible katastrofer, der vil gøre kloden ubeboelig.

Men nye undersøgelser viser, at økosystemer hurtigt ville kunne komme på fode igen, hvis vi lod dem være i fred. Faktisk tager det typisk kun få århundreder - eller endda årtier - for et naturligt økosystem at komme i balance igen.

Godt nyt for en hurtig overgang til en mere bæredygtig udvikling - men desværre også for dem, som gerne vil fortsætte med at svine ...

Slet ikke håbløst
To biologer, Holly Jones og Oswald Schmitz fra Yale University i Connecticut, USA, har sat sig ned og gennemgået den videnskabelige litteratur på området. De har samlet 240 eksperimentelle studier fra perioden mellem 1910 og 2008; studier der undersøger økosystemers rekonvalescens som følge af menneskelige eller naturlige perturbationer.

Det kan for eksempel være landbrug, skovrydning, orkaner, invasive arter, oliespild, trawling osv. Fælles for dem er, at forskerne ikke kun kigger på genoprettelsen af en enkel art eller skade, men på hele systemet.

Resultatet af metastudiet blev offentliggjort i fagbladet Plos One og viste, at 83 af de 240 artikler (34,5 procent) kunne rapportere om en fuld genoprettelse af det ødelagte økosystem, 90 (37,5 procent) viste en delvis genoprettelse, og kun 67 (28 procent) viste ingen tegn på genoprettelse overhovedet.

Forfatterne peger dog på, at dette sidste tal ville være en del mindre, hvis man ville give systemerne mere tid til at komme sig. Nogle økosystemer, som for eksempel skovarealer og fiskebestande har nemlig en længere livscyklus og kræver derfor en længere responstid, før de er tilbage ved en naturlig tilstand. Denne proces kaldes økologisk succession (se infografik) og er overraskende ens over hele kloden.

»Årsagen til, at vi lavede det her metastudie, er, at forskningslitteraturen har tendens til at give et håbløst billede af situationen,« siger medforfatteren til artiklen, Oswald Schmitz. Følelsen af, at vi ikke kan gøre noget, at vi bare kan være tilskuere til verdens undergang er bare ikke rigtig, siger Schmitz:

»Det viser sig, at både naturen selv og vi mennesker er gode til at genoprette ting, og da vi kiggede på data, blev vi overraskede over, hvor mange succesfulde forsøg, der har været.«

En aktiv indsats
Resultaterne kan selvfølgelig også bruges som en undskyldning blandt dem, som ikke gider at gøre noget, og derfor har forfatterne været meget opmærksomme på, at overgangen til en bæredygtig omgang med naturen kræver vilje og handling.

»En af de nye erkendelser blandt biologer er, at vi ikke behøver at give op over for områder, som allerede er ødelagt, men at vi faktisk kan reetablere dem,« siger Schmitz.

»Denne indsigt, altså at genopretning og ikke kun bevaring er en mulig strategi, er ved at vinde mere og mere gehør blandt økologer og bevaringsmyndigheder.«

For eksempel viser det sig, at økologiske kæmpekatastrofer som Exxon Valdez-oliespildet godt kan reetableres relativt hurtigt, hvis man kan få mennesker til at gøre noget aktivt.

»Inden for landbrugsområdet viser det sig, at jordbunden i nogle tilfælde sagtens kan genoprettes, i andre ikke,« siger Schmitz.

»Det er afhængigt af, hvor lang tid forstyrrelsen har varet. Hvis der stadig er nok naturlige frø fra træer og andre plantearter i jorden, så kan systemet komme relativt hurtigt til hægterne igen. Men hvis ødelæggelserne har stået på for længe, kræver det en aktiv genopretningsindsats,« siger han.

Efter besøg af Hurricane Bob i 1991 tog det kun et enkelt år for vandmiljøet ved Cape Cod i Massachusetts at blive reetableret. Og efter et alvorligt oliespild i en mose ved Louisiana tog det blot otte år, før plantesammensætningen og den normale fotosyntetiske aktivitet var genoprettet.

Heller ikke den brasilianske Cerrado, som er et stort tropisk savanneområde syd for Amazonas-regnskoven, er ifølge Schmitz så følsomt som man tidligere troede. Det er en udbredt praksis blandt bønderne at fælde skoven, plante afgrøder og derefter, når arealet er udpint, gå videre til det næste område og starte forfra.

»Det viser sig, at den form for landbrug måske slet ikke er så ødelæggende, som man troede,« siger Schmitz.

»Området er rigtig nok lige nu i en destruktiv spiral, men jeg tror, at det ville være muligt at vende udviklingen og genskabe savannen, græs- og kratområderne sådan som de plejede at være.«

Visse undtagelser
Omvendt findes der økosystemer, som har store problemer med at genfinde en balance, blandt andet de tropiske regnskove.

»Fældning af regnskov ændrer nogle biofysiske processer, der gør, at økosystemet selvorganiserer sig over i et helt andet regime. Det er, fordi træerne har skabt et mikroklima, som bliver nødt til at være der, for at regnskoven kan overleve. Regnskov kan derfor være meget svær at restaurere,« suger Schmitz.

»Også udtømningen af fiskebestande kan i visse tilfælde resultere i, at økosystemet låser sig fast i en ny struktur. For eksempel ser det ud til, at torsken uden for Newfoundland for bestandig er forsvundet.«