Partikelfiltre rider med på miljøbølgen
En lille styringsboks, som præcist doserer dieselolie ind i en katalysator, er hjertet i partikelproducenten Purefis succesopskrift.
Læs også
I Farum har virksomheden Purefi fundet en niche inden for rensning af udstødningsgasser fra store dieselkøretøjer.
Dermed er Purefi en af de miljø- og energiteknologivirksomheder, der på trods af økonomisk krise er i stand til at udvikle forretningen:
»Selvfølgelig kan vi mærke krisen, men samtidig kan vi også se en masse nye markeder begynde at røre på sig,« siger stifter og direktør Mende Trajkovski.
Det gælder for eksempel indførslen af miljøzoner i europæiske storbyer, blandt andet København og Berlin. På lidt længere sigt vil Californien - og USA i det hele taget - sandsynligvis udgøre et stort og attraktivt marked for Purefi.
Da virksomheden blev etableret i 2003 var målet at udvikle et samlet system, så det var muligt at brænde soden i et dieselfilter af uden at de ødelage katalysator eller filter.
Problemet var særlig stort for store køretøjer med specielle kørselsmønstre. Derfor har Purefi udviklet en styringsboks, der kan sprøjte dieselolie direkte ind i udstødningsgassen lige før dieselfiltrets katalysator.
I katalysatoren vil dieselolien brænde af og hæve temperaturen så meget, at det efterfølgende keramiske partikelfilter renses for sod. Kunsten består i at dosere rigtigt.
Mende Trajkovski har udviklet en forretningsplan, hvor der leveres færdige systemer til Danmark og det øvrige Skandinavien.
Men når det gælder resten af verden - og her har virksomheden især haft succes i Korea - så foregår det ved, at Purefi leverer styringsboksen, mens resten af udstyret produceres af lokale underleverandører:
»Vi tjener måske lidt mindre pr. boks, men fordelen er, at de lokale leverandører har langt bedre styr på godkendelsesprocedurer end vi nogen sinde vil kunne få,« forklarer Mende Trajkovski.
Purefi har outsourcet hele produktionen af komponenter. Prisen for et færdigt system ligge på mellem 30.000 og 70.000 og det er derfor kun i de største køretøjer, det kan betale sig at installere.
Når Purefi skal kigge på nye markeder, så er det først og fremmest udviklingen inden for nye myndighedstiltag, der studeres grundigt.
Det var sådan, markedet for aktive partikelfiltre fik det koreanske marked til at blomstre op for cirka ti år siden, og hvis det går som Mende Trajkovski forventer, så vil USA på længere sigt være der, hvor virksomheden skal slå sine folder:
»Men lovgivningen vil altid være forskellig fra land til land, så for os gælder det om at tilpasse vores produkt til markedet,« siger Mende Trajkovski.




