Industrien tør igen tro på fremtiden
Industrisegmenterne medicin, fødevarer, energi og miljø bobler af optimisme og understreger Danmarks industrielle styrkeområder. Men det haster med produktudviklingen.
Læs også
De store danske industriområder er kommet sig over den industrialiserede verdens største chok-år i 80 år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Forventningerne til produktionen for tredje kvartal viser en støt stigning i konjukturindikatoren fra indeks -34 i april 2009 til -13 i juli 2009.
På brancheniveau er fødevareindustrien gået fra -40 til +35, og maskinindustrien, der omfatter en stor del af energibranchen, er gået fra -42 til +35. Medicinalindustrien har holdt et konstant højt niveau og ligger nu på indeks +71.
Hos brancheorganisationen DI har man også mærket, at den danske industri ser lysere på fremtiden. I sommerferien spurgte DI 526 medlemsvirksomheder om deres forventninger til tredje kvartal, sammenlignet med sidste år. Her svarede 24 procent, at de forventede øget vækst i omsætningen. 37 procent forventede, at væksten ville være uændret, og 34 procent troede på negativ vækst i omsætningen.
Det får Jens Kristian Jørgensen, der er produktivitetschef hos DI, til at se lysere på fremtiden:
»Vi har i Danmark heldigvis en stor pulje af virksomheder, der ikke er så følsomme over for konjuktursvingninger, konkurrence og lønpres. Så selv om virksomhederne selvfølgelig er stærkt påvirket af krisen, så har vi også en solid bund under industrien,« siger Jens Kristian Jørgensen.
I DI's undersøgelse er en bred skare af industrivirksomheder blevet spurgt, og det er derfor vanskeligt at give et billede af, hvilke brancher, der klarer sig bedst i de begyndende opsving.
Jens Kristian Jørgensen peger dog på en yderligere tendens:
»Undersøgelsen viser, at de virksomheder, der forventer en positiv vækst, også er dem, der har gang i flest aktiviteter som for eksempel nye markeder, ny teknologi og nye produkter.«
Grøden i markedet mærkes også hos de regionale væksthuse. Direktør Mads Váczy Kragh fra Væksthus Sjælland kan også godt mærke, hvor det går lidt bedre:
»Alt inden for energi og miljø rykker lige nu. Vi har for eksempel underleverandører til vindmølleindustrien, som vokser lige nu på trods af afmatningen,« siger Mads Váczy Kragh.
Afdelingchef Peter Ekmann fra Væksthus Midtjylland kan dog ikke se billedet helt så tydeligt:
»Der kan sagtens være virksomheder inden for samme branche, hvor det går helt forskelliget. Vi oplever, at virksomhedernes horisont er blevet meget kort,« siger han.
Konkret betyder det, at kunderne bestiller nye varer med kort varsel og i mindre mængder.
En af de virksomheder, der på trods af krisen ser lysere på fremtiden er Purefi i Farum nord for København. Purefi udvikler aktive partikelfiltre til lastbiler. Den øgede fokus på miljø og sundhed er med til at give virksomheden vind i sejlene.
Ejeren, Mende Trajkovski, forventer da også, at flere markeder udvikler sig i takt med, at der indføres skrappere miljøkrav til store køretøjer. Det gælder for eksempel miljøzoner i storbyerne.





