Skibsfarten har fokus på energien
Før var prisen på pumper afgørende. Nu vil nogle skibsredere gerne betale ekstra for energieffektive pumper.
Skibsfarten er begyndt at rette fokus på skibenes energiforbrug. Det kan mærkes hos de danske producenter af pumper til de maritime erhverv.
»Vi regner med at temaet energieffektivitet bliver aktuelt. Vi har fået forespørgsler på pumper med mindre energiforbrug, og vi arbejder med løsninger med mindre energiforbrug,« siger direktør Anders Frimodt-Møller fra pumpevirksomheden Iron Pump i Herlev.
Samme tendens sporer man hos landets næststørste pumpevirksomhed, Desmi i Aalborg:
»Skibsrederne har fokuseret meget på prisen, men nu fokuserer de også på energiforbrug,« siger Desmis administrerende direktør og ingeniør Henrik Sørensen.
»Det lykkes at få dem til at betale ekstra for bedre pumper. Rederne ser ikke blot på den umiddelbare investering i pumperne. De ser lige så meget på levetidsomkostningen og specificerer i højere grad krav til energiforbruget,« siger Henrik Sørensen.
Det er dog langt fra alle, der vælger den vej. I mange skibe bliver pumpekraften droslet ned ved hjælp af blændeplader, altså simple spærringer for vandstrømmen i stedet for at anvende pumper med frekvensomformer og variabel hastighed.
Der er ifølge Henrik Sørensen eksempler på pumpesystemer i skibe, hvor mere end halvdelen af energien spildes på den måde.
»Så det er ikke bare pumperne. Det ligger også i optimering af systemerne omkring pumperne,« siger Henrik Sørensen.
Hos Iron Pump i Herlev mener Anders Frimodt-Møller, at der skal være nogle gulerødder foran skibsfarten, for at udviklingen kan ske hurtigere.
»Enten skal der ske nogle lovindgreb, eller også skal det helt indlysende kunne betale sig for rederne at investere i pumper med højere virkningsgrad. Vi skal være med til at pege på, at der er en stor besparelse over pumpernes livstid, når man køber mere energieffektive pumper,« siger Anders Frimodt-Møller.





