Sådan kan dommeren afsløre, når fodboldspillere filmer
Fodboldspillerne, der uretmæssigt forsøger at fremtvinge et frispark eller straffespark, begår fejl, som dommeren let kan se, påpeger engelsk forsker.
Paul Morris viser, hvordan en fodboldspiller filmer et fald ved at hæve armene og danne en flitsbueform med kroppen.
Læs mere om
Når den portugisiske stjernespiller Christiano Ronaldo fra Real Madrid med stort skuespillertalent mister balancen i straffesparksfeltet, kan det være svært for en fodbolddommer at afgøre, om der er tale om film eller et overgreb mod ham.
Men måske kan en række gode råd fra den britiske psykolog Paul Morris fra University of Portsmouth gøre det lettere for dommerne at spotte snyderne.
I sine studier af fænomenet har han fundet frem til, at spillere, der med vilje lader sig falde omkuld, begår en eller flere afgørende fejl i forhold til situationer, hvor de bliver regulært fældet af en modstander.
I en artikel i Journal of Nonverbal Behaviour peger Paul Morris på, at der især er et meget tydeligt tegn på et filmet fald – flitsbuen. Spilleren holder sine arme højt op i luften med åbne håndflader, brystet skubbet frem og benene bøjet i en flitsbueposition.
»Biomekanisk sker det ikke i et naturligt fald. Her vil armene instinktivt enten gå ned for at afbøde faldet eller til siden i et forsøg på at holde balance,« forklarer Paul Morris.
»Adfærden er helt absurd, men skuespillet udføres for at få dommerens opmærksomhed. Og adfærden har ingen nationale grænser. Alle gør det.«
Paul Morris peger på, at især situationen, hvor begge arme går over skulderen, er et klart tegn på snyd, som let kan ses af dommeren.
Psykologen arbejder mod at opnå en præcis matematisk beskrivelse af forskellen på bevidst og ubevidst adfærd – og her er sport et godt udgangspunkt.
Video: Arsenals Eduardo filmer sig til straffespark
Arsenal-spilleren Eduardo fulgte Paul Morris' opskrift, da han 26. august filmede sig til et straffespark på Emeriates Stadium i London. Med 3-1 sejren over Celtic kvalificerede Arsenal sig til Champions League.
Men Celtic klagede efterfølgende til FIFA over Eduardos skuespilpræstation, hvorefter han blev idømt to spilledages karantæne.






