Vind- og elbranchen: Intelligente elmålere inden 2015
Intelligente elmålere til alle er én af fem anbefalinger til politikerne fra Dansk Energi, Danmarks Vindmølleforening og Vindmøllebranchen.
Læs også
-
Dong planlægger at tilbyde intelligente elmålere i løbet af to år
-
Eksperter: Mere vindkraft kræver total ombygning af elnettet
-
Energinet.dk: Elbiler og varmepumper kan gøre os til klimadukse
Læs mere om
Dokumentation
Alle landets elforbrugere skal have opsat intelligente elmålere inden 2015, hvis det står til brancheorganisationerne Dansk Energi, Danmarks Vindmølleforening og Vindmøllebranchen.
De ser elmålerne som et afgørende redskab for at sikre den fleksibilitet i forbruget af el, som er nødvendig, hvis Danmark skal kunne nå de målsætninger for energi og miljø, som vi har forpligtet os til i EU.
Elmålerne er et af de tiltag, som kan gøre det muligt at indpasse en stigende mængde vedvarende energi
Der er brug for fem ændringer i energi- og skattepolitikken, påpeger organisationerne i et forsøg på at varme op til en kommende debat om, hvordan vi opfylder CO2-reduktionsmålene inden for transport, opvarmning og landbrug.
»Vi vil gerne give vores bud på, hvordan man kan øge anvendelsen af CO2-neutral vindkraft inden for både transport- og opvarmnings-sektoren,« siger direktør i Vindmølleindustrien Jan Hylleberg.
Fjernaflæste målere
Ud over de intelligente målere foreslår organisationerne, at et hurtigt-arbejdende udvalg skaber de nødvendige rammer for, at alle elforbrugere inden for fem år får fjernaflæste målere med den nødvendige software-arkitektur og styringsautomatik.
En anden vigtig anbefaling handler om, at afgiften på strøm skal harmoniseres med afgiften på olie, gas, fjernvarme og energiforbrug i transportsektoren.
Ved den seneste skattereform blev elforbruget nemlig pålagt ekstra afgifter, hvilket i dag gør, at forbrugerprisen er dobbelt så høj på el som på olie. Dette vil eskalere frem mod 2020, hvor el bliver fire gange så dyr som olie.
»Det er et helt forkert klimasignal at sende til danskerne, at olie koster mindre i CO2-afgift end strøm, når det er mere gavnligt for klimaet, at vi varmer vores huse op med varmepumper frem for oliefyr og lader vores biler kører på strøm fra eksempelvis vindmøller,« pointerer Lars Hansen, afdelingschef i Dansk Energi i en pressemeddelelse.
Ifølge organisationerne skal energiafgifterne afspejle de respektive energiformers CO2-udledning.
Incitament til at installere varmepumper
To anbefalinger vedrører, hvordan man øger brug af el i fjernvarme-systemerne. Her mener organisationerne, at man skal forlænge en eksisterende lov, som gør det fordelagtigt at investere i elpatroner på fjernvarmeværkerne. Desuden skal afgifterne afgifterne på varmepumper til fjernvarmeværkerne nedsættes, så værkerne får et incitament til at installere varmepumper på værkerne.
Den sidste anbefaling handler om, at pristillæg til vindkraft kun skal udbetales, hvis markedsprisen for strøm er positiv. Pr 1. oktober i år indfører den nordiske elbørs, Nordpool, nemlig minuspriser for alle el- producenter, når el-prisen går i nul.
»Det er nødvendigt, at vi får nogle regler og incitamenter, som gør at alle producenter følger markedet og ikke producerer strøm, når der ikke er aftagerer til den,« siger Jan Hylleberg.






