Audis elektriske Tesla-dræber har en motor ved hvert hjul
Audi har forsynet sin elsportsvogn E-tron med fire elmoterer, der tilsammen leverer 313 hestekræfter og kan skyde bilen op på 100 km/t på 4,8 sekunder.
Fakta
Læs også
Læs mere om
Audi benytter den årlige biludstilling i Frankfurt til at præsentere et drøn af en elsportsvogn med navnet E-tron.
4,8 sekunder fra 0-100 km/t er fuldt på højde med, hvad man forventer af en moderne sportsbil. Men der hvor den flytter sig i forhold til andre elbiler i sportssegmentet, først og fremmest amerikanske Tesla, er hele opbygningen af bilens elektriske system.
Der er ifølge Audi ikke tale om en ombygget benzinbil. Det ses først og fremmest i fordelingen af motorkapacitet: Fire styks elmotorer, én ved hvert hjul, er i stand til fuldstændig uafhængigt af hinanden at levere den nødvendige kraft til underlaget.
I alt kan de fire asynkrone elmotorer levere 230 kW (313 hk). Med vandkølede lithium-ion-batterier, som fuldt opladet kan indeholde 53 kWh, skulle det give en rækkevidde på 248 km.
Med et traditionelt 230-Volts-elstik skal man regne med en ladetid på mellem seks og otte timer, hvis bilen er fuldt afladet. Med et 400V-system skulle det hele kunne klares på 2,5 timer.
Audi-ingeniørerne arbejder på et opladningsystem, hvor biler, for eksempel i en privat garage, automatisk "plugger" sig ind til opladning - lidt på samme måde, som når man sætter en elektrisk tandbørste til opladning.
For at optimere rækkevidden har Audi indført et informationssystem, som kombinerer batteriernes status med trafikinformation. Informationer om for eksempel kø, skal ikke gives fra et centralt sted, men vil blive udvekslet bilerne imellem - også dem som kører lige foran. Dermed kan systemet for eksempel lægge en strategi for at bremse eller accelerere og på dem måde forøge, hvor langt bilen kan køre på de aktuelle batterieladestand.
Systemet vil også kunne advare andre bilister om glatte veje, hvor en bil er kørt i grøften.
Audi oplyser ikke, hvornår E-tron - hvis nogensinde - vil være klar til salg.







