Lynhurtigt trådløst net godkendt: Få 600 megabit i stuen
Ingeniør-organisationen IEEE har efter flere års tilløb endeligt godkendt den nye standard for wi-fi-netværk, 802.11n, som giver teoretiske tophastigheder på 600 Mbit/s.
Læs også
Læs mere om
Den amerikanske ingeniør- og standard-organisation IEEE vedtog i sidste uge endelig en ny standard, som sætter fut i de trådløse netværk i private boliger og virksomheder.
Der er endnu ikke kommet en officiel udmelding fra IEEE, men Bruce Kraemer, som er bestyrelsesformand for 802.11n Task Group, har i en email til udviklere og producenter meldt klart ud, at standarden nu endeligt er vedtaget.
Wi-fi-standarden 802.11n har været undervejs i mere end fem år, og markedet er allerede oversvømmet af produkter, der følger foreløbige udkast. De fleste af dem vil kunne opgraderes til den endelige standard ved hjælp af en opdatering af firmwaren.
IEEE 80.-11n er en efterfølger til 802.11g og giver hastigheder op til 600 megabit per sekund og en rækkevidde på op til 300 meter. Der er dog tale om, at den maksimale hatighed typisk kun opnås ved en afstand på under 20 meter i fri luft. Derefter falder hastigheden støt.
De 600 Mbit/s er desuden den rå overførselshastighed. Data kan typisk overføres med omkring 150 Mbit/s, hvilket skal sammenlignes med de omkring 500 Mbit/s for en kablet Ethernet-forbindelse.
Yderligere er den trådløse forbindelse et delt medium, hvilket betyder, at den samlede ydeevne falder, jo flere brugere der anvender det på samme tid.
Der er dog tale om en markant forbedring af hastigheden i forhold til de nuværende versioner af wi-fi-standarderne. 802.11n kan benytte frekvenserne omkring både 2,45 GHz og 5 GHz, hvor 802.11b og g kun fungerer ved 2,45 GHz, mens 802.11a kun anvender 5 GHz.





