Ingeniørspirer: Hvorfor skal vi læse sammen med pædagoger?
De ingeniørstuderende er imod at blive lagt sammen med lærer- og pædagogstuderende på nye professionshøjskoler, men undervisningsministeren kalder det usandsynlig at ændre forlig.
Læs også
Læs mere om
Hvad skal ingeniørstuderende sammen med kommende lærere og pædagoger, når de i stedet kan finde faglige vidensfællesskab på universiteterne?
Sådan lyder spørgsmålet fra Danske Studerendes Fællesråd. De studerende organisation bakker op om ingeniørhøjskolerne, der ønsker et samarbejde med universiteterne frem for den fusion med professionshøjskolerne, som politikerne vil tvinge dem ind i:
»En sammenlægning med universiteterne ville samle de faglige ingeniørmiljøer ét sted og dermed skabe endnu højere kvalitet i ingeniøruddannelserne. På den måde kunne der i højere grad samkøres fag, og taxametertilskuddet, som uddannelserne på nuværende tidspunkt har svært ved at få til at række, kunne udnyttes bedre,« siger Jakob Lemming, ingeniørkoordinator i Danske Studerendes Fællesråd, i en pressemeddelelse.
Både industrien og ingeniørernes egen organisation, IDA, frygter, at en sammenlægning med professionshøjskolerne vil føre til en forringelse af diplomingeniøruddannelserne. Den frygt deler Danske Studerendes Fællesråd:
»Det giver ingen mening at fusionere ingeniørhøjskolerne med professionshøjskolerne. Det er uforståeligt, at politikerne ikke vil lytte til de kompetente mennesker, der til dagligt arbejder for at gøre uddannelserne bedre. I stedet gør de det danske uddannelsessystem mere forvirrende og bureaukratisk,« siger Jakob Lemming.
Haarder: Urealistisk at ændre forlig
Ingeniøren skrev i fredags, at landets to tilbageværende ingeniørhøjskoler er i fuld gang med at udvide samarbejdet med universiteterne og på den måde prøver at undgå den fusion med professionshøjskolerne, som et politisk forlig fra 2007 vil tvinge dem ind i.
Men uanset samarbejdet med universiteterne fastslår undervisningsminister Bertel Haarder (V), at beslutningen om fusion står ved magt:
»Ifølge loven skal ingeniørhøjskolerne indgå i en professionshøjskole senest med udgangen af 2014. Så længe det er lov, vil jeg selvfølgelig arbejde for det, og der er i øvrigt et bredt politisk forlig om dette. En ændring kræver, at alle partier er enige om det, og det virker ikke sandsynligt,« fremhæver han i et skriftligt svar til Ingeniøren.
Charlotte Dyremose, uddannelses- og videnskabspolitisk ordfører hos de konservative, som indgår i forliget, holder også fast i aftalen:
»Det er vigtigt at få forenklet systemet og give mulighed for, at uddannelser kan foregå på tværs. Derfor er det rigtigt at samle uddannelser i de her professsionshøjskoler,« siger hun.
Hos Socialdemokraterne mener Kim Mortensen fra uddannelsesudvalget, at sagen bør genforhandles i forligskredsen:
»Der kommer en evaluering af systemet senest i 2013, og vi har hos Socialdemokraterne sagt, at resultatet af den evaluering skal være afgørende for, om vi fortsætter efter planen om fusion, eller om ingeniørhøjskolerne kan fortsætte som selvstændige. Der står i loven, at der skal arbejdes hen imod en fusion, men hvis virkeligheden så ser anderledes ud, så må vi forholde os til det,« siger han og får opbakning fra De Radikales uddannelsesordfører Marianne Jelved.






