Transportminister: Lad os fritage hybridbiler for afgift
Lars Barfod er klar til at sidestille hybridbiler med elbiler, så ejerne ikke skal betale registreringsafgift. Klimaminister Connie Hedegaard er mere kritisk.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Transportminister Lars Barfoed (K) åbner en ladeport for, at klimavenlige, men kostbare, hybridbiler kan komme ned i pris.
Han mener ifølge Jyllands-Posten, at alle nye teknologier, der kan nedbringe trafikkens udledning af CO2 – inklusiv hybrid- og brintbiler - som udgangspunkt skal ligestilles med elbilerne.
For elbiler er indtil 2012 helt fritaget for danske afgifter, mens de indtil 2015 er blevet lovet en konkurrencemæssig fordel i forhold til traditionelle biler.
»Vi skal understøtte alt, hvad der nedbringer udledningen af CO2 og partikelforurening. Det er ikke helt til at gennemskue alle de mange nye teknologier, der er på vej, men vi skal understøtte alle dem, der gør trafikken mere grøn og bæredygtig. Ikke kun elbiler,« lyder det fra Lars Barfoed Jyllands-Posten.
Og ministeren, der får støtte af SF, fortsætter:
»Jeg er meget optaget af, at vi ikke bare vælger en bestemt teknologi. Det ser lige nu ud til, at elbiler er længst fremme, men vi ved endnu ikke, hvilken teknologi der vil vinde. F.eks. vil det være møgbesværligt at vælge en elbil, hvis man skal køre fra København til Jylland, fordi rækkevidden for en elbil ikke er ret stor.«
Hybridbil kan køre udelukkende på benzin
Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) er lidt mere forsigtig.
»Vi har lovet inden nytår at komme med et bud på, hvad der skal ske med hybridbilerne. Men en hybridbil kan faktisk køre udelukkende på benzin eller diesel. Hvis vi vælger at beskatte bilerne efter, hvor meget CO2 de udleder, vil en hybridbil alt andet lige få et større nedslag end traditionelle biler,« konstaterer Connie Hedegaard over for fpn.dk.
En hybridbil som Toyota Prius koster i dag fra 375.000 kr. Der er kun solgt ganske få eksemplarer i Danmark.
Firmaet Nellemann, der forhandler den danske bildesigners Henrik Fiskers nye hybridsportsvogn, Karma, har allerede søgt om at få bilen afgiftsfritaget. Det skyldes, at bilens forbrændingsmotor slet ikke driver hjulene, men kun leverer strøm til batterierne, hvis de er ved at løbe tør.






