/transport

DTU: Byg en ny fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg

En ny rapport fra DTU slår fast, at det er nødvendigt at bruge 50 milliarder kroner på tog og veje i Øresundsregionen, hvis ikke tog og biler skal blive tvunget til at bevæge sig i sneglefart.

Af Mette Buck Jensen, fredag 11. sep 2009 kl. 10:27

Hvis ikke de danske og svenske politikere kommer i gang med at planlægge trafikinvesteringer for mindst 50 milliarder kr. på Sjælland og i Skåne, vil togene blive tvunget til at sætte farten ned på grund af flaskehalsproblemer. Desuden fylder lastbiler vejene op om bare ti år.

Det fremgår af en ny rapport fra trafikforskerne Otto Anker Nielsen og Alex Landex fra DTU-Transport, der fremlægger rapporten i dag på en konference om Øresund, skriver Berlingske Tidende.

De påpeger i rapporten, at det blandt andet er nødvendigt med en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg samt nye højhastighedsbaner og motorveje på Sjælland og i Skåne.

Der kører nemlig allerede flere togpassagerer over Øresund end Storebælt i dag. Prognosen siger, at der i 2018 vil være behov for at køre 300 tog dagligt mellem Skåne og Sjælland mod 200 mellem Sjælland og Fyn. Det vil skabe massive flaskehalsproblemer på Øresundsbroen, Kastrupbanen og Kystbanen, skriver Berlingske Tidende.

Plads til regionale lyntog
Alene på Sjælland løber investeringen i at undgå trafikkaoset ifølge forskerne op i mellem 20 og 38 milliarder kroner. Udover en jernbanetunnel og bilbro ved Helsingør er der nemlig brug for en ny vej- og jernbaneforbindelse i den såkaldte Ring 5-korridor mellem Helsingør og Køge Bugt-området via Hillerød, en ny bane langs Helsingørmotorvejen, hvor bilisterne skal kunne køre i tre spor i begge retninger, samt en opgradering af jernbanen fra Ringsted til den kommende Femernbro, så internationale tog kan køre fra Stockholm til Hamborg via København med mindst 250 km/t.

Investeringerne, der delvis kan finansieres via broafgifter, vil betyde, at lastbiler med transitgods ledes uden om hovedstadsområdet, og at det stigende antal godstog ikke komme til at forsinke passagertogene på Sjælland. Der vil derimod blive plads til at indsætte regionale lyntog, samtidig med at den eksisterende pendlertrafik forbedres, fremgår det ifølge Berlingske af rapporten.

Venstre afviser nu
Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen understreger over for avisen, at en ny fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg ikke ligger lige om hjørnet.

»Vi har masser af hjemlige trafikudfordringer, der skal løses først. Men vi har allerede bestilt en analyse af perspektiverne i en Ring 5,« siger han.

Men formand for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S), er begejstret for strategien.

»Vi er nødt til at sikre, at Øresundsregionen bliver et knudepunkt for den internationale trafik. Det tiltrækker virksomheder, giver muligheder for øget vækst og dermed stigende indtægter. Derudover er der hele problematikken om klimaet. Hvis ikke jernbanen kommer til at spille en langt større rolle, når trafikken er i vækst, vil luftforureningen stige og forkorte menneskeliv med endnu flere år end i dag,« siger hun til Berlingske Tidende.



11. sep 2009 kl 10:57

Henning Eilersen

Godsring til jernbane

Det ender nok med at godstogende skan køre fra Helsingør til Ringsted, via Hillerød og Frederikssund, som det var meningen i 1930, eller der omkring. det blen vist stoppet af politikeske grunde, før banen var færdig.


11. sep 2009 kl 11:37

Peter Perlsø

Helsingørs vejnet er underdimensioneret

Jeg bor i kommunen og selvom der er udbygning af Kongevejen i Helsingør i sving, er byens vejnet i min mening nderdimensioneret til at håndtere biltrafik fra en sverigesbro.

Kommunens centralåre til og fra havnen har faktisk være underdimensioneret i ovr et årti at dømme efter forstoppelsen på vejene i arbejdstiden.


11. sep 2009 kl 11:48

avatar

Jon Bendtsen

Re: Godsring til jernbane

Det ender nok med at godstogende skan køre fra Helsingør til Ringsted, via Hillerød og Frederikssund, som det var meningen i 1930, eller der omkring. det blen vist stoppet af politikeske grunde, før banen var færdig.

Lige frem via Frederikssund? Det forekommer mig som en omvej? Jeg ville lægge ruten Hillerød, Lynge, Stenløse, Hedehusene, og så videre ned til den nye køge bugt linie.


11. sep 2009 kl 12:17

Ebbe Tranberg

Re: Re: Godsring til jernbane

Det ender nok med at godstogende skan køre fra Helsingør til Ringsted, via Hillerød og Frederikssund, som det var meningen i 1930, eller der omkring. det blen vist stoppet af politikeske grunde, før banen var færdig.

Lige frem via Frederikssund? Det forekommer mig som en omvej? Jeg ville lægge ruten Hillerød, Lynge, Stenløse, Hedehusene, og så videre ned til den nye køge bugt linie.

Jeg var til et meget interessant foredrag hvor en historiker, der også var elektrofører, fortalte om Midtbanens militære begrundelse, og bla. fortalte at broer og skinner var dimensioneret til den hårde belastning ved transport af jernbanekanoner.

På midtbanen.dk er bogen af samme navn fra 1979 gengivet, men bogen nævner intet om den militære baggrund.


30. mar 2010 kl 18:49

Henrik Eismark

Skræmmende fremtid

Det er skræmmende, hvis det skal være Banedanmark og DSB, som skal stå for så meget ny jernbanedrift....


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.