Forskere: CO2 skal omdannes til fast stof i undergrunden
Et islandsk projekt skal udvikle nye teknikker til lagring af CO2 som karbonat i lave-undergrunden. Vi kommer ikke uden om CO2-lagring, siger dansk professor.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Vi er havnet i et rod, hvad angår CO2.«
Sådan udtrykte klimaforskeren Wallace Broecker fra Columbia University i USA det efter en netop afholdt konference på Island om CO2.
»Det er billigere rydde op nu end at afvente følgerne af den globale opvarmning,« fortsatte han.
Wallace Broecker opfordrede derfor på konferencen politikerne til at prioritere CO2-lagring højt.
145 forskere fra hele verden var taget til Island bl.a. for at se nærmere på det islandske projekt Carbfix, der sigter mod at lagre CO2 i fast form. Fra næste år vil forskerne 30 km øst for Reykjavik begynde at pumpe CO2 ned i lava-undergrunden, hvor det vil reagere med basalt og danne karbonat.
Projektet udføres i samarbejde mellem universitetet i Reykjavik, CNRS i Toulouse og Columbia University i USA. Det sigter mod at udvikle en industriel løsning, der kan lagre kulstof som mineraler i klipper, hvor det vil være stabilt i tusinder af år.
Blandt deltagerne i konferencen var professor Ole John Nielsen fra Kemisk Institut, Københavns Universitet.
»Konferencen er vigtig, da det globale samfund kan få brug for at lagre CO2 på en forsvarlig måde. Måske kan vi oven i købet få brug for at tage CO2 ud af atmosfæren,« siger han.
Her peger han bl.a. på de kunstige træer som Klaus Lackner fra Columbia University har udviklet til at suge CO2 ud af atmosfæren.
»Det er naivt at tro, at vi kan undgå CO2-lagring, som Ingeniørens Rolf Ask Clausen har fremført i en leder på ing.dk,« siger Ole John Nielsen.
Han erkender, at det kræver en betydelig forskningsindsats at løse problemet effektivt.
»Men i Danmark er vi godt klædt på til at deltage i denne forskning,« siger han og peger bl.a. på den forskning, der findes sted i en nano-geo-science-gruppen af ledet af professor Susan Stipp på Kemisk Institut.






