Bakterier fra vaskemaskine endte i patienter under kikkertundersøgelser
Avanceret kikkertudstyr, der ikke kan steriliseres, har spredt tuberkuloselignende bakterier på Svendborg Sygehus. Kontrollen er ikke god nok, fastslår professor på sygehuset.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Op mod 200 patienter er i løbet af 2009 blevet smittet med en tuberkuloselignende bakterie ved kikkertundersøgelser i lungerne på Svendborg Sygehus. Det skyldes højst sandsynligt, at der er vokset bakterier i den vaskemaskine, der ellers skulle sørge for, at udstyret var rent.
Der er tale om atypiske mykobakterier, som kan give sygdom hos i forvejen svækkede mennesker, men som normalt ikke fremkalder sygdom hos raske mennesker.
De 28 patienter, der foreløbig er konstateret udsat for smitte, er da heller ikke blevet syge.
Bakterierne blev opdaget, da Statens Serum Institut undrede sig over en hel del tilfælde af atypiske mykobakterier i prøver fra patienter, der havde fået foretaget kikkertundersøgelse i lungerne på Svendborg Sygehus.
Herefter undersøgte sygehuset kikkerterne og maskinen, hvori kikkerterne bliver desinficeret ved en proces med sæbevand og et desinfektionsmiddel. Da de fik maskinen skilt ad ,kunne de se, at bakterier havde opbygget biofilm nede i bundkaret.
Der er nu sendt en række prøver fra maskinen og kikkerterne af sted til Statens Serum Institut, men de atypiske mykobakterier vokser så langsomt, at der vil gå uger eller måneder, før resultatet foreligger.
Ikke god nok kontrol
Netop den langsomme vækst gør det svært at føre kontrol med disse bakterier, da man altid vil være to måneder bagud, påpeger Hans Jørn Kolmos, der er professor på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital (OUH), Svendborg Sygehus.
Han er også formand for hospitalets hygiejnekomite.
»Men der er ikke nogen tvivl om, at kontrollen ikke har været god nok. Vi vil derfor have indført skærpede krav, der blandt andet indbefatter hyppigere kontroller,« siger Hans Jørn Kolmos.
»Der er en tilbøjelighed til, at der slækkes på serviceeftersyn i forbindelse med sparerunder, og eksemplet her viser, at det kan være forbundet med problemer,« tilføjer han.
Kan ikke steriliseres
Der har før været lignende problemer med kikkerter både i Danmark og udlandet, da det er særligt følsomt udstyr, der er svært at rengøre.
»Det er et generelt problem, at jo mere avanceret udstyret bliver, des større udfordring bliver det at desinficere det, da det er uendeligt skrøbeligt – og kikkerterne er helt sikkert akilleshælen,« siger Hans Jørn Kolmos.
Han henviser til, at kikkerterne ikke bare kan komme i en autoklave og blive steriliseret, da de ikke kan tåle de høje temperaturer.
Ved en kikkertundersøgelse i lungerne (bronkoskopi) kan lægerne med en tynd, bøjelig kikkertslange (et bronkoskop) se ned i lungernes luftrør (bronkier) og tage celle- og vævsprøver. Bronkoskopi bruges bl.a. til udredning af vedvarende, uforklarlig hoste, tilstopning af bronkiegren og sammenfald af lungeafsnit.
Vaskemaskinen udskiftes
De pågældende kikkerter var indkøbt inden for det seneste år og skal nu sendes til et grundigt servicetjek hos producenten, Olympus. Vaskemaskinen, der er svensk og knap ti år gammel, vil formentlig blive udskiftet med en nyere model.
Indtil alt er i orden igen på den ramte afdeling bruges der kikkertudstyr fra en anden afdeling, som vaskes i en anden maskine.
Afdelingen arbejder i øjeblikket på at få overblik over problemets omfang. Samtlige, der har gennemgået en kikkertundersøgelse af lungerne i Svendborg i 2009, vil blive ringet op med henblik på kontrol og lægeundersøgelse. Det anslås, at det drejer sig om 180 til 200 patienter.
Afdelingen vil i de kommende uger vurdere, om patienter, der har gennemgået en kikkertundersøgelse før 2009, også skal indkaldes til undersøgelse.





