Københavnerne kan få vedvarende fjernvarme på få år
En ny varmeplan for København lover 70 procent grøn fjernvarme i 2015 og 87 procent i 2025 - uden at det koster en krone ekstra at opvarme storbylejlighederne.
Læs også
-
Nyt geotermisk varmeværk til København vil koste en milliard
Læs mere om
Dokumentation
Udstrakt brug af biomasse og affald på hovedstadens mange, store kraftvarmeværker skal være med til at gøre fjernvarmeforsyningen i København ekstra grøn allerede i 2015 og næsten CO2 neutral i 2025. Og det kan ske uden at det forringer økonomien for selskaberne.
Det viser en analyse, som tre fjernvarmeselskaber i Hovedstadsområdet, CTR, Københavns Energi og VEKS har udarbejdet med hjælp fra Ea Energianalyse.
I dag kommer omkring 35 pct. af hovedstadsområdets fjernvarmeforsyning fra vedvarende energi. Når det er muligt at omstille til 70 procent VE på bare seks år, skyldes det ifølge rapporten, at der i hovedstadsområdet er gode muligheder for at omlægge brændslerne på de store kraft-varmeværker til biomasse og for at udnytte de stigende mængder affald i høj-effektive forbrændingsanlæg, der producerer både el og varme.
Plast trækker ned
Analyserne viser også, at det frem mod år 2025 er muligt at basere hele fjernvarmeforsyningen på vedvarende energi ved at inddrage geotermi, varmt vand fra undergrunden, i varmeforsyningen. På grund af andelen af plastik i affaldet, som ikke kan regnes som vedvarende energi, er det kun muligt at komme på op en samlet VE-andel på 87 pct. i 2025.
Samtidig siger rapporten, at det vil være fornuftigt at udvide fjernvarmeforsyningen til at omfatte større kunder med naturgas- og oliefyr i områder i nærheden af fjernvarmesystemet. Og at man bør satse på varmebesparelser i forbindelse med renovering af bygninger.
Formand for projektets styregruppe, CTR-direktør Inga Thorup Madsen, er positivt overrasket over rapportens konklusioner:
»Vi havde forventet, at det var muligt at få store mængder vedvarende energi ind i den kollektive varmeforsyning, men at det kan ske så massivt og så hurtigt med god økonomi, tegner godt for udviklingen,« siger hun i en pressemeddelelse.
Biomasse-mængder afgørende
Rapportens konklusioner er dog afhængige af en række forudsætninger omkring udviklingen i brændselspriserne, tilskud og afgifter, ligesom det vil være afgørende, at det er muligt at skaffe de store mængder biomasse, som skal til.
»Derfor har vi indledt en dialog med varmeproducenterne om, hvordan en bæredygtig omlægning af varmeforsyningen kan finde sted i praksis,« siger Lars Gullev, direktør for VEKS og medlem af styregruppen.





