/elektronik

Trådløs detektor skal befri hjertepatienter fra hospitalssengen

To adjunkter fra Ingeniørhøjskolen i Århus har udviklet en detektor, der kan overvåge hjertepatienter i eget hjem og trådløst sende data videre.

Af Mie Stage, lørdag 05. sep 2009 kl. 11:00

En trådløs hjertedetektor udviklet af to adjunkter ved Ingeniørhøjskolen i Århus skal befri patienter med hjerteproblemer fra hospitalssengene, hvor deres hjertefunktion overvåges med EKG-udstyr.

I stedet for at ligge i en seng med 12 elektroder på bryst og storetå for at få hjertet holdt under observation eller at skulle rende til kontrol i tide og utide, kan de med hjertedetektoren få overvåget hjerterytmen hjemme i deres egen stue.

»Målet er, at folk i risikogruppen får et apparat med hjem, der kan lave løbende overvågning over en hel uge. Det giver langt bedre livskvalitet at kunne være derhjemme, mens der bliver holdt øje,« siger adjunkt Søren Christian Madsen, som er en af udviklerne bag apparatet.

Han forklarer, at det udstyr, der findes til hjemmebrug i dag, kun gør det muligt at overvåge en patient i kortere tid og med mere upræcise resultater. Men denne mere kompakte model gør, at patienterne kan føle sig trygge uden at være indlagt.

Sms ved hjerteanfald
Potentialet er at videreudvikle apparatet, så det kan give en advarsel på for eksempel SMS til både patient og læge i tilfælde af et hjerteanfald.

Rent teknisk vil apparatet måle og lagre hjertets elektriske udslag, bedre kendt som EKG, over en lang periode. Ud fra disse data kan variationer i patientens hjerterytme bestemmes med stor præcision og med tiden give hjertelæger et datagrundlag, der måske kan vise sig egnet til at forudsige hjertelidelser og give en indikation af, om mængden af blodtryksmedicin står for en justering.

Detektoren har endnu ikke været igennem kliniske test, men prototypen er alligevel så klar, at der kan trækkes signaler ud af den. Modellen består af blot to elektroder, der sættes på brystet over hjertet. Ideen er, at en radio ved siden af sengen automatisk vil downloade hjerterytmerne fra EKG-måleren og på den måde holde øje med patienten.

Ifølge afdelingslæge på Skejby Sygehus' hjerteafdeling, Jens Brock Johansen, vil det give en fordel, hvis patienten kan overvåges løbende i stedet for at skulle ind på hospitalet for at få processeret data.

»Jeg tror ikke, at vi kan spare indlæggelser, for vi vil ikke turde sende alvorligt syge patienter hjem. Men det kan måske spare nogle ambulante kontrolbesøg og være et fornuftigt supplement til de overvågningssystemer, vi i forvejen har,« siger han.

Længere ned i størrelse

Apparatet består af tre små printplader, der bliver hæftet på elektroderne. Det første er et modul med en analog signalprocessor, som optager hjertets elektriske impulser og lagrer det på et SD-kort.

På dette modul er lagt et print med en konverter, der gør de analoge signaler digitale, samt en forstærker til signalerne, så de kan omdannes til brugbare data, der kan overføres til en pc. Dette sker trådløst ved hjælp af det tredje print, som indeholder et Bluetooth-modul.

Det lille apparat på 18 x 30 x 25 mm, er i sit nuværende design nødt til at hænge i en pose sammen med elektroderne, men på længere sigt er det meningen, at et enkelt print med et integreret kredsløb med alle funktionerne kan lægges ind i en chip i selve elektroderne.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.