Én vandprøve - det er, hvad størstedelen af landets 2.600 almene vandværker skal aflevere på et laboratorium. Om året.

Men det er for lidt, hvis man vil sikre drikkevandskvaliteten, mener professor på DTU Miljø Hans-Jørgen Albrechtsen, der har arbejdet med drikkevandskvalitet i flere år.

»Strategien her i landet er, at vandet som udgangspunkt er i orden. Så man måler bare for at få bekræftet, at man gør det rigtige. Men ved en stikprøve vil kortvarig forurening ofte gå fri,« siger han.

At der virkelig er problemer med vandkvaliteten viser en opgørelse, som Ingeniøren har fået lavet over de seneste kontrolmålinger på samtlige danske vandværker. Den viser, at der er for mange colibakterier i 228 vandværker, og det er kun toppen af isbjerget, mener Hans-Jørgen Albrechtsen.

»Med den måde, man overvåger på i dag, fanger man næppe alle de overskridelser, der forekommer. Så i forhold til vandkvalitet vil flere målinger give flere overskridelser,« siger han.

Problemet med stikprøver er, at vandet som regel ikke er i ledningsnettet længere end et døgn. Så før man får gennemført analysen og eventuelt skal foretage en kontrolprøve, er bevismaterialet væk, så man ikke kan sige, hvad årsagen til forureningen var.

Generelt findes der ikke megen viden om årsagen til de kendte tilfælde af forureninger af drikkevandet.

I en undersøgelse, Sundhedsstyrelsen foretog i 2006-2007, er årsagen til forurening uoplyst i 76 ud af 122 tilfælde.

Den gode nyhed er, at man kan overvåge vandkvaliteten ved hjælp af hyppigere målinger, onlinemonitorering og en ledningsnetmodel.

»Men grisen bliver ikke tungere af at blive vejet, så man er nødt til også at iværksætte konkrete tiltag som tekniske eftersyn og udarbejde en sikkerhedsplan,« siger Hans-Jørgen Albrechtsen.

Den dårlige nyhed er, at der er lang vej igen for mange af vandværkerne.

»Det handler om at tage ansvaret for at levere rent drikkevand. Mange af værktøjerne findes allerede i form af vejledninger, men spørgsmålet er, om de bliver brugt,« siger han.

Direktør i Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD) Bent Soelberg, som organiserer de mindre vandværker, vil ikke gætte på, hvor mange af hans medlemmer, der bruger vejledningerne i dag. Men han mener, at enhver vandforsyning kan leve op til kravene, hvis de vil.

»I dag består bestyrelserne af gamle rotter, som kører det hele på rygraden. Men lovgivningen er så kompleks, at bestyrelserne ikke kan klare sig uden professionel hjælp,« siger han.

Hovedparten af de danske vandværker er mindre værker - knap 2.350, som er defineret ved, at de pumper mindre end 350.000 m3 vand op om året.

De forsyner imidlertid 40 procent af danskerne med vand, og forskellige undersøgelser peger på, at jo mindre værket er, jo større er risikoen for problemer.

Ingen myndighed har overblik over, om antallet af forureningssager er stigende, men i en undersøgelse, professor Hans-Jørgen Albrechtsen har været med til at udføre, kom 94 procent af forureningstilfældene over en treårig periode således fra mindre værker.

I Sundhedsstyrelsens ovenfor beskrevne undersøgelse stammede 80 procent af forureningssagerne fra værker, der forsyner mindre end 3.000 husstande.

Systemet er som nævnt, at de små vandværker skal foretage én årlig kontrolmåling, mens de større værker skal tage op til syv prøver om året. Vandværkerne indberetter målingerne til kommunerne, som dels sender dem videre til en fælles database, Jupiter, dels har ansvaret for at vandværkerne skrider til handling, hvis vandet er forurenet.

Problemet i dag er, at det er svært at trække oplysninger ud af Jupiter-systemet, og at myndighederne ikke har pligt til at føre statistikker. Så de få oplysninger, der reelt indberettes, drukner og bliver aldrig fulgt op.

Hvert tredje år udgiver By- og Landskabsstyrelsen dog en rapport om drikkevandskvaliteten i Danmark. Men alle vandværker, der indvinder mindre end 350.000 m3 om året er ikke med, fordi EU kun stiller krav om indberetning af de større vandværker.

Den manglende interesse generer direktør i FVD, Bent Soelberg:

»Vi så helst, at man ikke delte værkerne op i A og B. Vandkvaliteten og sikkerheden skal være ens i hele landet, så der må være fælles krav til tilstandsrapporter og ledelsessystemer,« siger han.

Sammenlagt betyder manglende data og tilliden til, at alt som udgangspunkt er i skønneste orden, at mange sygdomstilfælde aldrig bliver kædet sammen med vandforurening, vurderer Hans-Jørgen Albrechtsen.

Strukturen i vandforsyningen i Danmark har altid været meget decentral og i vid udstrækning bestået af andelsejede vandværker. Det har ikke ændret sig det store til i dag, så de mange små værker bliver som regel drevet af en frivillig bestyrelse.

Hans-Jørgen Albrechtsen kalder vandværksbestyrelsen for den sidste bastion, hvis man vil have magt lokalpolitisk:

»Men det er et skidt udgangspunkt for at sikre vandkvaliteten,« siger han og tilføjer, at udfordringen ofte er økonomien. Og professoren tror ikke, der er så stor velvilje fra borgerne til at betale for eksempelvis online-monitorering.

»Så lad os få nogle større vandforsyninger, som har råd til at indføre flere sikkerhedsforanstaltninger og til at ansætte folk, der har ekspertise,« siger han.

Fusioner er allerede en del af hverdagen i branchen, men både Kommunernes Landsforening (KL) og de små vandværkers egen forening holder fast i, at den decentrale struktur er at foretrække.

»Det er et lokalt spørgsmål at sikre drikkevand til borgerne, fordi det også er et lokalt spørgsmål at beskytte grundvandet,« siger konsulent i KL, Carsten Christiansen.

Bent Soelberg fra FVD er enig i den lokale forankring.

»Men hvis de ikke har økonomi til at leve op til kravene, må de lukke eller fusionere,« tilføjer direktøren.

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) er helt enig i, at indsatsen for at sikre det danske drikkevand ikke har været god nok. Derfor vil han snarest fremsætte et lovforslag, som skal ændre vandforsyningsloven, så han kan stille krav til vandværkerne om mere egenkontrol og flere målinger:

»Og inden jul vil jeg fremsætte en handlingsplan, hvor jeg præcis beskriver, hvordan denne kontrol skal foregå,« siger han.

Til debatten omkring de små vandværkers overlevelsesmuligheder siger ministeren, at han regner med, at de små værker kan overleve, og at man vil differentiere kravene efter vandværkernes størrelse:

»Men der bliver ikke tal om, at de små værker kan få lov at slække på vandkvaliteten,« siger han.

Fakta; Dansk vand: Næsten alt drikkevand fremstilles i Danmark fra grundvand. Vandforsyningen i Danmark er således baseret på ca. 99 pct. grundvand og ca. 1 pct. overfladevand.

Omkring en tredjedel af forbruget går til husholdningerne, en tredjedel til landbrug og gartnerier, og den sidste tredjedel til industrien og institutioner.

Vandforsyningen i Danmark er decentral. Den består af ca. 2.600 almene vandforsyningsanlæg (anlæg, der forsyner mindst 10 ejendomme), der forsyner ca. 5 mio. mennesker ud af en befolkning på ca. 5,4 mio.

De resterende 0,4 mio. danskere får deres drikkevand fra 70.000-80.000 ikke-almene vandforsyningsanlæg.


Fakta; Hvem er hvem: Efter kommunesammenlægningen i 2007 fik By- og Landskabsstyrelsen det overordnede ansvar for drikkevandet overleveret fra Miljøstyrelsen.

Kommunerne har ansvaret for tilsyn og kontrolstrategi for vandværkerne i kommunen. Erhvervs- og Byggestyrelsen har ansvaret for krav til nye anlæg og boringer.

Forurening indberettes til kommunen, som indberetter til systemet Jupiter (der bestyres af GEUS).

Forurening af drikkevandet medfører ofte dialog med embedslægen, og alle overskridelser af drikkevandskvalitetskravene indberettes til Sundhedsstyrelsen, som dog ikke har pligt til at føre statistik på området.