Gigantisk solkraft-vision i krydsild
Planerne er ambitiøse, grænsende til det vanvittige: Saharas sol skal forsyne Europa og Afrika med eviggrøn energi og redde os fra skrupelløse olie- og gas-stater. Men første skridt er knap taget, før der er udbrudt strid om Desertec.
Dokumentation
Konsortiet bag alle tiders største projekt inden for grøn energi - et gigantisk solkraftværk i Nordafrika -må have anet det: Visionære ideer er altid en garant for det mest insisterende klagekor af tvivlere. I en gigantisk FAQ på projektets hjemmeside søgte man at punktere kritikken i opløbet. Miljøforkæmpere klappede troskyldigt i hænderne. Lige meget hjalp det. Desertec er kommet i krydsild: For dyrt, for stort, for risikabelt, siger skeptikerne - forbi, før det er gået rigtigt i gang.
I Tyskland, hvor flertallet af koncerner bag Desertec holder til, er kritikerne særligt højlydte. Den mest fremtrædende, energipolitikeren Hermann Scheer, omskriver visionen til et 'fatamorgana'.
Scheer, der er formand for World Council for Renewable Energy og direktør i Eurosolar, siger til det tyske Manager Magazin, at »sådan en plan kun kan komme fra teoretikere, der ingen anelse har om de praktiske hurdler.«
Hurdlerne - det er ifølge Scheer løbske finanser, transmissionstab lig med dyr strøm og en teknik, der næppe kan holde til ekstreme vejrforhold. Men frem for alt er Desertec et problem, hvis det bliver en succes. Så bliver det en torn i øjet på de decentrale, europæiske anlæg, Scheer arbejder hårdt på at fremme:
»Planen er så omfattende og dyr, at den kun kan lade sig gøre, hvis man stopper udbygningen af vedvarende energi hos os,« mener Scheer.
Med andre ord: Satser EU på Desertec, vil midler til grøn energi blive omdirigeret til det centrale Sahara-værk. Dermed styrkes de deltagende energikoncerners position på bekostning af de mindre firmaer, der driver decentrale værker.
»Koncernernes mål er at bibeholde strukturerne fra vore dages energiforsyning i den vedvarende energis tidsalder,« argumenterer Scheer.
»Desertec er lig med strøm fra et enkelt konsortium, der kontrollerer både produktionsanlæg og transmissionsnet. Det er en metode, hvormed man nu også vil producere solenergi på monopolets betingelser.«
Får den tyske politiker ret, kan Desertec også true decentrale projekter i Danmark, f.eks. på vindkraft-området. Men den tror energiekspert Hans Larsen fra Risø DTU ikke på:
»I forhold til EU og Danmarks visioner om større andele af vedvarende energi, er Desertec et scoop. Fordelingen af forskellige typer ud over Europa er alle tiders. Det blæser ikke altid i Vestjylland, og så er det godt at have noget at supplere med. Desuden giver det bedre økonomisk mening at have flere kilder,« siger han.
Hans Larsen vurderer, at der er plads til både decentrale anlæg og projekter af Desertec-typen - og tilbageviser den 'ø-samfundstanke', som bl.a. Hermann Scheer gør sig til talsmand for:
»Opfattelsen af, at vi klarer os selv, holder ikke, hvis vedvarende energi en dag skal fylde det meste af mixet og samtidigt være økonomisk. Så skal du kunne udveksle strøm med omverdenen,« siger han og påpeger, at en forudsætning i den forbindelse er udviklingen af et europæisk supergrid:
»Så giver Desertec først rigtig mening,« konkluderer Hans Larsen.
Fint nok. Men hvorfor satse så langt væk som Afrika og Mellemøsten? Ganske vist er solstrålingen to til tre gange så stor som i Europa, og arealerne enorme. Men kritikere - heriblandt Vattenfall-direktør og FN-klimarådgiver Lars Josefsson - argumenterer, at staterne nær ækvator er for usikre. Terrorister kan sabotere anlæggene. Tvivlsomme regimer kan afpresse Europa ved at trække stikket til Desertec.
»Derfor bør Europa producere sin strøm i Europa,« siger Josefsson til det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.
Dr. Hans-Joachim Ziesing, tysk energiforsknings 'grand old man', er uenig. Til Ingeniøren forklarer han:
»I lyset af afhængigheden af olie og gas bør Europa ikke også gøre sig for afhængig af el-leverancer fra 'tvivlsomme' lande. Selvfølgelig bør kapaciteterne primært udvides i Europa. Men er Desertecs 15 pct. urimeligt meget, når projektet i virkeligheden kan være med til at 'stifte fred' mellem os og dem? Her burde man måske have mere blik for de internationale relationer,« siger han.
