Nyt P-hus i Aalborg i fare for at styrte sammen
Området omkring et parkeringshus, der er ved at blive bygget i Aalborg, er spærret af, fordi to skillevægge har forrykket sig. Politiet har evakueret naboerne, mens Rambølls ingeniører regner på, om huset kan holde.
Politiet frygter, at et parkeringshus under opførelse på Kastetvej i Aalborg skal styrte sammen, fordi to skillevægge har forskubbet sig. Foto: Aalborg Kommunes Lokalplan
Dokumentation
Politiet i Aalborg har afspærret området omkring et parkeringshus, der er under opførelse på Kastetvej i Aalborg, fordi de frygter at det skal styrte sammen. De nærliggende bygninger er blevet evakueret.
Her til formiddag opdagede håndværkere, at to skillevægge mellem parkeringshusets to fløje havde forskubbet sig, forklarer byggeleder Søren Alstrup Nielsen fra Lindgaard Rådgivende Ingeniører.
»Håndværkerne havde opdaget, at to skillevægge havde forskubbet sig nogle få centimeter, så de kontaktede bygherren og os. Derefter ringede vi til beredskabscentret og politiet, som valgte at afspærre gaden, indtil vi kan sige mere om risikoen for sammenstyrtning.«
Lindgaard er projekterende ingeniører på sagen, men projekteringen af elementbyggeriet, som Ambercon leverer, er lagt ud til Rambøll.
Derfor har både Lindgaards, Ambercons og Rambølls for kort tid siden besigtiget P-huset for at vurdere risikoen. Lige nu sidder Rambølls ingeniører og sveder over computerne, fortæller Søren Alstrup Nielsen.
»Rambøll skal nu komme med en risikobetragtning og udbedringsforslag. Det håber vi at få hurtigst muligt i løbet af eftermiddagen.«
Byggeriet af parkeringshuset gik i gang i foråret, og det skulle have været klart til oktober.






