Robotpris til Højbjerg Maskinfabrik
To robotter, der svejser store og komplicerede emner, er med til at udløse Automatiseringsprisen 2009 til jysk fabrik.
Læs også
Læs mere om
Jakob Kjærsgaard, der er leder af produktionsteknisk afdeling hos Højbjerg Maskinfabrik, er på åbningsdagen af industrimessen HI 09 i Herning blevet tildelt Dansk Robot Forenings Automatiseringspris.
Han får prisen for Højbjerg Maskinfabriks "satsning på automatisering af svejsning, sandblæsning, maling og montage til produktion af store sammensatte emner i små serier. Satsningen vidner om stort teknologisk overblik og nytænkning," skriver dommerkomitéen.
I begrundelse for prisen siger Formand for Dansk Robot Forening, Leif Dalum blandt andet:
»Højbjerg Maskinfabrik har undergået et paradigmeskift fra smedevirksomhed til industriproduktion, hvor håndværksmæssige dyder afløses af automatiseret seriefremstilling, der opfylder kunders krav til priser og nøjagtighed.«
En af de seneste store investeringer, som Højbjerg Maskinfabrik har foretaget, er indkøb af en robotcelle bestående af to Fanuc-robotter, der arbejder sammen om svejsning af meget store emner. Tilsammen har de to robotter 12 aksler, og den største har en løfteevne på 700 kg. Det gør dem i stand til at svejse alle sømme i de bedste svejsstillinger.






