Danmark sakker håbløst bagud med solfangere
I Danmark installeres der kun halvt så mange kvadratmeter solfangere pr. indbygger som i resten af EU. Der mangler tilskudsordninger, fastslår forsker.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Danmark halter langt efter resten af Europa, når det gælder at installere solfangere, som kan nedsætte CO2-udslippet ved at erstatte eller supplere olie- og gasfyr eller elvarme.
I Danmark blev der installeret sølle fem kvadratmeter solfangere pr. 1000 indbyggere i 2008. Det er kun halvdelen af, hvad der gennemsnitligt blev opført i resten af EU, viser tal fra ESTIF, den europæiske brancheforening for solenergi.
I Østrig, der er blandt duksene i rapporten, blev der installeret 42 m2 solfangere pr. 1000 indbygger, og der er ikke tale om en enlig solstrålehistorie. Tyskerne installerede for eksempel 2,1 millioner kvadratmeter solfangere i 2008, hvilket er en stigning på 123 procent i forhold til året før. Det er omkring fem gange så mange kvadratmeter, som Danmark har. I alt.
Samlet betyder det, at der hos naboerne syd for grænsen produceres omkring dobbelt så meget solvarme pr. indbygger som herhjemme.
Ifølge Brian Vad Mathiesen, uddannet civilingeniør og adjunkt ved Aalborg Universitet, er det ret simpelt, hvad Danmark skal gøre for at udbygge solvarmen.
»Hvis Danmark skal med frem igen, så kræver det tilskudsordninger som i Tyskland og Østrig,« siger han.
»Rapporten fra ESTIF er en øjenåbner. Selvom der er kommet mere gang i solfangermarkedet herhjemme, er det stadig ikke meget i forhold til udlandet. Det er ærgerligt, for solvarme er en af de typer, man kunne satse på, for at slippe for fossile brændsler,« siger Brian Vad Mathiesen.
Han peger på, at der op gennem 1990’erne blev udfaset en række støtteordninger til solvarme, ligesom et lovforslag, der skulle sikre flere solfangeranlæg på offentlige bygninger, blev droppet ved regeringsskiftet i 2001.
I Danmark er der opstillet godt 420.000 m2 solfangere, hvilket giver en omregnet effekt på 293.000 kW.
I Østrig er der installeret omkring 3.200.000 m2 solfangere, der har en samlet effekt på 7.7 MW.






