Vattenfall dropper Nordjylland som forsøgskanin for CO2-rensning
Vattenfalls plan om at lagre CO2 i den nordjyske undergrund fra 2014 udskydes nogle år. Det er for dyrt at udvikle teknologien flere steder, så selskabet koncentrerer sig om Tyskland.
Læs også
-
Vattenfall vil have lov til at lagre CO2 i Nordjyllands undergrund
Læs mere om
Så tog Vattenfall planer om CO2 lagringsprojeket i Nordjylland endnu en drejning.
Det svenske elselskab har nemlig besluttet, at det udelukkende vil udvikle teknologier til at rense CO2 fra kraftværkernes røg og lagre den i undergrunden på ét demonstrationsanlæg, og det ligger i Tyskland.
Nordjyllandsværket vil derfor lukke lige så meget drivhusgas ud i atmosfæren som nu, indtil »kommercielle anlæg bliver tilgængelige,« som Vattenfall formulerer det. Planen var, at CO2-rensningen skulle i gang i 2014, men det er nu udskudt i »nogle år«, oplyser Vattenfall i en pressemeddelelse.
I den skriver selskabet også, at beslutningen sker »under indtryk af det økonomiske klima«.
»CO2-lagring indgår fortsat i planerne for Nordjyllandsværket, men vi har valgt at rokere rundt på tidsplanen, således at vi kan høste frugterne af den teknologiske udvikling på demonstrationsanlægget i Tyskland og andre steder,« lyder det fra direktør Erland Christensen, Vattenfall.
I maj gav Vattenfall et løfte til lokale beboere, som nægter at bo oven på et CO2-lager i den såkaldte Vedsted-struktur, om at udskyde forundersøgelserne. Alligevel besluttede selskabet en måned senere at søge Energistyrelsen om tilladelse til at opbygge et CO2-lager i undergrunden under Jammerbugt Kommune.
Nu tyder det altså på, at de lokale beboere alligevel får deres ønske opfyldt – i hvert fald for en stund, da Vattenfalls nye tidsplan indebærer, at de geologiske forundersøgelser tidligst genoptages i 2011-2012.
Vattenfall revurderer nu tidsplanen for projektet i Jammerbugt Kommune og har rettet henvendelse til Energistyrelsen om den videre proces.






