Dansk biotek-succes smider direktøren på porten
Evnen til at motivere slap op for den den amerikanske direktør for det børsnoterede Lifecycle Pharma, Jim New. Det mener bestyrelsen, som har fyret ham med øjeblikkelig virkning.
Læs også
Læs mere om
Med øjeblikkelig virkning er Jim New blevet forhenværende administrerende direktør for den danske bioteksucces Lifecycle Pharma (LCP).
I en meddelelse til Fondsbørsen oplyser selskabet, at fyringen af Jim New skyldes forskellige opfattelser af, »hvordan en international virksomhed med hovedkvarter i Skandinavien skal ledes.«
»Der har været forskellige opfattelser af, hvordan man leder en skandinavisk virksomhed. Jim New har set det på sin måde, og det har ikke vist sig at være effektivt i forhold til at få gejst blandt medarbejderne. Bestyrelsen har vurderet, at det ikke har været holdbart på længere sigt,« siger kommunikationsansvarlig i LCP, Peter Schøtt Knudsen, til Ing.dk.
Jim New tiltrådte i oktober sidste år og har en lang karriere i biotekbranchen bag sig. Han var blandt andet medstifter af det amerikanske biotekselskab Abrika Pharmaceuticals, der i 2006 blev solgt til Actavis for over 600 millioner kroner. De tidligere succeser har dog ikke været tilstrækkeligt til de danske forhold.
»Jim har på godt og ondt villet det bedste, men ikke haft den baggrundsbaggage, der skulle være med til at sikre, at motivationen er til stede til at skabe de resultater, der er nødvendige for Lifecycle Pharma,« siger Peter Schøtt Knudsen.
Han afviser, at en særlig begivenhed har udløst fyringen, men fastslår, at udviklingen har haft bestyrelsens opmærksomhed gennem noget tid.
»Det har været en løbende proces, hvor bestyrelsens over en periode har vurderet, at nu er det så det rigtige tidspunkt. Der har ikke været en konkret begivenhed, men en sum af en række, hvor man så har vurderet, at det nu var det mest hensigtsmæssige tidspunkt,« siger Peter Schøtt Knudsen.
Bestyrelsesformanden Paul Edick og næstformand Thomas Dyrberg fra Novo går nu ind i ledelsen af Lifecycle Pharma, til der er fundet en afløser for Jim New.





