Selv personer, der hævder at have en god stedsans, farer let vild i Venedigs mylder af gyder og broer. Andre har taget konsekvensen af deres manglende evne til at finde vej, så de lader sig føre rundt af en GPS-navigator - og kommer derved nogle gange rigtigt på afveje.

Mennesker har altså en evne til at fare vild, hvis lige ikke findes i dyreverdenen - selv om vi i modsætning til dyr har både moderne teknologi og en intellektuel forståelse af rum og tid til at hjælpe os.

Psykologen Colin Ellard fra University of Waterloo i Canada giver i sin nye bog: 'You Are Here: Why We Can Find Our Way to the Moon, but Get Lost in the Mall' netop vores evne til at sætte os ud over tid og rum skylden for vores ringe navigationssans.

Hjemme i lænestolen kan vi forestille os at gå rundt i Venedigs gader i den næste ferie, hvorimod løven i zoologisk have næppe på samme måde kan forestille sig at blive flyttet til savannen i Afrika.

Vores evne til at løfte os ud over nuet får os dog også til i mange sammenhænge at glemme detaljerne i nuet.

En dansk bilist berettede for en måned siden i tv, hvordan han på vej hjem fra ferie havde indtastet 'Putgarten' og ikke 'Puttgarden' i sin GPS og derved var havnet i en forkert by, flere hundrede kilometer fra færgen til Danmark. Uden at opdage, at han kørte i en forkert retning i timevis.

Der er mange årsager til, at dyr har en speciel evne til at navigere i ukendt område. Det er velkendt, at mange dyr, som visse fugle, kan registrere Jordens magnetfelt og på den måde finde hjem.

Et af de mest interessante eksempler på et dyr med en helt exceptionel evne til at finde vej er den lille afrikanske ørkenmyre Cataglyphis fortis, der kun måler en centimeter og har en vægt på ti milligram. Den schweiziske zoolog Rüdiger Wehner fra Zürich har vist, at når den på må og få søger efter føde i en afstand af op til 200 meter fra hjemmet, så ved den altid præcist, hvor den er.

Hans eksperimenter har afsløret, at den både har check på retningen og antallet af skridt, den har gået, så den kan finde den lige vej hjem. Denne form for 'path integration' er helt unik og er bl.a. baseret på myrens evne til at sanse polarisationen af lyset. Det er, som om ørkenmyren med en hjerne, der er mindre end et knappenålshoved, har et fuldstændigt afstandstro kort indbygget.

Colin Ellard gør opmærksom på, at det kort som mennesker danner af omverdenen er helt anderledes. Det menneskelige kort er et topologisk kort, dvs. et kort, der er strakt og vredet, så hverken afstande eller retninger længere er de rigtige. Det eneste vigtige er knudepunkter og forbindelser. Det er en teknik, vi ofte bruger, når vi tegner skitser eller laver oversigtskort - tænk f.eks. på kortet over Londons undergrundsbane.

Det er en effektiv teknik, der lader os fokusere på det vigtigste, uden at vi behøver bekymre os om ofte uvæsentlige detaljer. Men det betyder også, at hjernen kan spille os et puds.

Allerede i 1980'erne fremlagde psykologen Barbara Tversky fra Stanford University en række undersøgelser, der viste, at mennesker har en tendens til se bort fra diagonaler og skæve linjer i forhold til det vandrette og lodrette. Det får eksempelvis de fleste til at mene, at den sydamerikanske kyst er lige så langt mod vest som den nordamerikanske kyst, selv om den sydamerikanske kyst i virkeligheden ligger på længdegrad med Chicago midt i USA.

Colin Ellard beretter også i sin bog om en pensioneret amerikansk ingeniør, Erik Jonsson, der for nogle få år siden spurgte rutinerede langstidschauffører på en rasteplads om hvilken kompasretning, de havde kørt i, umiddelbart før de gjorde holdt. Langt de færreste havde styr på retningen, for de havde i deres tankevirksomhed rettet vejens kurver ud.

Naturfolk har en særlig evne til ikke at fare vild. Inuitter har eksempelsvis øje for detaljer som vindens spor i sneen og svage lysændringer langs bjergkæder.

Men moderne inuitter har også taget GPS-udstyr i brug - som især med fordel kan anvendes under tåge, hvor de traditionelle metoder er vanskelige at bruge. Antropologen Claudio Aporta fra Carleton University i Ottawa har dog observeret, hvordan inuitter i Canada kan fare vild, når teknologien fejler.

Tidligere var dette helt umuligt, de havde slet intet ord for at være faret vild - det ville kun være et spørgsmål om tid, før vejret klarede op eller de genkendte en egenskab ved landskabet, der kunne føre dem videre.

Med træning kan vi alle blive bedre til at finde vej i landskabet, men man kommer langt ved at følge to enkle råd, hævder Colin Ellard.

Når du eksempelvis parkerer din bil på en stor parkeringsplads, så se dig tilbage, når du går bort fra bilen, så du ved, hvordan det ser ud når, du nærmer dig bilen igen. Og går du for eksempel en tur i skoven eller kører på små ukendte veje, så forbind en række kendetegn i landskabet med en fortælling - på samme måde som aboriginals i Australien er kendt for at gøre det med deres 'songlines', der viser dem vej over lange afstande.