En tilsyneladende banal lille, hvid plastelektrode, der kan imitere nervernes egen signaler, er udviklet af en gruppe forskere ved Karolinska Instituttet i Solna. Udviklingen åbner for at behandle såvel syns- og høreskader som hjernesygdomme som Parkinsons og epilepsi.

Et superfremskridt på neuroområdet kalder professor i cellular mikrobiologi på Karolinska, Agneta Richter-Dahlfors, selv plastelektroden.

Den danske professor Lars Arendt-Nielsen fra Institut for sanse-motorisk interaktion på Aalborg Universitet ser også store perspektiver i opdagelsen:

»Et superfremskridt er måske meget sagt, men hvis du kan udvikle en teknologi, som selektivt kan administrere lægemidler til at påvirke nerveceller, så er det smart. Det er i udviklingen af en sådan konvertibel teknologi, der kan placeres lokalt, at perspektivet ligger,« siger han og tilføjer:

»Det er klart, at man ved at anvende de rigtige transmittersubstanser kan få ting til at kommunikere. Der er jo en række transmittersubstanser, der skal til, for at nervecellerne kan kommunikere. Traditionelt kommunikerer de på kemisk vis, men hvis de transmittersubstanser er til stede, kan man selvfølgelig overføre signalet fra en nervecelle til en anden.«

Præcision giver færre bivirkninger
Det er netop for at koble de kunstige celler sammen med menneskets egne celler og væv for at styre vigtige funktioner, at elektroden er udviklet. I den ene ende bliver den fodret med elektroner fra et batteri, mens nøje afmålte portioner af ioner og signalsubstanser som kalciumioner eller glutamat, som kroppens egne celler bruger til at kommunikere, bliver pumpet ud i den anden ende.

Forskerne påpeger, at den nye plastelektrode er bedre til at stimulere nerver end de kiselelektroder og kemiske pumper, der i dag bliver anvendt, fordi det kun er de celler, som har receptorer for den aktuelle signalsubstans, som bliver påvirket. Og det kan Lars Arendt-Nielsen skrive under på:

»I dag suser de lægemidler, der skal påvirke nervecellerne, rundt i systemet og rammer - blandt alle mulige andre steder - også der, hvor de skal ramme. Men problemet med specielt nervetransmittersubstanser er, at de har mange funktioner. Det giver bivirkninger, så derfor er selektiv administration et område, der bliver arbejdet meget med,« siger han.

Efterhånden håber forskerne, at elektronikken kan føre til nye typer implantater til syn- og høreskader.

I et eksperiment med et marsvin har en af teamets forskere, Daniel Simon fra Linköping Universitet, vist, at den ionpumpende plastelektrode allerede nu kan styre funktionen hos levende celler:

Marsvinets hørelse blev simpelthen afbrudt ved hjælp af en elektrode, som pumpede glutamat uden for den membran, som dækker øresneglens benlabyrint.