Teknologien til bedre udnyttelse af vindkraft er klar

Der er indtil flere køreklare løsninger på problemet med ujævn elproduktion fra vindmøllerne, viser ny rapport. Men afgiftssystemet forhindrer, at de bliver brugt.

Af Henning Mølsted, fredag 28. aug 2009 kl. 00:45

Sæt elpatroner i fjernvarmeværkerne og tilslut dem i de få timer, hvor strømprisen nærmer sig nul - f.eks. om natten - når det blæser så meget, at der er overproduktion af strøm.

Det er hovedanbefalingen fra eksperterne i rådgivervirksomheden Ea Energianalyse og Risø, som har udgivet en rapport om, hvordan vi undgår at standse vindmøller, når produktionen er højere end forbruget.

Incitamentet til at følge anbefalingen er dog ikke så klart, som man skulle tro: Selv om prisen på strøm på visse tidspunkter dykker til nul, er afgifter og tariffer så høje, at det alligevel ikke er attraktivt for varmeværkerne at koble over til strøm.

Derfor anbefaler Ea Energianalyse også, at både afgifter og tariffer nedsættes, når produktionsprisen er lav, for netop at fremme anvendelsen af de teknologier, der allerede findes:

»Elpatroner er en god og billig løsning, hvis alternativet er at stoppe vindmøllerne. Elpatronerne kan dermed erstatte olie eller gas,« siger civilingeniør Mikael Togeby fra Ea Energianalyse.

Det er muligt at installere mange elpatroner i Danmark. Der kan afsættes mindst 1.000 MW fra elpatroner - eller 1,25 gange Avedøreværkets kapacitet. Dette potentiale overgår langt behovet. Hver MW elpatron vil koste én million kroner at installere, mener Ea Energianalyse.

En anden teknologisk mulighed er at gøre de store kraftværker mere dynamiske, så de hurtigt kan afbryde elproduktionen - men det kræver også betydelige investeringer.

Ingeniøren fortalte i nr. 33/2009 om, at Danmark, Norge, Sverige og Finland frem til 2012 vil øge kapaciteten i elforsyningen med i alt 7.536 MW - eller hvad der svarer til ca. 10 procent af maksimalbelastningen i Norden. Udbygningen vil ske med især vindmøller og mere kernekraft.

Fagfolk peger på, at det kan blive et problem at få transporteret strømmen derhen, hvor der er brug for den - og desuden har vi i dag ikke indrettet et elsystem, hvor forbruget kan øges, når produktionen som følge af vindforholdene er særligt stor.

Det nye Storebæltskabel vil hjælpe meget på problemet, men i den nye rapport fra Ea Energianalyse kommer de uafhængige eksperter med i alt seks anbefalinger - såvel teknologiske som økonomiske - til, hvordan man kan sikre en bedre miljømæssig og økonomisk udnyttelse af de stigende mængder vindmøllestrøm.

Incitamentet skal øges

De økonomiske anbefalinger skal rettes mod både varmeværkerne og almindelige forbrugere:

»Vi anbefaler, at afgiften reduceres i de timer, hvor spotprisen (elpris før afgifter, red.) er lav eller negativ, eller hvor vindkraften producerer mere end 100 pct. af forbruget. Det vil øge incitamentet til at installere elpatroner men også til, at forbrugere med varmepumper i højere grad lader dem køre i de timer, hvor der er overskud af strøm,« siger Mikael Togeby.

Samtidig er det også muligt at tilrettelægge tilskudsordninger, så der ikke gives tilskud til elproduktion fra vindkraft, biogas og små decentrale kraftvarmeværker i perioder, hvor produktionsomkostningen er højere end værdien af el.

Elvarme og varmepumper hos forbrugerne forventes at kunne give et kontrollerbart elforbrug på 360 MW om cirka fem år. Om 10 år vil der være et potentiale på 200 MW i elbiler.

Hos systemoperatøren Energinet.dk peger planlægningschef Dorthe Vinther på, at vi på kort sigt kommer langt med de udbygninger af elsystemet til Tyskland, Norge og under Storebælt, som er i gang, fordi vindkraften på den måde kan føres derhen, hvor der er behov for den. Men Energinet.dk mener også, det er vigtigt, at vi bliver bedre til at udnytte vindmøllestrøm - her i landet. F.eks. at vi i højere grad indfører intelligente systemer, der kan koble elbiler og varmepumper ind, når der er et overskud af vindmøllestrøm. Elbilerne og varmepumperne skal kunne spille sammen med elmarkedet, sådan at de bruger strøm, når elprisen er lav.

»Vi vil gerne have flere elpatroner og centrale varmepumper på kraftvarmeværkerne. De kan på en god måde sikre, at man får udnyttet den stigende mængde vindenergi i Danmark - og samtidig får sænket CO2-udledningen,« siger Dorthe Vinther.

Energinet.dk påpeger også, at der er behov for at se på afgifterne, for de har stor betydning for valg af teknologi og energiform til f.eks. opvarmning. Endelig glæder Energinet.dk sig over, at der fra stort set alle sider i Danmark er opbakning til elbiler:

»Med det system, som vi har i dag, vil det godt nok også være kulstrøm, som de kommer til at køre på - men elbiler udnytter energien tre-fire gange mere effektivt end benzin- og dieselbiler, så miljøregnskabet hænger stadig sammen. Og på den mellemlange og lange bane når der kommer mere vindkraft vil elbilerne i stigende grad udnytte den og dermed bidrage til en betydelig CO2-reduktion på transportområdet,« siger Dorthe Vinther.