/transport

Better Place giver Tokyo verdens første el-drevne taxier

Batteriskiftestationer fra Better Place skal sørge for, at indbyggerne i den japanske hovedstad fra næste år kan praje en eltaxi.

Af Torben R. Simonsen, torsdag 27. aug 2009 kl. 08:55

Til næste år ruller de første eldrevne taxier med batteriskifteteknologi fra den amerikansk-israelske virksomhed Better Place ud på vejene i den japanske hovedstad Tokyo.

Better Place, der leverer infrastruktur til elbiler, har netop modtaget en pris fra det japanske handels- og energiministerium, og den skal bruges til at gennemføre et pilotprojekt med eldrevne taxier, der vel at mærke er indrettet til at kunne benytte Better Places batteriskifteteknologi.

Virksomheden er gået sammen med et af Tokyos største taxiselskaber, Nihon Kotsu, om pilotprojektet, der kommer i kølvandet på demonstrationen af Better Places batteriskifteteknologi i Yokohama tidligere i år, og som efter planen går i gang i januar 2010.

Ifølge Better Place udgør taxier kun to procent af Japans personbiler, men de står for ca. 20 procent af personbilernes samlede CO2-udledning, fordi de kører så mange kilometer hver dag.

I Tokyo alene er der cirka 60.000 taxier, hvilket er langt flere, end der kører i for eksempel New York, Paris eller Hongkong. Erfaringerne fra pilotprojektet i Tokyo vil derfor kunne fungere som et eksempel til efterfølgelse for andre storbyer.

Selskabet håber med pilotprojektet for taxier at kunne skyde genvej og sikre, at batteriskifteteknologien bliver hurtigere overført til det private personbilsmarked.

Better Place vil opføre batteriskiftestation i Roppongi Hills-området i det centrale Tokyo, og i første omgang skal fire nyligt ombyggede og fuldt funktionsklare eltaxier betjene lokalområdet fra en allerede eksisterende taxikørebane, som er forbeholdt miljørigtige køretøjer.

Better Place har hentet hjælp i det japanske firma Tokyo R&D, der skal levere allerede masseproducerede elbiler med med udskiftelige batterier og de nødvendige mekanismer til udskiftning på Better Places batteriskiftestation. Tokyo R&D vil også blive involveret i at opføre selve batteriskiftestationen og skal desuden levere diagnostisk software til pilotprojektet.



27. aug 2009 kl 09:39

Regin Larsen

Verdens første el-taxi er det nu ikke...

Det amerikanske firma her, har været på banen længe med en EV-Taxi i N.Y.
http://hybridtechnologies.com/...urge


27. aug 2009 kl 09:44

Anders Jakobsen

Re: Verdens første el-taxi er det nu ikke...

Det amerikanske firma her, har været på banen længe med en EV-Taxi i N.Y.
http://hybridtechnologies.com/...urge

Range: Up to 120 miles
Charge Time: 8 hours (110-120V or 220-240V)

Hvordan får de en forretning ud af det?


27. aug 2009 kl 10:22

Benny Olsen

Re: Re: Verdens første el-taxi er det nu ikke...

Hvordan får de en forretning ud af det?

De sætter bare prisen, det er et specialprodukt, reelt en slags limousine service, at kalde det Taxi er et marketingtrick.
Kan den prajes på gaden?
Kører den efter bystyrets takster uden tillæg?
"NY Taxi. Hail a healthy cab."

Tokyo Taxi bliver helt klart de første.


27. aug 2009 kl 10:58

Benny Olsen

Lokal Taxi.

Hvis vi tænker miljø så tæller 4 Taxi ikke så voldsomt meget mod de 60.000 gamle biler.

Hvornår skal der scaleres op til noget der batter?

Batteriskiftestationen kan nøjes med 4 batterier, og behøver hverken kølede hylder eller lynopladning, hvis det aktiveres er det kun for at teste teknologien.


27. aug 2009 kl 13:00

Søren Lund

Re: Lokal Taxi.

Hvis vi tænker miljø så tæller 4 Taxi ikke så voldsomt meget mod de 60.000 gamle biler.

Hvornår skal der scaleres op til noget der batter?

Lige en beretning fra Hong Kong:

I Hong Kong er ca 3/4 af personvogne taxier. Oven i købet af samme type. Disse kører alle på gas.

Folk er samtidig ved at kvæles i forurening. Man ved slet ikke hvad forurening er, før man har prøvet at leve sådan et sted. Ofte må udendørs sportstævner aflyses, fordi koncentrationen overskrider grænsen, som i forvejen er mange gange højere end fx i København. Det var da også årsagen til at jeg flyttede tilbage til DK.

Forureningen skyldes ikke kun bil-os, men også deres to store kulkraftværker (som idiotisk nok også forsyner dele af Mainland China med energi), deres store trafikerede lufthavn, med take off lige hen over byen, og især verdens mest trafikkerede containerhavn. Så det kommer jo ikke af ingenting.

Forureningen fra biler er muligvis den mindste del, men den udledes direkte i gaderne, hvor folk færdes i millioner mellem 30-60 etagers høje huse, hvor røgen umuligt kan slippe væk.

Det var netop mens jeg boede i Hong Kong, for ca. 3 år siden, jeg begyndte at spekulere på elbiler med udskiftelige batterier, længe før jeg første gang hørte om Betterplace, men Tesla Roadster havde jeg dog set præsenteret som projekt.

Jeg begyndte såmænd at undersøge det dengang eksisterende udbud af EV-motorer og powerelektronik, samt de forskellige batterier, og overveje hvordan man kunne konvertere en stor serie af brugte Toyota Crown Comfort til elbiler, med udskifteligt batteri, og arrangere en byttestation på deres taxi-central, hvor bilerne samtidig bytter chauffør, så de kan køre 24x7.

Jeg tror også der er ret mange taxier i Tokyo, vist i øvrigt af samme type, Toyota Crown Comfort, samt Nissan's pendan til den.

Men til forskel fra Tokyo, er en privat bil helt og totalt overflødig i Hong Kong. Man er tvunget til at betale en formue hver måned for et car space til den, man kan max køre til den Kinesiske grænse (ca. 30 km) i tæt trafik overalt, og man kan umuligt finde en parkeringsplads nogen steder.

Så derfor vælger 90% at benytte en kombination af taxi og metro i taxi for at komme hurtigt fra dør til dør.

Alligevel er der utroligt mange 12 cylindrede Lamborghinier og den slags. Det er typisk de få der har mulighed for at parkere både ved hjem og ved arbejdsplads, få km væk.

Hong Kong ville helt givet være et oplagt sted for Betterplace. Desværre er deres taxi-system styret af staten, og de er ret konservative og svære at trænge igennem til.


27. aug 2009 kl 18:34

Benny Olsen

Re: Re: Lokal Taxi.

Hong Kong ville helt givet være et oplagt sted for Betterplace. Desværre er deres taxi-system styret af staten, og de er ret konservative og svære at trænge igennem til.

I Honkong, knap 20.000 Taxi hvor de fleste kun har deres egen vogn, over 99% Toyota Crown Comfort YXS10 på LNG, diesel forbudt per 1 jan 2006, kun regeringen er store nok som samarbejsdpartner.

I Tokyo, godt 60.000 Taxi fordelt på store selskaber, Nihon Kotsu, har 1780 vogne som kører 24/7, primært store vogne og minibusser på diesel, en aktiv regering der gerne støtter projektet.

Hvor er det mest oplagt at samarbejde?


27. aug 2009 kl 18:44

Søren Lund

Re: Re: Re: Lokal Taxi.

Hvor er det mest oplagt at samarbejde?

Der hvor forureningsproblemet er mest påtrængende, skulle jeg mene.

Men samarbejdspartneren skal jo også have opdaget det!


28. aug 2009 kl 13:50

Benny Olsen

Re: Re: Re: Re: Lokal Taxi.

Hvor er det mest oplagt at samarbejde?

Der hvor forureningsproblemet er mest påtrængende, skulle jeg mene.

I så fald skulle valget falde på Mexico City med deres 250.000 store gamle Taxi, i et område hvor luften ofte er stillestående, i den sammenhæng er der jo ingen forurening af betydning i Tokyo.

Det er sikkert afgørende at finde steder med flere penge, og politisk vilje til at bruge dem på miljø.

Tokyo opfylder betingelserne og er et godt sted til pre-test, de har eksperter i robotteknologi, og får opgaven med at finjustere eller redesigne efterhånden som der kommer praktiske erfaringer.

Næste samarbejdspartner er Dong i Danmark, vi har gennem mange år vist viljen til at bruge mange penge på biler, og vi siger at vi vægter miljø meget højt.

For os handler det ikke om Taxi.


28. aug 2009 kl 14:28

Benny Olsen

2.359 Taxi i København

For lige at sætte det lidt i perspektiv har vi 2.359 Taxi i København.

http://www.taxi.dk/Default.asp...d=71


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.