/rumfart

Månesonde i brændstofkrise efter weekend-ræs

Nasa kæmper med at redde sin 480 millioner kroner Lcross-månesonde, efter at den i weekenden pludselig brugte over halvdelen af sit styrebrændstof.

Af Thomas A. E. Andersen, onsdag 26. aug 2009 kl. 10:25

Nasas månesonde Lcross er tvunget til at økonomisere kraftigt med de resterende dråber styrebrændstof i tanken, efter at den i weekenden brugte 140 kg brændstof på at holde sin orientering i rummet.

Lcross (Lunar Crater Observation and Sensing Satellite) har nu kun mellem 9 og 18 kg ekstra styrebrændstof tilbage, hvilket er en meget lille margin til uforudsete aktiviteter, oplyser Dan Andrews, der er projektleder på rumsonden for Nasa.

Problemet opstod, mens Lcross var ude af kontakt med Jorden, og Nasas teknikere opdagede først den kritiske situation, da man igen fik kontakt med rumsonden lørdag morgen. Her kunne man konstatere, at styreraketterne havde været meget aktive, og der var brugt store mængder brændstof, oplyser Dan Andrews.

Synderen er Lcross’ styresystem, som holder dens orientering i rummet. Et problem med det centrale styresystem (Inertial Reference Unit, IRU) fik software til at skifte til styring via stjernekameraerne.

Imidlertid er data fra sondens stjernekamera mere forurenet med støj end forventet, og derfor brugte den store mængder brændstof på de mange banekorrektioner, den måtte foretage i et forsøg på at holde orienteringen i rummet via stjernekameraerne.

Nasas teknikere har fået IRU’en til at køre igen, og Lcross’ software er blevet ændret, så den er mindre følsom over for lignende begivenheder. Samtidig arbejder Nasa sammen med de firmaer, der har fremstillet IRU’en og stjernekameraerne, om at finde den præcise årsag til de støjfyldte data.

Ekstra aktiviteter må opgives
Lcross, der blev opsendt sammen med Lunar Reconnaissance Orbiter 18. juni i år, har til opgave at søge efter spor af frossent vand eller vandholdige mineraler i overfladen. Den består af to dele: en sonde og et øvre Centaur-trin, som 9. oktober skal sendes ned i et krater ved Månens sydpol, der ligger i permanent skygge.

Ved det 2,2 ton tunge trins nedslag vil materiale bliver slynget op i omkring 50 kilometers højde over Månens overflade, så man kan se, om der findes is i de skyggefyldte kratere. Materialet, som bliver slynget op, vil blive undersøgt ved hjælp af Lunar Reconnaissance Orbiter og via teleskoper fra Jorden.

Lcross’ styresystem er specialdesignet til at kunne håndtere transporten af den 14 meter lange sammenkoblede rumsonde og rakettrin på vej mod Månen. Men efter weekendens storforbrug er Lcross nu ekstremt tæt ved at have opbrugt hele sin brændstofmargin.

»Det var en hård dag for os, som I kan forstå. Men det har gjort os yderst opmærksomme på, hvordan vi bruger det resterende styrebrændstof. Vi bliver formodentlig nødt til at droppe nogle ikke essentielle aktiviteter for at kunne spare på brændstoffet,« siger Dan Andrews til Spaceflight.now.



26. aug 2009 kl 12:23

Henrik Jacobsen

Forkortelser!


...det centrale styresystem (Initial Refrence Unit IRU)

Altså ikke nemt med de forkortelser: "Initial" tror jeg ikke på. Heller ikke "Internal" som de får det til her: http://www.universetoday.com/2...oss/
Og slet ikke "Intertial" som i den her overskrift: http://www.moontoday.net/news/...9234

... men "Inertial Reference Unit". Se http://en.wikipedia.org/wiki/I...unit og mange andre.

:)
Henrik


26. aug 2009 kl 12:37

avatar

Thomas A. E. Andersen

Re: Forkortelser!

Selvfølgelig, det er Initial Refrence Unit - IRU. Det bliver rettet. Tak. Mvh Thomas


26. aug 2009 kl 12:42

Henrik Jacobsen

Re: Re: Forkortelser!

Selvfølgelig, det er Initial Refrence Unit - IRU. Det bliver rettet. Tak. Mvh Thomas

Kig lige igen hvad du selv skriver :)


26. aug 2009 kl 13:27

Mikael Bo Andersen

Re: Re: Re: Forkortelser!

IRU = Inertial Reference Unit som Henrik også skriver, ikke Initial Refrence Unit. Bemærk at der er fejl i både første og andet ord.
Med venlig hilsen
Mikael


04. sep 2009 kl 09:54

avatar

Søren Juhl

Energioverførsel med mikrobølger?

Mange satelliters levetid er begrænset af det ombordværende brændstof som beskrevet i denne artikel, men hvad er til hindring for at sende energi op til satelliter med mikrobølger? Så kunne levetid og eksperimenter fortsætte i meget længere tid og man får derved mere for pengene. Ovenstående situation giver jo et meget dårligt udbytte af det investerede penge.
Det omvendte af f.eks

http://ing.dk/artikel/102097-j...mmet

Jeg tænker på noget i retning af af oplade satellitens batterier med mikrobølger.
Mvh Søren


04. sep 2009 kl 10:09

Rune Dyrholm

Re: Energioverførsel med mikrobølger?

Det er nok ret kompliceret at konvertere den elektriske energi til thrust ude i rummet.


04. sep 2009 kl 10:12

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Energioverførsel med mikrobølger?

Mange satelliters levetid er begrænset af det ombordværende brændstof som beskrevet i denne artikel, men hvad er til hindring for at sende energi op til satelliter med mikrobølger?

Rayleigh spredningen. (http://en.wikipedia.org/wiki/R...ring)

Den energimængde du kan fokusere på et mål, der kun er nogle kvadratmeter stort, i den afstand er forsvindende.

Der har været tale om at bruge lasere, men selv da kommer man ikke meget over 10W/m^2, i teoretisk bedste tilfælde.

Poul-Henning


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.